search

Stands løndebatten!

”Det vigtige er: Får man klog, gedigen og letforståelig journalistik for pengene? Eller får man kun indspist tomgang og tåbelige clickbaits?” skriver Uffe Gardel

Når politikere fra Venstre og Socialdemokratiet med høj røst forenes i et krav, er der grund til agtpågivenhed: Enten er nationens sikkerhed truet, eller også er Christiansborg gået i selvsving. Da kravet støttes af mange journalister, er det nok det sidste, der er tale om

Kravet om, at mediecheferne udleverer deres lønsedler, er udløst af eftersommerens underholdende debat om den fratrædelsesordning, DR havde givet en af sine direktører:

Direktøren fik et års løn – hvilket jeg i øvrigt selv gjorde, da jeg skred fra Berlingske – og for ikke at blive helt til grin for sine egne penge, satte DR hende til at være ”mangfoldighedskonsulent” så længe.

DR i panik

Det vakte de private mediers interesse, og i en pludselig panik begyndte DR at forklare om, hvor vigtigt det var med dette ”mangfoldighedsprojekt”. Farcen blev hurtigt for meget for den afgående direktør, som droppede sin sinecurepost. Men det hjalp ikke; nej, nu skulle vi også omkring, hvad generaldirektøren tjente.

Det var 3,7 millioner kroner, og det lå i luften i de private medier, at det nok var alt for meget. Betragtningerne har siden ramt de private mediechefer som en boomerang: Nu skal vi også se deres lønsedler.

Og statsministeren udtaler, at det er ”ynkeligt”, at Ekstra Bladets chefredaktør ikke vil fortælle, hvad han tjener, mens Socialdemokratiet forlanger offentliggørelse af alle redaktørlønninger indføjet i næste medieforlig.

Måske er rigets sikkerhed faktisk i fare.

Hvad koster Rørbye Rønn som minimum?

Tillad mig lige at slå et smut omkring den økonomiske teori.

På arbejdsmarkedet fastsættes lønnen af markedskræfterne: En rationel arbejdsgiver, som vil ansætte en bestemt medarbejder, vil gå efter at betale hende lige akkurat det beløb, der skal til, for at hun siger ja til jobbet. Hvor mange penge dét er, afhænger af, hvad hun kan få andre steder, og hvor spændende jobbet er.

Spørgsmålet, vi skal besvare, er derfor: Ville Maria Rørbye Rønn have taget jobbet som generaldirektør, hvis hun kun havde fået 3,2 millioner i løn? I så fald får hun jo egentlig en halv million for meget. Desværre er Maria Rørbye Rønn den eneste, som kan besvare spørgsmålet, og det vil hun jo nok ikke.

Chefer passer på hinanden

Nu ved vi fra hverdagen, at der også findes arbejdsgivere, som betaler mere, end de behøver; prøv bare at se på DJ’s lønstatistik. Dette var i mange år til stor undren for økonomerne. Forklaringen, man er nået frem til, er, at det giver flittigere og mere loyale medarbejdere at betale lidt ekstra. Ikke fordi folk giver den en skalle af lutter taknemmelighed. Nej, fordi det vil være ekstra omkostningsfyldt for dem at blive fyret. De ved, at de næppe finder et lige så vellønnet job igen.

Der kan være andre grunde til, at især cheflønninger trækker lidt op. Dels er det jo chefer, som ansætter chefer, og de har det med at passe godt på hinanden. Dels vil man gerne være sikker på at få en dygtig chef, når man ansætter.

Kunne man måske forestille sig direktøren for et stort københavnsk mediehus gå ud at sige, at ”vores chefredaktør på X-bladet er måske ikke den skarpeste kniv i skuffen; til gengæld har vi fået ham billigt”. Nej, vel?

Får man klog journalistik for pengene?

Dermed er vi vel fremme ved min hovedpointe: Vi bliver ikke meget klogere af at vide, hvad DR’s generaldirektør eller Ekstra Bladets chefredaktør tjener.

Kravet om at se lønsedler kædes politisk sammen med, at medierne får statsstøtte. Det underforstås, at man må være sikker på, at statens penge ikke går til frås på chefgangen. Men som jeg forklarede ovenfor, er det temmelig svært at gennemskue. Så hvorfor overhovedet forsøge? Formålet med statsstøtten er da at få produceret journalistik. Måske var det bedre at måle, om man så også får det.

Får man klog, gedigen og letforståelig journalistik for pengene? Eller får man kun indspist tomgang og tåbelige clickbaits? Det er faktisk noget, man vil kunne gøre op. Og hvis politikerne når frem til, at de får, hvad de ønskede, så er det vel lidt lige meget, hvad chefredaktørerne får i løn.

Eller for den sags skyld, hvad huslejen er. Eller hvad journalisterne tjener. Det må være resultatet, der tæller.

Stop debatten her

Så jeg anbefaler, at man standser debatten her. Ellers kunne politikerne hurtigt finde andre og større udgiftsposter at interessere sig for: Er de ikke lidt flotte med journalistlønningerne på Berlingske? Og kan det virkelig passe, at Politiken partout skal ligge på Rådhuspladsen?

Det kan blive et langt år frem til næste medieforlig.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen