Den årlige quiz: Ingen gættede, at 2021 ville blive SÅ vanvittigt!

For et år siden bad Journalisten læserne om ni bud på, hvad der ville ske i medieåret 2021. Ingen havde forudset, at året ville byde på så mange overraskelser. Se de rigtige svar her

Det lyder nemt: Ni simple spørgsmål. Ni hurtige svar. For knap et år siden spurgte vi her på Journalisten jer, kære læsere, hvad der mon ville ske i løbet af 2021.

Som præmie udlovede vi en uges gratis ferieophold i Danmark eller udlandet til årets bedste spåmand eller spåkone.

Men de ni simple spørgsmål var ikke så nemme alligevel, for ingen havde forudset, at 2021 ville udvikle sig så crazy – for eksempel var det noget af en overraskelse, at chefredaktør Kristoffer Eriksen pludselig ville forlade Ekstra Bladet.

Dengang i januar 2021 undrede selv Kristoffer Eriksen sig over, at vi overhovedet stillede spørgsmålet.

Kristoffer Eriksen vidste dengang ikke, hvad der var på vej, og det gjorde vi heller ikke. Men vores journalistiske mavefornemmelse var, at der godt kunne komme noget turbulens, og det skete allerede i foråret, hvor Henrik Qvortrup afløste Poul Madsen, og dermed var ”timingen rigtig” for Kristoffer Eriksen til at sige farvel. I dag er han på Mads Brüggers Frihedsbrevet.

Kun 15 procent af deltagerne i quizzen havde forudset Kristoffer Eriksens exit.

Guld lige om hjørnet
En anden overraskelse var, at der blev vedtaget en lov om, at tech-giganterne skal til at betale for journalistisk indhold på deres platforme. Det havde kun 10 procent spået.

Loven blev vedtaget i juni 2021, og siden er 36 mediehuse gået sammen i et foretagende med det mundrette navn ’Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation’, som skal forhandle en aftale med tech-selskaberne (så det er med andre ord bare et spørgsmål om tid, før DJ-medlemmernes lommer bliver fyldt med tech-guld).

Ingen Mette-boykot
Til gengæld ramte 85 procent af jer rigtigt på et spørgsmål om Mette Frederiksens parathed til at medvirke i TV 2’s ’Go’ Aften Live’.

Mette Frederiksen var som bekendt gæst hos Abdel Aziz Mahmoud i ’Go’ Aften Live’ tilbage i november 2020, hvor et mink-interview udviklede sig mere til en hardtalk end en hyggesnak.

Abdel Aziz Mahmoud spurgte for eksempel, hvornår Mette Frederiksen havde sikret sig, at der var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet. ”Det er da et mærkeligt spørgsmål,” svarede statsministeren. Det er dog ikke mere mærkeligt end, at mink-kommissionen lige nu sidder og graver efter svaret på, hvad der egentlig skete i dagene op til minkaflivningen.

I quizzen spurgte vi, om interviewet ville få Mette Frederiksen til at tage en pause fra ’Go’ Aften Danmark’ i 2021? Men det har hun ikke. Faktisk har hun været gæst tre gange – om corona, genåbningen og de ikke-vaccinerede danskere.

Kærligheden holdt ikke
Flest rigtige svar i quizzen var der på spørgsmålet, om tidligere overborgmester i København Frank Jensen ville skifte til et job som redaktør. Det troede ingen på. Og dermed gættede alle rigtigt på, at Frank Jensen (endnu ikke) har sat sig i hjørnekontoret på et medie.

Træfsikkerheden var også høj på et spørgsmål om ’Gift ved første blik’. Vi spurgte, om DR1’s seermagnet langt om længe ville sammensætte et cast, hvor mindst to par fortsat var sammen, når programmet blev sendt på DR1 Det skete selvfølgelig ikke, og det havde 80 procent forudset.

Hvem er ”Henrik mig nok”?
Vi havde også et spørgsmål om robotjournalistik. Infomedia har nemlig en nyhedsrobot, der laver så mange banale fejl, at det straks ville udløse en skriftlig advarsel, hvis vi andre gjorde det samme.

Robottens referater af radio- og tv-udsendelser er ofte rent volapyk, men ville robotten få styr på det i 2021?

Svaret er, at robotten muligvis er blevet bedre, men den har fortsat ikke styr på at omsætte tale til skrift uden at producere komiske fejl. Det kniber blandt andet med at ramme navne rigtigt. Et autogenereret referat fra Radioavisen 4. november 2021 omtalte for eksempel fællestillidsrepræsentant fra HK Luftfart som ”Henrik mig nok”. Navnet på fællestillidsrepræsentanten er Henrik Meinert.

I alt deltog 412 i Journalistens quiz. Tak for det. Ingen gættede rigtigt på alle spørgsmål. Og ingen havde blot én fejl. Ved lodtrækning mellem deltagerne med to fejl blev vinderen Victorie Hertz, der kan glæde sig over en uges gratis ferieophold sponsoreret af DJ Ferie.

Her er alle de rigtige svar i quizzen:

1. Med Rikke Dal Støttrup som ny chefredaktør skal ALT for Damerne være mere woke. I hvert fald mere aktivistisk. Rikke Dal Støttrup har blandt andet lovet, at der kommer en forside med en muslimsk model. Sker det i 2021?

I uge 14 i 2021 havde ALT for damerne Natasha Al-Hariri på forsiden. Hun er muslim og direktør i Dansk Flygtningehjælp Ungdom. Det var første gang, at en kvinde med muslimsk tørklæde var på forsiden.

2. Mette Frederiksens mink-interview med Abdel Aziz Mahmoud i ’Go’ Aften Danmark’ var mere hardtalk end hyggesnak. Tager Mette Frederiksen en pause fra ’Go’ Aften Danmark’ i 2021?

Nej, Mette Frederiksen har været i ’Go’ Aften Live’ tre gange i løbet af 2021.

3. Er Kristoffer Eriksen fortsat chefredaktør på Ekstra Bladet?

Nej.

4. Infomedia har sat en robot til at transskribere nyhedsindslag i radio og tv. Får robotten styr på det i 2021?

Nej, robotten er muligvis blevet bedre, men den har fortsat ikke styr på det, når den skal omsætte tale til skrift.

5. Tilbage i 2012 var kun 12 procent af DR’s ansatte løst tilknyttede. I 2019 var det steget til 25 procent ifølge DR’s årsrapport. Fortsætter andelen af løstansatte med at stige?

Nej, andelen af løstansatte er faktisk faldet en lille bitte smule. Faldet er på beskedne 0,5 procent.

6. Sammensætter ’Gift ved første blik’ endelig et cast, hvor mindst to par fortsat er sammen, når programmet bliver sendt på DR1?

Nej, ud af de fem par var kun Morten og Mette stadig sammen, da programmet blev sendt.

7. Den forhenværende finansminister Bjarne Corydon er i dag chefredaktør på Børsen. Får den tidligere socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen også fuldtidsansættelse som chefredaktør i 2021?

Nej, Frank Jensen er ikke blevet chefredaktør. Han har slået sig ned som konsulent i sit eget bureau med det internationale navn, FrankJensenCph.

8. Museet for Dansk Bladtegning, der blandt andet rummer de 12 Muhammed-tegninger, flytter til Den Gamle By i Aarhus. Ender Muhammed-tegningerne med at blive i København?

Ja, de 12 tegninger forbliver i København, hvor Det Kongelige Bibliotek passer på tegningerne et ukendt sted.

9. Mediechefer i hele verden kræver, at Google og Facebook skal betale, når dine artikler dukker op i søgeresultater eller nyhedsfeedet. Vedtager Folketinget lovgivning, så tech-giganterne skal betale for journalistisk indhold på deres platforme?

Ja, loven blev vedtaget i juni 2021.

0 Kommentarer