search

Delegeretmødet vildledt

 

 

Ikke nok med, at de lavtlønnede ikke fik nedsat deres kontingent på delegeretmødet, de skal nu også betale fuld gruppelivspræmie. Det afviste medlemmer af DJs forretningsudvalg. Men de havde ikke forstået konsekvenserne af deres eget forslag.

"Du skal ikke være bekymret for freelancerne, det rammer ikke dem!"

Kristian Melgaard, medlem af forretningsudvalget (FU) og tidligere freelanceformand, er sikker i sin sag. Han siger ordene fra delegeretmødets talerstol med et overbærende smil.

Men Kristian Melgaard havde ikke ret. De freelancere, som er på supplerende dagpenge, blev rent faktisk ramt. Og de delegerede, der i to dage havde talt de arbejdsløses sag, besluttede, at ledige i DJ med en månedsindtægt på 2.000 kroner, nu også skal betale fuld gruppelivspræmie på 551,50 kroner om måneden.

Det var Helle-Karin Helstrand fra hovedbestyrelsen, som gjorde de delegerede opmærksomme på problematikken, og som Kristian Melgaard efterfølgende desavouerede fra talerstolen. Forinden havde Helle-Karin Helstrand fortalt de delegerede, at de var i færd med at gøre det endnu mere surt for de ledige i Journalistforbundet.

Kristian Melgaard gav efterfølgende Helle-Karin Helstrand ret.

"Det var forkert af mig at afvise Helle-Karins pointe. For hun har fuldstændig ret. Jeg beklagede også over for hende og ville gerne have rettet det på talerstolen. Men dirigenterne på delegeretmødet mente ikke, der var tid," siger Kristian Melgaard.

Helle-Karin Helstrand er oprørt over, at de delegerede stemte ja til et forslag, de ikke kendte konsekvenserne af.

"Når Kristian Melgaard fra FU, som oven i købet er tidligere freelanceformand, siger, at jeg tager fejl, så tror de delegerede selvfølgelig på ham. Derfor stemte de delegerede uden at kende konsekvenserne af det, de stemte om," siger Helle-Karin Helstrand.

Helle-Karin Helstrand havde på et hovedbestyrelsesmøde nogle måneder før delegeretmødet forsøgt at forklare problemet i HB.

Hun forsøgte igen at forklare sig, da Kristian Melgaard havde været på talerstolen. Hun gik op til podiet, hvor FU-medlemmerne Uffe Gardel og Kristian Melgaard sad og forsøgte at overbevise dem om, at hun havde ret.

"Det var ikke let, men efter et stykke tid de gav mig ret. Det var bare for sent. De delegerede havde stemt."
Kristian Melgaard forsøgte at komme på talerstolen, men det blev afvist af dirigenterne.

 

Mere end 500 ledige rammes
Forslaget, som de delegerede vedtog, drejer sig om gruppelivsordningen, som er en forsikring mod sygdom og død. Alle medlemmer i DJ, som er tilmeldt Arbejdsformidlingen eller er på efterløn, har hidtil fået betalt gruppelivspræmien på 551,50 kroner om måneden.

Det er sket i strid med forbundets love. De siger, at det kun er ledige medlemmer med kontingentfritagelse, der skal have betalt gruppelivsordningen. Det skete ikke, fordi DJ rent administrativt ikke kunne udskille efterlønnere og medlemmer på supplerende dagpenge fra kontingentfritagede. Det er i dag blevet muligt at udskille de forskellige grupper. Derfor bad hovedbestyrelsen delegeretmødet tage stilling til, om reglerne nu skulle administreres efter lovenes ordlyd.

Det vedtog delegeretmødet og derfor skal ledige – der tjener 2.000 kroner eller mere oveni dagpengene – betale fuld gruppelivspræmie på 551,50 kroner om måneden. Denne gruppe omfatter godt 550 medlemmer, som udover fuld gruppelivspræmie også betaler fuldt kontingent på 425 kroner om måneden.

Det var det, som Helle-Karin Helstrand gjorde de delegerede opmærksomme på.

"Vi er åh så gode ved de arbejdsløse i Journalistforbundet. Sådan var hele tonen på delegeretmødet. Det passer bare ikke. De eneste, der for alvor blev ramt på delegeretmødet, var alle de ledige på supplerende dagpenge, som tjener nogle få tusinde om måneden," siger Helle-Karin Helstrand.

Det spøjse ved delegeretmødets beslutning er, at de 300 efterlønnere i DJ stadig får betalt fuld gruppelivspræmie. Kun nytilkomne efterlønnere efter 1. maj skal selv betale. De 300 efterlønnere er kontingentfritagede, men ikke arbejdsløse, som lovene ellers kræver for at betale gruppelivsordningen.

Dermed administreres DJs love stadig ikke efter ordlyden.

Læs også: Styrket formand fik smæk, Journalistforbundets hovedbestyrelse, Arbejdsløshed på læberne, Valgt fra, Sløvt fremmøde, Brugsanvisning til bijobregel, Demokratiet nedlagde demokratiet, Delegeretmøde hvert år, Den store kontingentkomedie, 20 kr. mere i kontingent, DJ accepterer virkeligheden, Overfladisk og spændende, DR-ansatte efterlyser bedre pli, Når magten selv tager magten, 421.000 til Safety Fonden og Kampstjernen Mette

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen