search

Debatten der døde

Regeringen skød kritikken i »Den hemmelige krig« ned, og Danmark gik glip af en folkeretlig debat. Skurken er DR, der undlod at give Guldbrandsen modspil, lyder det.

Regeringen skød kritikken i »Den hemmelige krig« ned, og Danmark gik glip
af en folkeretlig debat. Skurken er DR, der undlod at give Guldbrandsen modspil, lyder det.

Kritik. Det paradoksale er, at »Den hemmelige krig« har kørt som en god historie igen og igen i danske medier. Men uden at afdækningen af Danmarks folkeretlige position i Afghanistan er blevet tilført afgørende ny viden.

»Offentligheden står som de store tabere. Folk bliver snothamrende forvirrede, og de fleste står af,« siger formanden for Cavlingkomiteen Carsten Ingemann, fotograf på Jyllands-Posten. Han står langt fra alene med kritikken af, at pressen ikke har udfyldt sin funktion i demokratiet.

»Det store spørgsmål er, om vi er blevet klogere og bedre til at navigere i det offentlige rum efter filmen og debatten. Og nej: Vi er ikke blevet klogere,« siger Niels Krause-Kjær, journalist og forfatter.

Han mener, at filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen måske kunne have skabt den debat, hvis DR havde brugt de rigtige folk til at styre hans historietalent.

»Mit postulat er, at det her ikke var sket, hvis dokumentaren var blevet til i samspil med DR-dokumentar i et redaktionelt miljø, hvor man har tradition for at gå op i detaljer og hår i suppen,« siger Niels Krause-Kjær, der peger på, at vi taler om en hardcore dokumentar.

»Historier, hvor du udfordrer regeringen og Danmarks rolle som krigsførende nation, skal have en redaktør i ryggen, der tør smide det hele eller sadle helt om. Men vi taler om en ekstern producent og en indkøber i DR2, der med al ære og respekt ikke har dybdeborende dokumentar som spidskompetence.«

DR2-chef Gitte Rabøl, der har fulgt dokumentarens tilblivelse for DR, understreger, at hun føler sig udmærket klædt på til at varetage kvalitetskontrollen med filmen. Hun påpeger, at hun har mange års erfaring med undersøgende journalistik fra blandt andet DRs dokumentargruppe, TV Avisens Søndagsmagasin, Det Fri Aktuelt, som underviser i undersøgende journalistik og som redaktør af DR2s nyheds- og aktualitetsprogrammer.

»Vi oppe mod en række diffuse beskyldninger om, at dokumentarfilmen og DR fylder seerne med løgn, manipulationer og fejlagtige oplysninger – og anklagerne formår i en vis grad at fjerne fokus fra programmets substantielle historie om den sandsynliggjorte mishandling af fanger og den berettigede tvivl, som filmen rejser om regeringens ageren i denne sag. Selv Niels Krause-Kjær synes påvirket. Vi står stadig ved filmen og dens journalistiske fundament,« siger Gitte Rabøl.

Forklaringen på at et af nyere tids mest omtalte tv-projekter er endt i en strid om ord og detaljer, er blandt andet, at filmens dramaturgi og lancering tager luften ud af selve indholdet.

»Filmen gør det svært for sig selv. Den mistænkeliggør statsministeren, men den leverer ikke det afgørende bevis mod ham. Hvis Christoffer Guldbrandsen havde sigtet lavere, havde han ramt bedre,« siger Lasse Jensen, redaktør på Mennesker & Medier, P1.

Christoffer Guldbrandsen siger, at hvis han havde sigtet lavere, havde det været et vådeskud. »Filmen dokumenterer, at statsministeren og regeringen har undladt at oplyse folketinget om de meget væsentlige forbehold, USA havde overfor at behandle fanger fra Afghanistan efter Genève-konventionen. Det har vi forelagt professor Frederik Harhoff, dommer ved FNs krigsforbrydertribunal i Haag, og cand. jur. Jens Elo Rytter. Det er deres juridiske vurdering, vi viderebringer, ikke vores egen. Og de mener altså, at det er meget væsentlige oplysninger, folketinget ikke har fået, og at der derfor er grundlag for en retslig undersøgelse. Hvis nogen mener, at man skal holde igen med kritik, fordi der er tale om en statsminister, så er jeg selvfølgelig uenig,« siger Christoffer Guldbrandsen.

Niels Krause-Kjær fornemmer ligefrem, at foromtalen skabte så store forventninger, at filmen næsten kun kunne tabe på at blive vist.

»Det sidste trekvarte år har det kørt i journalistmiljøet, at Guldbrandsen var på vej med noget virkelig stort. Med den hype, det forspil og et hovedbudskab om, at der skal rejses rigsretssag mod statsministeren, så råber man på at blive mødt af tvivl: Kan alt det nu også være rigtigt?«

Og netop lanceringen af filmen er et af de punkter, hvor DR har lært noget:

»Lanceringen blev ikke håndteret godt nok,« siger Gitte Rabøl.

Et af de medier, der har vendt sig mest kritisk mod »Den hemmelige krig«, er Nyhedsavisen. Her var chefredaktør David Trads til stede under premieren i Grand. På vej ud af biografen var hans fornemmelse, at filmens budskab var gået hjem. Men hjemme på redaktionen savnede han tør dokumentation.

»Hvis nogen siger, at du er voldtægtsmand, og det viser sig, at der ikke er fugls føde på det, så bliver jeg da ikke ved med at undersøge, om anklagen holder. Det er ikke nok at rejse tvivl,« siger David Trads.

Aviserne kan i deres dækning af »Den hemmelige krig« groft sagt deles i to grupper. Information og Politiken, der har brugt megen spalteplads på at forsøge at placere regeringens ansvar. Og Nyhedsavisen, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende, der har haft større fokus på,
om bevisførelsen i dokumentaren er god nok.

»Hele dækningen af »Den hemmelige krig« er et led i den iscenesatte kulturkamp. Der skal medierne have nogen, der har ret, og nogen, der har uret. Man kridter fronterne op. Det synes jeg er det mest frustrerende ved den her sag,« siger Carsten Ingemann.

»Det er, som om aviserne organiserer sig på deres gamle politiske flanker i mediebilledet.«

– Hvad skal journalisterne gøre?

»De skal være sig selv og huske, at de ikke er spindoktorer. De skal være hæderlige og redelige. De skal beskæftige sig med det grundlæggende, væsentlige og principielle,« fastslår Carsten Ingemann med ord hentet fra de gamle journalistbøger.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen