search

Demokratiet i Gyngen

Det er første gang, jeg ser hende live, og hun er fuldstændig lige så vulgær, som da hun suttede ølskum i en Carlsberg reklame, eller da hun lå og flashede forlygter på køleren af en bil.

Dengang var Lene Espersen på valg og eksponeret som ung, konservativ dulle.

I dag er hun justitsminister og hele regeringens pin up – altid villig, når nogen stritter med et Canon.

I måneder har jeg fulgt og skrevet om Kirsten Chesnut – kvinden, der fejlagtigt er dømt for børnebortførelse og siden 1. maj har sultestrejket foran Christiansborg for at få sin sag genoptaget. Og mødet mellem Chesnut og Espersen for nogle uger siden er den foreløbige kulmination på en elendig saga om magtmisbrug.

Kirsten Chesnut ankommer i parkacoat og vanter. Det er i den grad blevet efterår på strassen. Og hun modtages i ministeriet af en dybt nedringet Miss Lene i alligatorboots og designer-hullede bukser – upassende og respektløst. Ude af sync. Men det er fotoet, vi bringer i Ekstra Bladet, som egentlig afkoder justitsministerens dagsorden: Da de to endelig mødes, ser man Chesnut strække hånden frem til goddag, mens hun kigger på ministeren. Lene har også hånden fremme, men hun smiler i en helt anden retning, nemlig gennem døren ud til pressen.

Mødet ender i ingenting, og det efterfølgende pressestunt er ren farce.

Miss Lene kan ikke svare på de kritiske spørgsmål, hun vil ikke i detaljer – nej, hun vil faktisk helst ikke diskutere konkret politik. Og på den led er der lidet nyt under solen. På intet tidspunkt, mens jeg har skrevet om sagen, har det været muligt at få ministeren til telefonen for at svare på spørgsmål.

Og det er vel egentlig det mest frustrerende: Man kan i tide og utide se og høre hende i alle mulige sammenhænge, som ikke har noget med politik at gøre: Så ammer hun lille Markus i en tv-doc. Så ruller hun letpåklædt rundt med den arme dreng i en Røde Kors kalender. Så fortæller hun spalte op og stolpe ned i ugebladene om det at være mor og minister, eller hun beretter i Strax om, hvordan hun svin-ger malerrullen hjemme i privaten.

Og hver gang hun skal forholde sig til dét, der har med hendes job som justitsminister at gøre, så bliver hendes pressechef, Morten Langager skudt ind som et skjold, alt preller af på.

Mine egne erfaringer går på Lene Espersen, men jeg ved fra kolleger, at den anti-presse-stil går igen i stort set alle ministerier i dag.

Når Metro-indvielsen er i fare, så er trafikministeren taget på Interrail til Usynligen. I stedet bliver man spist af med slap gylle, kogt op og serveret af hans pressechef. Når Jyllands-Posten vil have indenrigsministeren til at svare på, hvorfor hans pressechef, Ulla Østergaard, lyver for bladets journalister – og hvorfor hun vil diktere, hvad journalisterne må spørge ministeren om – og hvorfor hun vil bestemme, hvor i avisen interviewet skal stå… så får man ikke noget svar.

Tidligere på året så vi, hvordan fødevareministerens presserådgiver, Carsten Møller, sværtede en kritisk kilde til i B.T., og vi så integrationsministerens pressechef, Thomas Harder Rasmussen, true en kritiker på brødet, hvis han optrådte med sine synspunkter i en tv-debat. Og senest har vi oplevet finansministerens pressechef, Carsten Mai-Jørgensen, helt bevidst misinformere offentligheden om Thor Petersens bopælspligt. Uden at det iøvrigt får konsekvenser. Man har kort sagt indført løgnen som legitim sekstant, når en minister skal navigere på farefuldt vand.

Arkitekten bag det ulidelige system er statsministerens egen pressechef, Michael Kristiansen. Han er ikke bare damage controller og statsministerens lynafleder, han udstikker også direktiverne til de mindre ministres spinnere – han styrer stategierne og det ordflæsk, vi andre i det daglige fodres af med. Han er skatteyderbetalt Voodoo V.I.P. og sørger for, at ministre kun udtaler sig, når der er positive effekter og billige point i luften.

Hæren af heksedoktorer er ren gift for demokratiet. Den har indledt en regulær krig mod pressen, hvis arbejdsvilkår dagligt forværres.

Kritisk journalistik om regeringen og dens politik imødegås med arrogance, løgne, forhaling af aktindsigt, trusler og tavshed.

Det startede under Poul Nyrup og er blevet grotesk under Anders Fogh, men kan det virkelig passe, at d'herrer og damer på borgen helt har glemt, hvorfor de sidder der? At de er der på folkets betroede mandat? Hvis politik kun handler om magt og om at have ret, lever vi i et skindemokrati.

Derfor Fogh: Fyr dem – hellere i går end i morgen.

Kommentarer
1
Peder Ibsen
07.02.09 02:43
Re: Demokratiet i Gyngen

Er der ikke nogen, der kan se, at der kan laves en rigtig spændende DOKUMENTAR-film om de to kvinder.

Nu er drengen blevet 18 år og har mødt sin mor...

Jeg har lavet flere udsendelser, der er sendt på Kanal Kbh. og kender andre, der har historiske optagelser!

M.v.h. og på forhånd tak!

Peder Ibsen, 2065 1768

 

Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen