Den her historie har jeg da læst før?

Har jeg ikke selv skrevet noget lignende engang?

Det sker af og til, ja, oftere og oftere, at jeg har en oplevelse af deja-vu, når jeg lader mig orientere af nyhedsudsendelser, debatprogrammer, aviser, blade, magasiner… ja, og som sagt også, når jeg selv sidder ved tasterne.

Denne følelse af, at noget allerede er set eller sket før, er ikke blot et pudsigt resultat af en eller anden besynderlig hjernesynkopering. Den udspringer af det simple faktum, at det har jeg!

Den er god nok. Det er en gammel nyhed, mere eller mindre bevidst camoufleret eller shinet op.

Og det er ikke blot i damebladenes evigt racende kvinde-drom af parforholdskriser, singleliv og forældrefetish, fænomenet optræder.

Ej heller har familiebladenes adstadige cirkulering i livets årstidscyklus med sprælleengle, juleborde og hjemmebag eneret på at slynge mig tilbage i erindringen.

Også helt gemene, daglige "nyheder" i aviser, radio og tv dukker op igen og igen.

Og særligt overrasket eller forvirret bliver jeg ikke længere – tænker blot: "Nåh ja", og får for et kort øjeblik den kendte følelse af at være én blandt mange jonglører i det daglige mediecirkus.

En af de sikre og mere spektakulære sider i mindealbummet er – foruden mulige prinsessevalg – et folketingsvalg – og ligeså tilbagevendende som det faste Amen i kirken er også den mediedækning, der følger med.

Men med et folketingsvalg er det alligevel anderledes.

Når det gælder denne for demokratiet så vigtige begivenhed, er det lidt sværere at læne sig tilbage i den samme polstrede overbærenhed.

Konsekvenserne af et dårligt eller mangelfuldt dækket folketingsvalg er mere graverende – trods alt – end en mislykket nedlægning af en mand, en fejlklippet engel eller en branket klejne. Det kan dog gøres om næste weekend.
I skrivende stund er der mindre end 48 timer til, at det hele er overstået – bortset altså fra de forventelige efterdønninger som slet skjulte politikerskuffelser, diverse bil- og taburetbytninger etc.

Og selvom det endnu ikke er afgjort, hvilken Rasmussen eller hvilken Reimer Bo, der "trængte" bedst igennem skærmen og spalterne og vandt magten og det halve medierige, så flyttede mediedækningen ikke mig så meget som en millimeter, simpelthen fordi deja-vu'et var hæftet op på fortielser, nødløgne og uklare visioner, og fordi jeg følte mig reduceret til valgkvæg.

Og om få uger vil alt være ved det gode gamle – også hos S/V.

En stor del af de jakkeklædte mænd M/K vil være forsvundet ud af mit tv og min daglige avis og med dem de intense blikke og den intensivering af lammende deja-vu'er i min stue:

Mand river bog i stykker
Mand på blå baggrund
Mand med vandglas
Mand ved ovalt bord

Der vil også være mindre af den daglige irritation over, at ingen øjensynligt havde tid, lyst eller vilje til at klæde disse mænd M/K af – vælte bordene, nægte dem vand, strygejern eller sty-list og kræve, at de erkendte, at de ikke kan fjerne hverken ventelisterne eller flygtningeproblemerne fra det danske samfund.

Undertiden har man nærmest følt, at medier og politikere var ét kød- så opslugte i gensidig, velplejet petting var de, at de for en tid helt glemte os – vælgerne, læserne.

Og man fik hurtigt en nagende mistanke om, at fokusskiftet fra terror, vold og indvandring til bløde farmorkinder og sentimentaliserede guldbrudepar ikke blot var en menneskelig og værdig drejning af en uværdig hanekamp. Men at det også var et resultat af en pludselig erkendelse af at være ved at tabe både vælgerne og læserne og en deraf følgende skræk for, at forglemmelsen straks ville give sig negativt udslag i SSA-indekset, der som bekendt måles i stemmer og solgte aviser.

Og farmor er jo altid god for en historie. Var den bedre denne gang?

Fik vi set det, vi skulle?

Svarene blæser indtil videre i den vind, der løfter de allersidste valgmorgenaviser og resterne af pomaden i politikerhår.

Men der kommer svar. Det er helt sikkert. Det udmøntes i virkelighed og fremtid, og det er det, der er så skræmmende…