search

Skyd ikke budbringeren

"Journalistrollen er en anden i ’fake news’-tidsalderen. Journalisten har fået en ny opgave med at skulle genoprette troen på, at der rent faktisk findes sandt og falsk, og i at fortælle, at ikke alle udsagn har den samme gyldighed," skriver DJ-næstformand 

Moderne krigsførelse handler ikke så meget om territorier og bomber, som det handler om at forgifte medielandskabet og opløse troen på, at der findes sandt og falsk.

Det var et af budskaberne under en DJ-debat på det nys overståede Folkemøde om fake news med udgangspunkt i den massive og bevidste misinformation om krigen i Syrien. 

Krigen sætter et forstørrelsesglas over den uhyggelige tendens, at moderne propaganda er svær at få øje på, fordi den iklæder sig journalistikkens udtryk og virkemidler og spredes med lynets hast på de sociale medier. For at få udbredt et særligt verdensbillede skaber myndigheder, organisationer og partier en parallel virkelighed, hvor alt tilsyneladende er til diskussion, og hvor alt afhænger af øjnene, der ser. Fakta opløses, og ’alternative fakta’ opstår.

Når alle faktuelle oplysninger ikke alene kan betvivles, men også tilbagevises med egne ’eksperter’, egen ’fotodokumentation’ og egne ’uafhængige kilder’, ligner det en klassisk opgave for en journalist at skulle præsentere to forskellige synspunkter og lade det være op til seeren/læseren/lytteren at tage stilling. Men journalistrollen er en anden i ’fake news’-tidsalderen. Journalisten har fået en ny opgave med at skulle genoprette troen på, at der rent faktisk findes sandt og falsk, og i at fortælle, at ikke alle udsagn har den samme gyldighed.

Fake news er i sig selv et uhyggeligt fænomen, som de etablerede medier forsøger at dæmme op for ved systematisk at faktatjekke og indhente endnu flere uafhængige vurderinger. 

Men nu er begrebet blevet gidseltaget og bliver brugt i flæng om al den information, man ikke bryder sig om, eller som ikke bekræfter det verdensbillede, man selv har. Når for eksempel den amerikanske præsidents bombastiske udtalelser bliver faktatjekket af et etableret medie og dumper, råber han ’fake news’. Og når den russiske præsident er ærgerlig over, at vestlige medier skriver om dokumenterede overgreb mod systemkritikere eller homoseksuelle på hans grund, råber han ’fake news’. 

Fake news er altså nu også blevet navnet på det våben, man kan skyde budbringeren med.

For nylig postede DF-folketingsmedlem Christian Langballe et opslag på Facebook med overskriften ’Fake news’, som havde til formål at beklikke danske – i hvert fald DR’s – journalisters troværdighed og upartiskhed. Her beskrev han et besøg på DR sammen med Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen:

’Vi gik sammen hen til tv-studiet, og undervejs fik jeg en aha-oplevelse, for det lød fra nær og fjern: Hej Johanne. Hun blev hyldet som en dronning. Det var ikke mig, som de hilste på, for jeg var stort set usynlig, og det kan såmænd også være det samme, men tankevækkende er det, at de pågældende journalister er så holdningsprægede, at man tænker, om de mon tilhører en sekt.’

Hans oplevelse af at føle sig overset eller tilsidesat i situationen kan ingen modsige. Men at bruge en række journalisters ’hej’ til at tillægge dem en særlig holdning, er langt ude. At gøre det under overskriften ’Fake news’ er at mere end antyde, at de i deres arbejde spreder bevidst misinformation, fordi de har formastet sig til at hilse på en politiker. Det er misbrug af et alvorligt begreb, som slet ikke hører hjemme i den kontekst.

Fake news i den oprindelige betydning er en alvorlig trussel mod den demokratiske debat og forståelse. Lad være med at bruge begrebet i enhver sammenhæng, hvor meninger brydes.

Og lad så for pokker være med at skyde på budbringeren. 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen