search

Demokrati for fuld udblæsning

Vi holder fast i debatten om offentlighedsloven. Åbenhed kan kun gavne demokratiet, ligesom det på én gang fredelige, livlige og livgivende Folkemøde allerede har gjort

Hatten af for Bornholm! For hvilket Folkemøde, over 50.000 danskere var vidne til i fire dage i Allinge. Jeg føler mig beriget af det festfyrværkeri af debatarrangementer og underholdning, som Folkemødet bød på. Herudover havde jeg fantastiske muligheder for at møde nye mennesker og tale med relevante aktører i vores fag, samt opleve masser af gode gensyn og glade medlemmer. Det store arbejde mange organisationer lægger i arbejdet, giver virkelig ny viden og indsigt.

Folkemødet fortsatte hele vejen hjem, for snakkelysten var i den grad til stede på færgen, hvor jeg både blandt medpassagerer og rundt i krogene kun mærkede ægte begejstring over mødet – ja vel nærmest danskere høje på demokrati og debat.

På Folkemødet mødes mennesker, meninger brydes og nye kontakter opstår med det resultat, at holdninger og ideer udvikler sig. Det er for mig demokrati for fuld udblæsning.

Dansk Journalistforbund havde for første gang eget telt og inviterede til syv arrangementer. I modsætning til FagFestival, der er præget af vores egne fags folk, så vi masser af gæster fra andre fag og danskere uden særligt kendskab til vores brancher. De fik fuld valuta for pengene. For eksempel da kommunikationscheferne i Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening gav et indblik i maskinrummet under deres konflikt. Men også da Cavlingvinderen Asbjørn With fortalte om undersøgende journalistik i Nordjylland var teltet propfyldt, ligesom det var det, da vi satte mediernes troværdighed på dagsordenen med debat mellem mediechefer og lørdag morgen, da det handlede om forholdet mellem journalistik og professionelle kilder.

Stemningen i de små og store telte rundt om i byen var også en stor oplevelse. For her mødes politikeren, erhvervsfolk, den almindelige borger og organisationsfolk på tværs af holdninger og udgangspunkt. Og det har stor betydning, at civilsamfundet på denne måde kommer til orde. Selvfølgelig bliver der lavet påvirkningsarbejde, men det på en fin og afslappet måde, der givetvis har stor værdi for alle parter, og tages med hjem til det daglige arbejde.

Fredag aften delte DJ gravøl ud som afsked for åbenheden i forvaltningen. Det skete i sol og udsigt over vandet ved Allinge Røgeri. Ved denne lejlighed satte vi samtidig sporene ud for det arbejde, der de næste tre år skal danne grundlag for evalueringen af den offentlighedslov, som fra 1. januar 2014 ruller mørklægningsgardinerne ned over en række væsentlige dokumenter i lovgivningsprocessen.

Det var derfor ikke blot gravøl, men også lanceringen af ”Mørkekammeret” – et samarbejde mellem DJ og Danske Medier om at få de negative konsekvenser af den nye offentlighedslov frem i lyset i de kommende år.

Vi holder fast i debatten om offentlighedsloven. Åbenhed kan kun gavne demokratiet, ligesom det på én gang fredelige, livlige og livgivende Folkemøde allerede har gjort.   

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen