Hannes Råstam (tv) var tv-journalisten, der i 2008 fik Thomas Quick (th) til at fortælle, at han slet ikke var seriemorder. Alle hans 30 drabstilståelser var opspind, og afsløringen er blevet kaldt Sveriges største retsskandale. Siden er han blevet frikendt i alle de sager, som er blevet genoptaget, fordi der mangler beviser. Tv-journalisten Hannes Råstam døde af kræft sidste år. (Foto: Lars Granstrand/SVT) 

Der blev skrevet svensk tv-historie, da journalisten Hannes Råstam i 2008 fik en mand, berygtet som svensk retshistories første seriemorder, til at indrømme, at han slet ikke havde begået de drab, han ellers havde tilstået og var dømt for. ”Seriemorderen” var ifølge den nye dokumentation offer for en gigantisk retsskandale og sin egen trang til lystløgne bygget på fri fantasi.

Den afsløring vandt Hannes Råstam den journalistiske pris Guldspaden for, og tv-udsendelserne er nu udkommet i en anmelderrost bog.

Men der findes en helt anden version.

Før Hannes Råstam lavede sine tv-programmer, havde en anden prisbelønnet journalist, en kriminalreporter ved den lille provinsavis Dala-Demokraten, gravet præcis den samme historie ud  – bare med modsat fortegn. Takket være gode kilder, en næsten fotografisk hukommelse og selvstændig efterforskning var Gubb Jan Stigson i lange perioder foran konkurrenterne og forsøgte at hjælpe politi og anklager med den efterforskning, der endte med, at ”seriemorderen” blev dømt for otte drab. 

I dag har 62-årige Gubb Jan Stigson fået forbud af sin redaktør om at skrive om sagen. Og sagen har udviklet sig til en personlig kamp, hvor Gubb Jan Stigson kæmper for, at folk skal tro på hans udlægning. Hans modstandere har kaldt ham en zombie, en skam for Dala-Demokraten, og han beskyldes for, at hans detaljerede avisskriverier gav ”seriemorderen” ideer til nye drab, han kunne tilstå.

»Jeg bagtales på nettet, og der er lavet Facebook-sider, der kun handler om mig. Hannes Råstam er helten, der får de journalistiske priser,« siger Gubb Jan Stigson i telefonen fra Falun.

Hvordan ser kollegerne på dig?

»Jeg tror, at nogle respekterer mig for min grundige journalistik,« siger han.

Gubb Jan Stigson deler ikke anerkendelsen af Hannes Råstams prisbelønnede arbejde. Han mener, at der er fejl og mangler i journalistikken. Og han er yderst skeptisk over for frifindelsen af ”seriemorderen”, der nu står til en erstatning på 25 millioner kroner.
Han siger om den nu rensede Sture Bergwall (der for at øge forvirringen også er gået under navnet Thomas Quick), at hans hukommelse er usammenhængende:

»Thomas Quick er blevet taget i at lyve den ene gang efter den anden. Enten er Hannes Råstam blevet snydt, eller også hjælper han aktivt med til at give Thomas Quicks forklaringer legitimitet,« siger Gubb Jan Stigson.

Over for den påstand står en stigende miskreditering af Gubb Jan Stigson, der heller ikke har følelserne på sin side. Den prisbelønnede Hanne Råstam døde af cancer sidste år, kort tid før hans bog udkom. Man taler ikke ondt om de døde, især ikke døde helte.

Redaktøren på magasinet Filter, Mattias Gøransson, der færdiggjorde bogen, var sidste år så træt af Gubb Jan Stigsons teorier, at han sendte en mail til Dala-Demokratens redaktør og svinede Gubb Jan Stigson til:

»Billedligt talt er han jo faktamæssigt blevet skudt i hovedet, fået halsen skåret over og hjertet trukket ud af kroppen,« fremgår det blandt andet af mailen, hvor Filter indirekte truer med en injuriesag mod avisen, hvis ikke Gubb Jan Stigsons dækning af sagen forstummer helt.

I Sverige har den nye version nu taget over som den sande fortælling. Nationen pisker sig selv over den dårlige retstilstand. Politi og anklager ristes i den offentlige debat.

Lars Truedson fra radioprogrammet Medierna på Sveriges Radio siger, at historien om Hannes Råstam og Gubb Jan Stigson rummer stof af næsten filmiske kvaliteter.

»Det er stof, som legender laves af,« siger Lars Truedson.

Men hvis det havde været en Hollywood-film, skulle lokaljournalisten Gubb Jan Stigson have sejret over konkurrenten, der blander sig i sagen.

»På film vinder den lille stædige mand altid til sidst.«

Men sådan er det indtil videre ikke endt.

Gubb Jan Stigson er kriminalreporter på lokalavisen Dala-Demokraten og har skrevet om ”seriemorderen” Thomas Quick siden 1993. I dag må han ikke længere dække sagen for sin redaktør, fordi han er for partisk. Han mener fortsat, at Thomas Quick er skyldig. (Foto: Johnny Fredborg)

I dag får Gubb Jan Stigson stort set kun støtte af de politiefterforskere og anklagere, der var med til at få Sture Bergwall dømt.

Det hele begynder for 20 år siden med en historie, som ikke kun var stor i Dala-Demokratens hjemby, Falun.

»Det var stort i hele Sverige. Det var en af de mest dækkede historier,« fortæller Gubb Jan Stigson.

Den 10. marts 1993 skriver han en nyhedsartikel om, at en 42-årig mand fra Falun, der siden bliver kendt som Thomas Quick, har tilstået drabet på den 11-årige Johan Asplund i 1980. Hvis tilståelsen er korrekt, er en af Sveriges mest omdisku­terede kriminalsager endelig løst.

I denne første artikel er Gubb Jan Stigson yderst nøgtern. Han skriver sidst i artiklen, at personer med kendskab til sagen tvivler på mandens historie.

Problemet er, at Thomas Quick ganske vist havde tilstået. Men kan man stole på hans forklaring? Det er ikke muligt at finde liget af den myrdede dreng. 

Kort efter tilstår Thomas Quick endnu et drab, og Gubb Jan Stigson nøjes ikke med at referere. Han begynder at tage del i sagen. Bliver involveret.

»Jeg begynder at lave min egen efterforskning og kigge nærmere på Thomas Quicks fortid,« fortæller Gubb Jan Stigson.

I nogle gamle retspsykiatriske papirer finder han, hvad han i dag betegner som sit første scoop.

Thomas Quick har en mildt sagt problematisk fortid. Da Gubb Jan Stigson læser de belastende papirer, tænker han, at sagen måske handler om mere end en eller to drab.

En børnepsykiater har i 1967 nemlig diagnosticeret den dengang 20-årige Thomas Quick med ordene:

”Han bliver tiltrukket af sit eget køn, narkotika og makabre fantasier,” skrev psykiateren Erik Brunnander.

I en retspsykiatrisk udtalelser fra 1970 bliver Sture Bergwall betegnet som "pædofil sadist" og "overordentlig farlig for andres sikkerhed, liv og lemmer".

Thomas Quick, der dengang hed Sture Bergwall, erkender, at han har forsøgt at kvæle en niårig dreng, så blodet ifølge Dala-Demokraten ”sprøjtede ud af munden”.

Af papirerne fremgår det også, at Thomas Quick har stået bag en stribe drabsforsøg, uterlig opførsel og afvigende seksuel adfærd. Han blev I 1970 dømt til psykiatrisk behandling og løsladt i 1977.

Gubb Jan Stigson ringer Erik Brunnander op, psykiateren bag diagnosen. Eksperten ser en klar parallel mellem Thomas Quicks fortid og tilståelserne.

»Han mente selv, at der var sammenhæng,« siger Gubb Jan Stigson, der skriver historien i avisen. 

Dagen efter kommer der nyt frem om Thomas Quicks tilståelse nummer to – drabet på en dreng i byen Växjö i 1964. Thomas Quick var dengang 14 år. Men kan en 14-årig på egen hånd tage fra Falun og køre de 500 kilometer til Växjö for at begå et drab, spørger Gubb Jan Stigson i artiklen.

Det spørgsmål skal komme til at følge ham mange år frem.

Sagen om den mistænkte drabsmand fra Falun er så bizar, at den er på alles læber. Drabene er bestialske, og flere af ligene er ifølge Thomas Quick blevet parteret. Der bliver talt om, at Sverige har fået sin egen Hannibal Lecter. 

”Er han Sveriges første seriemorder?” spørger Gubb Jan Stigson i en af sine artikler.

På samme tid skifter Sture Bergwall navn til Thomas Quick, (Quick er moderens pigenavn, Thomas er hans første offers fornavn). Han sidder indespærret på den lukkede afdeling på sygehuset i Falun og fastholder sin skyld – støttet af politi, anklager og et utal af eksperter.

Med tiden kommer kriminalreporteren og Thomas Quick så tæt på hinanden, at Gubb Jan Stigson besøger Thomas Quick på sygehuset og sender kort ved højtider. På et tidspunkt tilstår Thomas Quick over for Gubb Jan Stigson en forbrydelse, hvor han fulgte efter og tog kvælertag på en tilfældig pige på gaden.

Da hun skreg og gjorde modstand, opgav han og stak af.

»Han bad mig lede i avisen efter hændelsen, som han troede var sket i 1968.«

Efter lang tids søgning i avisarkiverne finder Gubb Jan Stigson en artikel fra 1966: "Ung kvinde overfaldet”. Hun er blevet overfaldt af en mand med briller, men gerningsmanden slipper væk. Bagefter kører hun rundt med politiet for at finde gerningsmanden, men det lykkes ikke at finde ham.

Gubb Jan Stigson prøver at finde kvinden i politiets arkiv. Men rapporten er der ikke.

»Alt var væk,« siger Gubb Jan Stigson, der mener, at sagen viste, at Thomas Quicks erindring stemte overens med det, han fandt.

Kan det ikke forholde sig sådan, at han havde læst om overfaldet i avisen?

»Det tvivler jeg på. Historierne var meget ens, men adskilte sig alligevel. Hvis han ville bluffe mig, ville han have sagt det rigtige årstal, så jeg hurtigt kunne finde artiklen i avisen,« siger Gubb Jan Stigson.

Han fortsætter efterforskningen. Den 24. november 1995 kan Dala-Demokraten skrive: ”VORES REPORTER AFSLØRER HVEM DER KØRTE QUICK: Jeg er helt sikker på mandens identitet”. 

Gubb Jan Stigson har fundet vidnet i homo-miljøet, der kan kaste lys over, hvordan Thomas Quick som 14-årig skulle have rejst 500 kilometer for at begå et drab i Växjö – uden at nogen opdagede det. ”I over 30 år har manden dækket over en morder,” skriver Dala-Demokraten om manden, der selv nægter at have kørt turen.

Men da statsadvokaten kigger på oplysningerne, er det en nitte.

»Da jeg talte med politiet, sagde de, at de allerede havde talt med vidnet, og han havde ikke kunnet bidrage til sagens opklaring,« siger Gubb Jan Stigson.

I november 1994 bliver Thomas Quick dømt for drab første gang.

Selv om Gubb Jan Stigson arbejder på en mindre avis, er han kendt bredt i mediesverige. I 1995 får han Publicistklubbens store pris for 20 års journalistik inden for økonomisk kriminalitet. 

Året efter forelæser han på et seminar i Gräv, foreningen for undersøgende journalister i Sverige. Her møder han Hannes Råstam, der præsenterer sig som praktikant hos en af den svenske graverjournalistiks gudfædre Nils Hansson. Praktikanten Hannes Råstam skal senere vende og op ned på hele Sveriges syn på Thomas Quick – og Gubb Jan Stigsons karriere.

 I 1996 har Thomas Quick erkendt 11 mord, og det er den almindelige opfattelse, at Thomas Quick er drabsmand. Ja, selv hans forsvarsadvokat tilslutter sig det synspunkt.

Da Thomas Quick stilles for retten for drabet på et hollandsk ægtepar, siger forsvareren Claes Borgstrøm om sin klient:

»Det er tilfredsstillende, at efterforskningen viser stor overensstemmelse med hans egen beretning. Det viser, at der ikke findes nogen grund til at betvivle det, han siger,« udtaler han til Dala-Demokraten.

Og han får støtte af Thomas Quicks tidligere beskikkede forsvarer, Gunnar Lundgren.

Han mener, at Quick skulle have været afsløret for længst.

Selv siger Thomas Quick under retssagen: 

»Ondskaben findes. Jeg er selv et eksempel.«

Da Thomas Quick i 1998 står anklaget for drabet på Therese Johannesen, fylder mediernes omtale meget i rettens papirer. Men det medie, der fylder mest, er Dala-Demokraten, der har sin egen mappe.

Under retssagen kritiserer forsvareren Claes Borgström de medier, der har betvivlet Thomas Quicks tilståelser.

»Hvem ville konstruere et billede af sig selv som monster og seriemorder?« spørger Claes Borgström, der roser Dala-Demokratens afbalancerede beskrivelse af Thomas Quicks baggrund og sygdom, der kan forklare hans kriminelle handlinger.

Folk, der stiller spørgsmålstegn ved Thomas Quicks tilståelser, får det glatte lag af Gubb Jan Stigson. Han har en næsten fotografisk hukommelse og vandt i 1980’erne to gange den nationale tv-dyst ”Minnesmästarna”. Han spotter straks fejlene. 

”Der er så store mangler i Larssons baggrundsmateriale, at her ikke er plads nok til at nævne dem alle. Gennemgangen af bogen fortsætter derfor i morgendagens udgave,” skriver han for eksempel i sin nådesløse anmeldelse af Dan Larssons bog ”Mytomanen Thomas Quick”. 

I forfatter og journalist Jan Guillous omtale af sagen finder han 43 fejl.

I 2008 har Thomas Quick i alt tillstået mere end 30 drab begået i perioden 1964 til 1993. Ofrene er især børn og unge. Han er blevet dømt for otte af dem. Men der rejses kritik af, at der i alle sager mangler det ekstra bevis, som kun en gerningsmand kan levere.

Sagen er måske ved at skifte retning.

I 2007 får Gubb Jan Stigson besøg af Hannes Råstam, tv-journalisten, som Gubb mødte første gang på Gräv i 1996.

Hannes Råstam har i mellemtiden vundet Stora journalistpriset for sagen om Osmo Vallo, der døde i politiets varetægt, og Lukas Bonniers Stora Journalistpris for "langvarig og fremtrædende journalistisk virke. Gubb Jan Stigson opfordrer Hannes Råstam til at lave et tv-program og finde sandheden om Thomas Quick.

”Initiativet kom fra mig,” siger Gubb Jan Stigson om mødet.

Han giver Hannes Råstam de mere end 300 avisartikler, han har skrevet om sagen, og formidler kontakt til kilder. 

Hannes Råstam er helt åben om skyldsspørgsmålet. Ifølge Gubb Jan Stigson siger han, at meget peger på, at Thomas Quick er skyldig, og i en mail takker han for hjælpen:

”Din hjælp har været af uvurderlig betydning, og jeg er meget taknemmelig,” skriver Hannes Råstam.

Efter Hannes Råstams tv-dokumentar bliver bragt søndag aften 14. december 2008, er der ikke nogen vej tilbage. Thomas Quick har skiftet tilbage til sit gamle navn Sture Bergwall. Og han trækker samtlige tilståelser tilbage.

Siden er frikendelserne ved domstolene faldet på stribe. Tilståelserne var bare noget, han havde fundet på.

Da Gubb Jan Stigson opdager, at Hannes Råstam har valgt side til fordel for Thomas Quick, forstår Gubb Jan Stigson ikke, at Råstam tør sætte sin troværdighed på spil. Til sidst afbryder Hannes Råstam i en sms kontakten til Gubb med beskeden.

”Du begiver sig ud på en ørkenvandring uden ende.”

Tilbage står, at man nu har 30 sager om drab og forsvundne personer, som ikke er opklaret alligevel. I en del af sagerne har politiet dog kig på nye mistænkte. Andre sager bliver ikke længere anset for at være forbrydelser.

Sture Bergwalls nye forsvarer, Thomas Olsson, har alt andet end ros til overs for Gubb Jan Stigson.

”Journalisten Gubb Jan Stigson på Dala-Demokraten har brugt mere end 15 år på at forsøge at overbevise offentligheden om, at Thomas Quick er en af historiens værste seriemordere,” skriver han om Gubb Jan Stigson, som han kalder for ”Quicks hofreporter”.

Selv om Thomas Quick de senere år er blevet renset for det ene drab efter det andet, mener Gubb Jan Stigson ikke, at Thomas Quick kan renses for alle anklager.

»Beviserne er de samme. Man har bare flyttet beviserne lidt tilbage,« siger han.

Han mener, at centrale oplysninger er blevet overset i de aktuelle rensningsager, og at Sture Bergwall i andre sager frikendes på ”nye” oplysninger, som har været fremme længe.

Hvorfor indrømmer du ikke bare, at Hannes Råstam lavede et flot stykke arbejde, der frikendte en uskyldig?

»Nej, det vil jeg ikke kunne gøre selv med den bedste vilje i verden. Hvis man ikke er åben for alle forklaringer, har man ikke gjort sit arbejde godt nok,« siger Gubb Jan Stigson.

Han siger, at både han og Hannes Råstam er undersøgende reportere. 

»Men han kom ikke lige så langt som jeg, fordi han hurtigt lagde sig fast på, at Thomas Quick var uskyldig. Men der er fortsat masser af tvivl i sagen. Tvivl, som Hannes Råstam udelader.«

Mattias Göransson, redaktør på magasinet Filter, var med til at gøre Hannes Råstams bog færdig. Han forklarer, at han i en mail kaldte Gubb Jan Stigson for en zombie, fordi han aldrig har været så sur før i sit liv.

»Jag var så jävla vansinnig,« forklarer han.

Han sendte mailen til Dala-Demokraten dagen efter Sture Bergwalls første frifindelse.

»Gubb Jan Stigson bliver inviteret til debat i radioen for at kommentere på dommen, og i programmet kritiserer han Hannes, som netop er død. Jeg har aldrig været så sur,« siger Mattias Göransson. 

Han mener, at sagen viser, at Gubb Jan Stigson kom for tæt på efterforskningen og begyndte at tage politiets og anklagemyndighedens udlægning for gode varer.

»Der var et helt hof af Quick-reportere, også på de andre medier, som helt ukritisk viderebragte politiets information, som om det var sandheden. Men Gubb Jan gik længst,« siger Mattias Göransson.

Han mener, at Gubb Jan Stigson blev for fascineret af den retshistoriske sensation, der pludselig lå for hans fødder.

»Det er en historie med meget fascination, og tænk at en stor seriemorder dukker op hjemme hos mig,« siger han.

Efter Hannes Råstams dokumentarprogram har der ikke været meget selvransagelse i medierne, mener Mattias Göransson. Reportere, der tidligere troede på Sture Bergwalls skyld, har i ubemærkethed ændret syn.

»Men ikke Gubb Jan Stigson. Han var den eneste, som ikke rykkede sig en millimeter.«

I Mattias Göranssons analyse forsøger Gubb Jan Stigson, en central politiefterforsker og anklageren fortsat at skabe tvivl om skyldsspørgsmålet, mens de håber, at Sture Bergwall ikke bliver renset for alle anklagerne.

»Der er jo svært at blive frikendt for otte drab. Så de håber, at bare en af sagerne falder ud til deres fordel. De har krydset fingre i fem år,« mener Mattias Göransson, der ikke kender nogen, der støtter Gubb Jan Stigson.

»Men ved at så tvivl vinder de tid, så de ikke behøver at indrømme, at de tog fejl,« lyder hans analyse.

»Han vandrer fortsat i ørkenen. Det er psykologisk fascinerende. Men svært at forstå, for de ender med at tabe uanset hvad.«

Hannes Råstams bog Den falske seriemorder er netop udkommet på Informations Forlag.