search

Den 4. statsmagt – En myte?

Af Finn Graversen, journalist på Børsen.

Af Finn Graversen, journalist på Børsen.

Når journalister – og redaktører – skal være rigtig selvhøjtidelige, så handler snakken om pressens demokratiske rolle – om pressen som den 4. statsmagt, der overvåger magthaverne og afslører magtmisbrug til gavn for samfundet. Watergate står der hurtigt i øjnene på enhver håbefuld journalist. Og forestil dig blot, hvordan det var gået i Sovjetunionen, hvis man her havde haft en 4. statsmagt.
Spørgsmålet er dog, om det i dag er andet end ord til skåltalerne. Noget kunne tyde på, at vores moral ikke er meget bedre end vaskepulverreklamernes. At pressen i stedet har udviklet sig til den 4. magthaver, der har sin egen agenda, og som i realiteten er urørlig. Spørgsmålet er inspireret af en lektor i Århus som for nylig har kastet en bombe i miljødebatten. I realiteten har han dog samtidig sat pressens rolle som den 4. statsmagt til debat.

***
Bjørn Lomborg er lektor på Institut for Statskundskab på Århus Universitet og tidligere miljøaktivist med et politisk ståsted mellem SF og de radikale. Sammen med en kreds af studerende har han på basis af et studie af officielle statistikker startet et felttog mod dommedagsprofeter i miljødebatten, som er præget af mange myter og færre kendsgerninger.
Bjørn Lomborg er ikke er modstander af miljøsagen – tværtimod. Han ønsker blot, at debatten hviler på kendsgerninger, så vi diskuterer de reelle problemer frem for myterne. Og at vi anerkender de fremskridt, der rent faktisk er sket. I Jyllands-Posten kunne man så for nylig læse følgende:
»På et tidspunkt henvendte vi (Bjørn Lomborg og hans studiekreds) os til Dansk Industri og spurgte om de vidste, hvordan tallene om miljøtruslen reelt så ud. Det vidste de udemærket, men de kunne ikke trænge igennem, for man ville indvende, at Dansk Industri var en forudindtaget interesseorganisation«.
Kort sagt: Dansk Industri kendte til fakta, men kunne som interesseorganisation ikke få dem ud i pressen.
Dette er en besk kritik af pressen. Uanset hvad Dansk Industri kan have af skjulte dagsordener eller motiver, så er fakta fakta, og det er ikke afsenderen, der skal afgøre, om det er fakta. At undertrykke dem på grund af afsenderen er en ensidig negativ fokusering. Og en ensidig negativ form for journalistik. Historien handler ikke mere om fakta men om afsenderen, som er en magthaver, der umuligt kan oplyse noget rigtigt uden en skjult dagsorden.
Dette er en antikveret opfattelse, hvis vi fortsat skal leve op til idealet om ‘den 4. statsmagt'. Vi lever ikke mere i et klassesamfund, hvor pressen har til opgave at tale de undertryktes sag.
I det moderne samfund er viden magt. Men hvem er magthaverne så?
Græsrodsorganisationer, der præger politiske beslutninger gennem dygtigt tilrettelagte holdningskampagner hører til samfundets magthavere, og trækker journalister rundt i manegen.

***
Magthavere er i mange tilfælde funktionærer, mænd/koner, kærester og forældre med glæder og sorger som enhver anden i dette samfund. De kan faktisk have et ærligt hjerte – og til tider en fornuftig tanke bag deres handlinger. De er kort sagt ganske almindelige mennesker nøjagtig ligesom de journalister, der overvåger dem.
De journalister, som selv er magthavere qua den viden, de besidder, og den måde de sorterer og formidler den på. Men mens de traditionelle magthavere hurtigt får pressen på nakken, hvis de træder ved siden af, så er der ingen til at overvåge, om pressen lever op til sit ansvar. De få midler, der er til rådighed, er helt utilstrækkelige i forhold til den massive magt, der udøves, når pressen går i selvsving på en sag.

***
Skal pressen have sat den kritiske lup på journalistik og arbejdsmetoder, skal den selv gøre det. Ligesom politiet skal overvåge politiet. Men det er der alligevel ingen, der tror på, at de kan. Vi kan selvfølgelig drage den konklusion, at ‘den 4. statsmagt' er noget fortidigt bavl. Pressen af i dag er en rent kommerciel forretning. Nogle folk definerer et produkt, som kan sælges, og vi som journalister er samlebåndsarbejdere, der hver for sig bidrager med en enkelt lille del til det færdige produkt. Rammerne er designede – vi skal blot udfylde dem uden at forholde os til hvad vi gør og hvorfor.
Men ønsker vi det virkelig sådan?
Skal der være et element af demokratisk idealisme i pressen, så bør kendsgerninger ikke diskvalificeres, fordi de leveres fra en interesseorganisation. Og der skal ikke gå en årrække, før en tilfældig lektor fra Århus sammen med en gruppe studerende påpeger, at miljødebatten bygger på myter – ikke på kendsgerninger.
Pressens demokratiske opgave må netop være at aflive myter ved at søge kendsgerningerne. Myter hører til
underholdningsindustrien, og det er hvad pressen bliver til, hvis man lefler for kunderne ved at ride med på myternes bølger.
Opgaven må handle om at kvalificere debatten ved at fremlægge kendsgerninger – uanset hvis interesser, der kan nyde fremme af kendsgerningerne. Men dette skete åbenbart ikke i miljødebatten.

***
Trods det at miljøstoffet igennem en årrække er blevet dækket intensivt, har man ignoreret viden. Og der skulle en Bjørn Lomborg til, før der blev søgt efter kendsgerninger i de officielle statistikker.
Det forhold sætter pressen til debat. Og sår tvivl om vores troværdighed. Hvis for mange mennesker i virksomheder, organisationer, institutioner og andre steder sidder med kendskab til kendsgerninger, som pressen ikke gider viderebringe i aktuelle sager, fordi de ikke passer ind i vores selvskabte verdensbillede og vores opfattelse af journalistik, så er det en af forklaringerne på, at vores stand scorer lavt i troværdighedsmålinger.
I hvor mange andre sager foregår der det samme som i miljødebatten?
Hvis vi vil betragtes som den 4. statsmagt, så kræver det, at vi lever op til ansvaret. Ellers kan vi lige så godt droppe alt det selvhøjtidelige pjat, vi kan finde på at brænde af, når vi skal bortforklare journalistiske handlinger, som er gået ud over andre mennesker. Der er jo reelt ikke anden årsag end, at vi bliver betalt for at gøre det. Underholdningsværdien afgør så, hvor længe vi har et job.
Skrækscenariet for denne udvikling udspiller sig i øjeblikket i USA, hvor den ubetinget største og vigtigste historie handler om, hvorvidt verdens mægtigste mand har haft et sidespring.
Velbekomme!

Kommentarer
2
Kamilla Madsen
26.02.09 06:42
Re: Den 4. statsmagt - En myte?

 Altid bliver der argumenteret for en side af sagen, men svaret er næsten altid en gylden middelvej.

Det sker jo indimellem at pressen rent faktisk lever op til sit rygte, som "4. statsmagt", og hjælper nogle ting frem i lyset, som eller er blevet syltet af "systemet". Men samtidig skubber den jo så andre ting tilbage. Og rigtigt, der er jo alle dem pressen ikke interessere sig for, de får aldrig den hjælp de skal have.

Den største splid jeg ser mellem pressen og systemet er tid. Alt hvad pressen gør er her og nu. Og om kort tid er langt størstedelen glemt. Mens systemet ikke bare kan ændre noget, det tager lang tid. MEGET lang tid, i forhold til, hvad folk kan vente på. Det når som regl ikke at komme. de personer der er relevante i situationen til gode, men kun nogle fremtidige.

Ingen tvivl om at pressen som vagthund er stærkt overdrevet, men på den anden side kan bl.a. politikkerene aldrig vide sig sikre på, hvad pressen slår ned på, og så kan det jo være at de "opfører sig pænt" af den grund.

- Kamilla Madsen, Kommunal elev.

Fremhævet af Journalisten
Jens Yde
26.02.09 10:47
Re: Den 4. statsmagt - En løgn?

Tid spiller rigtigt nok en rolle i pressens arbejde, desværre. Ledigheden stiger kraftigt i Danmark og straks her til morgen griber journalisterne telefonen og ringer til Danske Bank, Nordea, Jyske Bank  o.s.v. for at få en kommentar fra bankernes informationschefer, der tilmed har anvisninger på, hvordan ledigheden og krisen klares.

Disse "kommunikationsfolk" pusler og plejer selvfølgelig deres arbejdsgivers interesser, hvilket var medårsag til, at de gennem 2008 i utrolig grad fejlbedømte situationen på verdens finansmarkeder.

http://borsen.dk/okonomi/nyhed/152097/

http://epn.dk/samfund/arbmarked/article1614845.ece

 De ringer ikke til Mig, for eksempel:

"Jamen, det var jo det jeg sagde", ville jeg svare, hvis nogen spurgte. Jeg ville endvidere gøre mig morsom over polit-økonomernes "vækstpakker", idet vi jo lever i en skrumpeøkonomi. Polit-økonomerne fra de politiske partier overbyder hinanden i at poste milliarder i omløb i samfundet, for sådan har de lært på universitetet, at man skal gøre. Deres lærere var Keynes og andre økonomiguruer. "Vækst" er trylleordet for partilederne, i dag også for Villy fra SF.

Jeg ville belære journalisterne om, at hullet i fallitboet er så stort, at samtlige stater ikke er i stand til at fylde det op, og at verden må forberede sig på SKRUMP. Det kan vi i Danmark lige så godt lære at forstå nu det samme, og jeg vil - uden brug af matematik - forudse, at hvor en mand tidligere tjente 1000 kroner om dagen, vil han i løbet af få år ryge ned på 3-400 kroner. Det kan man gøre gradvist og frivilligt og måske derved undgå den ballade, der vil opstå i de varme lande og østpå og - ja, jeg ved ikke hvor. Modsat  journalisternes venner i bankerne vil jeg advare mod at give skattelettelser til de rige, for selvfølgelig vil jævne folk, der har passet arbejde og privatøkonomi til punkt og prikke, blive knotne over, at skulle rammes af et uvejr, skabt af netop banker, økonomer og alle slags pengemænd. Det kan være farligt at udfordre folkestemningen i en historisk svær krise.

"Vi er alle i samme båd", ville jeg svare, hvis 4. Statsmagts repræsentanter udbad forslag til en overskrift.

Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen