Delegeretmødet opfordrer til forbedring af offentlighedslov

Fire ændringer blev vedtaget, inden hele udtalelsen blev enstemmigt vedtaget. ”Vores demokratiske rettigheder er under pres,” sagde Freja Wedenborg

Under debatten om formand Lars Werges beretning har delegeretmødet vedtaget en udtalelse, der opfordrer regeringen og Folketinget til at ”gennemføre nogle markante forbedringer af den eksisterende offentlighedslov fra 2014”.

Udtalelsen retter sig mod en kommende revision af offentlighedsloven. En lov, der er blevet mødt med en del kritik, som også er blevet dækket af Journalisten.

Freja Wedenborg, som sidder i bestyrelsen i KaJ, studenterorganisationen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, anbefalede fra talerstolen at stemme for udtalelsen.

”Vores demokratiske rettigheder er under pres. Det bliver lettere og lettere for magthaverne at følge med i, hvad vi og borgerne gør. Og samtidig sværere og sværere for os – og dermed borgerne – at følge med i, hvad magthaverne gør, og hvordan de forvalter deres magt. Det skulle helst være den anden vej rundt,” sagde Freja Wedenborg, som er kandidat til hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund.

En sætning slettet – en tilføjet

Inden forslaget blev vedtaget, stillede Kate Bluhme, journalist og æresmedlem af Dansk Journalistforbund, Anders Stoffer, journalist og kandidat til hovedbestyrelsen, og Lars Rugaard, journalist og forkæmper for ændring af offentlighedsloven, sig også på talerstolen med tilsammen fire ændringsforslag, som alle blev vedtaget.

Anders Stoffer og Lars Rugaard ønskede formuleringen om, at DJ anerkender behovet for "plads til det såkaldte ”fortrolige rum” tæt omkring en minister” slettet fra udtalelsen.

Kate Bluhme ønskede sætningen ”Det gælder pligten i §14 til at overveje meroffentlighed, som bør indskærpes og efterleves” tilføjet til ”DJ opfordrer desuden Folketinget til at udbygge de enkelte forbedringer, som trods alt blev gennemført med den eksisterende offentlighedslov”.

Det vedtagne forslag kan læses her.

Beretningen blev søndag eftermiddag vedtaget.

0 Kommentarer