Den Berlingske Fond støtter forskning i lokaljournalistik

Den Berlingske Fond har besluttet støtte et udviklingsprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med 200.000 kroner.

Den Berlingske Fond har besluttet støtte et udviklingsprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med 200.000 kroner.

Projektet, som nu får støtte fra Den Berlingske Fond, skal besvare centrale spørgsmål om, hvordan fremtidens lokal- og regionaljournalistik skal udvikle sig.

Formålet med projektet bliver, i samspil med Berlingske Medias egne lokale medier, at komme med kvalificerede anbefalinger til, hvordan det betalte dagblad, den gratis ugeavis og det hyperlokale website kan udvikle sig redaktionelt – under hensyn til læsernes ønsker og behov og produkternes egenart. Det fremgår af en pressemeddelelse.

"Lokaljournalistikken er et af de rigtigt forsømte områder inden for medieforskningen, og vi har i branchen i den grad brug for mere viden på området. Derfor er jeg meget glad for, at Den Berlingske Fond kan være med til at støtte dette projekt, som fondens bestyrelse finder utroligt vigtigt og nødvendigt også ud fra demokratiske perspektiver. Vi vil også i fremtiden have brug for en stærk lokal presse, som kan skabe sammenhæng i lokalsamfundet," siger koncernchef og formand for Den Berlingske Fond Lisbeth Knudsen i pressemeddelelsen.

Hun opfordrer til, at der kommer endnu mere gang i forskellige forskningsinitiativer på området.

Den Berlingske Fond uddeler årligt midler til forskellige formål, som understøtter udvikling af forskning og udvikling af medier, ligesom fonden hvert år uddeler en hæderspris på 100.000 kr. og en journalistpris på 100.000 kr. i forbindelse med Berlingskes fødselsdag den 3. januar.

0 Kommentarer