I en ny afgørelse udtaler Datatilsynet alvorlig kritik af Den Blå Avis’ samtykkeløsning på hjemmesiden dba.dk.
Datatilsynet skriver også i sin afgørelse, at DBA’s nuværende løsning for, hvordan brugere giver samtykke til, at DBA behandler brugernes personoplysninger, ”ikke opfylder det grundlæggende princip om lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed” i datalovgivningen.
Datatilsynet mener desuden ikke, at DBA’s behandling af personoplysninger til brug for statistik lever op til lovkravene.
Det var i juni 2020, Datatilsynet iværksatte sin undersøgelse af Den Blå Avis’ behandling af personoplysninger på hjemmesiden.
Derefter valgte Den Blå Avis at ændre sin samtykkeløsning, og Datatilsynet har taget stilling til både den tidligere og den nuværende samtykkeløsning i afgørelsen.
Ifølge afgørelsen lever hverken den tidligere eller nuværende samtykkeløsning på dba.dk op til databeskyttelsesforordningens krav.