search

Demokrati på dansk

Det højt besungne danske demokrati er blevet en lukket og impotent affære. 

Det højt besungne danske demokrati er blevet en lukket og impotent affære.

 

Danmark har en meget lang politisk tradition for mindretalsregeringer. Kun sjældent i historien har der været flertalsregeringer – oftest parenteser i det politiske liv, så har vi været tilbage i mindretalsregeringernes hverdag. Flertalsparenteserne har max holdt en valgperiode og mange mindre. Fx   Nyrup’s  firkløverregering fra 1993-94, SV-regeringen fra 1978-79 eller VKR-regeringen fra 1968-71.

Disse flertalsregeringer nåede aldrig at blive selvfede eller forsluge sig i magtarrogancens forbudte frugter. Vælgerne – eller intern uenighed gjorde kål på flertalsregeringerne – og så var man tilbage til det danske folkestyres gråmelerede hverdage med mindretals-regeringer, der måtte hutle sig igennem fra sag til sag.

Et af livsvilkårene for disse regeringer var, at de fra tid til anden kunne få deres magtudøvelse kigget efter i sømmene, når et flertal synes, der var behov for det. Det var ikke nødvendigvis ensbetydende med regeringens fald, men bare et livsvilkår med gule kort, hvor nogle af de partier, der i øvrigt også samarbejdende med regeringen, synes at der var behov for at tegne en streg i sandet. Nogle gange har det sikkert været rent oppositionsfnidder og dril, andre gange ganske velbegrundet, fx med Tamilsagen.

VKO har udstillet det danske demokratis svagheder

Men i de sidste ni år er denne politiske hverdag forandret. Ganske vist har vi på papiret en mindretalsregering. De facto er der imidlertid tale om en flertalsregering, eller i hvert fald et fasttømret flertal, der har kørt deres politik igennem, kun sjældent med andre partiers medvirken, når det virkelig gjaldt: Finanslove, strukturreformen, skattereformer, Irak-krigen etc. VKO sidder på magten, og det er jo deres demokratiske ret.

Nu er de nået hen i deres politiske efterår, hvor forfaldet og magtarrogancen står i fuldt flor. Som det skete for Nyrup, for Schlüter, for Anker og for Krag. Gennemsnitslevealderen for danske regeringer er ni til 10 år – og de sidste år er langt fra kønne.

Her bliver regeringerne indhentet af alle deres forsømmelser og alt det, der gennem årerne er blevet fejet ind under gulvtæpperne.

Det gælder også for Fogh/Løkke-regeringen. Men her har flertals-styret alligevel gjort situationen anderledes. Fogh slap gennem syv år af sted med at bjæffe ”der er ikke noget at komme efter,” og så kunne man næsten høre journalisterne klappe hælene sammen. Og samme besked fik oppositionen: ”der er ikke noget at komme efter”.  Og der var ikke noget at komme efter. For med plus 90 mandater bag sig og en-i-alt-for-mange-år-følgagtig-og-bovlam-presse, der lod sig kyse af Fogh, gik det over stok og sten. Elsker journalister stærke mænd, der bjæffer af dem?

Så smuttede den skrappe inspektør og en ny kom til. Og endelig langt om længe vågnede både pressen og oppositionen rigtig op, som når ketchuppen efter et ordentligt ryk endelig kommer ud af flasken. Hvor tidligere regeringer sådan løbende var tvunget til bodsgang på grund af ustabile flertal, så har VKO siddet solidt på de 90 mandater, der skal tælles til i det danske demokrati.

Men nu går den ikke længere. Nu ligefrem vælter skeletterne ud af skabene: Forsvarsministeriet og Sundhedsministeriet er i skarp konkurrence om, hvem der kan diske op med flest skeletter: overbetalingssager, mail-sager, lækagesager, oversættelsessager, og nu senest er den danske krigsdeltagelse i Irak også ved at komme frem i dagslys. Det er sket for flere år siden i både USA og England.

På engelsk er der et ordsprog der hedder ”when the chikens come home to roost” – når hønsene vender hjem på pinden. Alle VKO’s høns kommer trippende hjem nu.

Og når støvet har lagt sig med alle sagerne og overskrifterne, så kunne det være spændende med en debat om det danske demokratis sande tilstand. Er demokratiet gearet til en ny tid med de fastlåste blokke, der tilsyneladende på skift skal have magten?

Danmark er et demokrati uden mindretalsbeskyttelse

Vi er et demokrati uden mindretalsbeskyttelse og stor lukkethed. I USA har man – ud over en bidsk presse – også et fremragende politisk instrument, der hedder senatshøringer. Her kan alle blive indkaldt og skal under ed og i fuld offentlighed aflægge forklaringer – uanset om de er embedsmænd, bankbosser, generaler eller ministre. Her er finanskrisen og Irak-krigen blevet endevendt og været til nådesløs debat. I Danmark har der været noget, der til forveksling ligner tavshed.

Da Lars Løkke under finanskrisen blev spurgt af en TV-journalist om hvem der bar ansvaret for finanskrisen, svarede han kækt, at lige nu har vi fokus på at afværge katastrofen, så må vi afgøre skyldsspørgsmålet ved det efterfølgende søforhør.

Det søforhør kom aldrig – og ingen journalister har efterspurgt det. I Danmark går livet videre, som om ingenting var hændt. Servile TV-redaktører sletter bånd, når statsministeren bliver vred over ubekvemme spørgsmål på ubekvemme tider – og de siger tilmed undskyld.

Tænk hvis et mindretal i Folketinget som et naturligt instrument kunne holde offentlige høringer, hvor ikke bare ministre, men også deres embedsmænd og andre under edsansvar, var tvunget til at afgive forklaring.

Men her er der nok ikke noget at komme efter.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen