Fatter simpelthen ikke at Steen Nepper ikke kunne komme med bedre eksempler på sammenhænge imellem sprog og vold; Hvis man eks. drager en direkte linje fra en bestemt befolkningsgruppe til nazisterne? (hvad skete der med nazisterne efter 1945?), til mordere? (hvad gør man ved mordere?), til pædofile voldtægtsmænd? (hvordan bør man forholde sig overfor dem?).

Hvis en befolkningsgruppe først er defineret som nazistiske pædofile myrdende voldtægtsmænd, så har man vidst også sat en tyk streg under at det er ok. at give dem en på kassen eller det der er værre!!!

Der stod jo heller ikke noget sted i Nazist propagandaen fra 30erne + første halvdel af 40erne, om hvordan problemet med de mange jøder skulle løses, men når man først har lavet en film, hvor der bliver trukket direkte linjer til rotter, så er det vel næsten givet hvad man er nødt til at gøre, for sin familie, sin fremtid, sine børns, sit velfærdssamfund og sit lands skyld.

Sproget og retorikken er den kampplads hvor politikerne ligger grunden for deres handlinger; man tegner forsigtigt billedet op af hvad man vil, så folk kan forberede sig, man tester løbende hvor "klar" befolkningen er, altså hvor langt man kan gå i sine handlinger, ved at lade en såkaldt "chef ideolog" eller "landsbytosse" på en perifer post sende prøveballoner op. De findes i alle partier og systemer, hvor medlemmer har medbestemmelse.

Sproget er et afgørende og fuldstændigt fundamentalt redskab i ethvert politisk system og dette gør sig i særdeleshed gældende i et demokrati, DERFOR er Victor Klemperes bog om det tredje riges sprog evigt aktuel. Fordi den lærer os noget om sproget og hvad sproget kan på godt og ondt. Det er en fejl at undervurdere, og det er en fejl at lovgive imod, sproget. For sproget klare sig uanset om vi prøver at stoppe det. Hvis ordet ”perker” bliver forbudt, så siger vi bare ”perle”, og nu hvor alle ved hvad der menes med ”perle”, er det mindst lige så uvenligt som ”perker”. ”Perker” der, vidst nok, er en sammentrækning af perser og tyrker. Ingen af de to nationale betegnelser er egentligt negativt ladede, men det har vi så kollektivt bestemt at de er sammentrukket som ”perker”.

Sproget kan kun bekæmpes med sproget, ord med ord, og ikke med lov. Sproget finder altid en vej udenom. Det er sproget vi bruger, ordene vi siger og de historier, som vi fortæller, der skaber stemninger, holdninger og handlinger. Men det er jo i bund og grund ikke sproget vi skal bekæmpe, det er taleren. Hvis du bliver udfordret til en duel og du, frem for at trække dit sværd, løber hen til kampens dommer og beder om at få skarpe ord forbudt, vil alle da ikke dømme at du både er dårligere i kamp og, værst af alt, har det svageste standpunkt af de to duellanter? Som oplæg til et foredrag om ytringsfrihed så jeg for noget tid siden en definition på begrebet der lød;

”At respektere ytringsfriheden, er at acceptere andres ret til at sige noget som du virkelig ikke bryder dig om.”

Det var ikke så dumt sagt.

Med det i mente kan man så overveje at Franz Füchsel ønsker at det skal forbydes en lovlig forening at holde et ÅBENT debatmøde, fordi han ikke kan lide det de siger, og til og med gør det i demokratiets navn.

 Søren Møller Christensen