Debat

Debatten er tilbage på journalisten.dk

”Det er en stor glæde at kunne fortælle, at vi nu igen åbner for debatten på journalisten.dk, men i et forbedret format, som kun er tilgængeligt for DJ’s medlemmer,” skriver chefredaktør Christian Lindhardt. Opdateret d. 31. august 2022

Vi var i går lidt for hurtigt ude og slå på tromme for, at det nu igen er muligt at kommentere på artikler på journalisten.dk. Men nu er den god nok, og vi har fået rettet de tekniske fejl, som vi opdagede, da vi gik i luften.

For det affødte kritik, da jeg efter forholdsvis kort tid som chefredaktør på Journalisten besluttede at lukke for kommentarer under alle artiklerne på journalisten.dk.

Beslutningen var tung, men store dele af kommentarerne var underlødige, blandt andet fordi folk gemte sig anonymt bag falske profiler, som de så blandt andet brugte til at tilsvine navngivne journalister og debattører. Det var simpelthen blevet for nemt at skrive hvad som helst om hvem som helst. Kommentarsporene flød over med kommentarer som ”mediebranchen er rådden”, og den type kommentarer fører ingen frugtbar debat med sig.

Derfor fortryder jeg heller ikke, at jeg lukkede kommentarsporene for at finde på en bedre løsning. Den løsning mener jeg, vi har fundet nu.

Det er en stor glæde at kunne fortælle, at vi nu igen åbner for debatten på journalisten.dk, men i et forbedret format, som kun er tilgængeligt for DJ’s medlemmer. For selvfølgelig skal Journalisten også være et forum, hvor medlemmernes meninger kan brydes, så længe der er tale om saglig debat, som afsenderen vil stå på mål for.

Vi har fået lavet et system, som kræver, at man er logget ind med sin DJ-profil for at deltage i debatten. Det håber jeg vil betyde, at vi kan få en livlig og frugtbar debat blandt DJ’s medlemmer.

I det hele taget vil vi gerne have meget mere debat, og vi har derfor udviklet et særligt artikelformat til debat på journalisten.dk, som dette indlæg er skrevet i. Så har du som DJ-medlem noget på hjerte om det, der rører sig i vores fag, så send gerne debatindlæg i vores retning.

I samme anledning har vi også lavet nye retningslinjer for debat på journalisten.dk. Du kan se retningslinjerne her.

Debatformatet er blot et af flere nye formater på vores site, hvor alle artikelformater nu er blevet redesignet. Der er ikke kun tale om, at de forskellige artikelformater har fået et visuelt løft, vi har også fået en række nye digitale værktøjer, så vi bedre kan leve op til vores ambition om at levere overblik, baggrund og perspektiv på en flot og brugervenlig måde, der også fungerer på mobilen.

Vi er ikke i mål med at styrke Journalisten digitalt, men der er taget fire store skridt, og nu skal der justeres og forbedres – meget gerne med input fra Journalistens kyndige brugere.

Det nye artikeldesign er det sidste af fire større projekter, som vi satte i gang i 2021 for at gøre Journalistens digitale tilstedeværelse endnu mere overskuelig, relevant og indbydende for især DJ’s medlemmer, men også for alle andre, der interesserer sig for medier og kommunikation.

I 2021 indførte vi et nyhedsbånd på forsiden for at tilføre sitet mere puls og for at have et format til de korte registrerende nyheder fra medie- og kommunikationsbranchen. I starten af 2022 fik vi et nyt nyhedsbrev, og i foråret blev forsiden redesignet.

Dermed er vi ikke i mål med at styrke Journalisten digitalt, men der er taget fire store skridt, og nu skal der justeres og forbedres – meget gerne med input fra Journalistens kyndige brugere.

Jeg håber, at alle DJ’s medlemmer vil tage godt imod de nye initiativer, og I er som altid velkomne til at sende mig ris eller ros.

Obs: Hvis du f.eks. vil kommentere denne artikel, så skal du bruge dit DJ-login. Hvis du ikke kan huske, hvilken mail du bruger til at logge ind på DJ, så er mailen den samme som den, du modtager mails fra DJ eller nyhedsbreve fra Journalisten på. 

8 Kommentarer

Morten Scriver Andersen
1. SEPTEMBER 2022
Det er en flot digital transformation, I har lavet.
Annegrethe Rasmussen
1. SEPTEMBER 2022
Tak for det, Christian. Det er en fin løsning!
Jacob Topsøe Johansen
31. AUGUST 2022
Fin beslutning. Egentlig burde også alle private medier gøre dette, altså kun have debatter på deres egne sites. Facebook-debatter under artikler er oftest rædselsfulde.
Jørn Stjerneklar
31. AUGUST 2022
Bedre sent end aldrig. Det var jo, hvad vi foreslog, da du lukkede i sin tid. Kun for medlemmer, tak for det.
Esben Ørberg
31. AUGUST 2022
Hurra for en redaktør! Så må vi se, om vi kan nære os :-)

Flere

data_usage
chevron_left
chevron_right