search

Regeringen fanget i sit eget spin

Spinkiks har bragt regeringen i en pinagtig situation om aktindsigt i ministres kommunikation.

Spinkiks har bragt regeringen i en pinagtig situation om aktindsigt i ministres kommunikation.

Den siddende regering har spændt ben for sig selv i spørgsmålet om aktindsigt i ministres kommunikation.

Det er endnu åbent, hvor vide konsekvenser regeringens selvbenspænd på sigt vil få.

Det første store spørgsmål er, om pressen er vågen nok til at holde ministerierne fast på at overholde loven.

Det andet store spørgsmål er, om det kan lykkes at holde ploven i furen i forhold til at få en offentlighedslov, der bedst muligt sikrer, at offentligheden kan kigge embedsværk og ministre over skuldrene, sådan som det er minimumsstandard for et demokratisk samfund.

Det er værd lige at analysere det benspænd, jeg tænker på. Det er selvfølgelig forløbet omkring Fyens Stiftstidendes og Politikens aktindsigter i Margrethe Vestagers kommunikation med Venstres topfolk Løkke og Hjort.

En helt speciel dag

Den 22. juni er en helt speciel dag, hvor der sker noget ganske afgørende i forhold til behandlingen af to på overfladen banale anmodninger om aktindsigt.

Forløbet er følgende:

Den 22 juni klokken 13:54 beder politisk redaktør på Fyens Stiftstidende Elisabet Svane om aktindsigt i »korrespondance mellem økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. Samt mellem økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og Claus Hjort Frederiksen, Venstre. Periode: Inden for den seneste uge.«

14:14 sender Margrethe Vestagers særlige rådgiver Henrik Kjerrumgaard en mail til Elisabet Svane, hvor han svarer på hendes anmodning, at han har "videresendt din anmodning til ministersekretær Michael Medom".

14:16 svarer Elisabet Svane tilbage, at det er en hastesag.

14:26 videresender Henrik Kjerrumgaard Svanes rykker til ministersekretæren.

14:45 melder Politikens journalist Kristian Klarskov sig på banen med sin anmodning om aktindsigt i "nærværende uges skriftlige korrespondance mellem indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager og henholdsvis tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen".

15:43 sender ministersekretær Michael Medom Hansen i en samlet mail sms'erne mellem økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og de to Venstre-politikere til en kontorchef i ministeriet.

15:44 videresender kontorchefen Michael Medom Hansens mail til en fuldmægtig i ministeriets juridiske afdeling.

Korrespondancen printes ud, gennemgås og redigeres af juristen – et telefonnummer streges over – og mailen scannes ind igen.

17:16:55 sender ministeriet det endelige svar på aktindsigten til Kristian Klarskov.

214 timer og otte minutter

Dagen efter skriver Elisabet Svane en analyse af forløbet om skattereformen – en analyse, der bygger på hendes aktindsigt.

Den 30. juli 2012 beder journalist Emil Ellesøe Ditzel fra fagbladet Journalisten om aktindsigt i »al skriftlig korrespondance (sms og mail) mellem særlig rådgiver Henrik Kjerrumgaard og journalisterne Elisabet Svane, Fyens Stiftstidende, og Kristian Klarskov, Politiken.«

Som den detaljerede gennemgang ovenfor viser, så er forløbet omkring Svanes og Klarskovs aktindsigter superkompakt, ja nærmest uhørt kompakt.

De to journalisters anmodninger om aktindsigt er i form og afgrænsning stort set identiske.

Sammenligner man med fagbladet Journalistens anmodning om aktindsigt, så er den markante forskel, at Elisabet Svane og Kristian Klarskov tidsafgrænser deres anmodning. De beder om aktindsigt i den korrespondance, der har været inden for en uge, men specificerer ikke, hvilke sager de anmoder om aktindsigt i. Der er ingen tidsafgrænsning i Journalistens aktindsigtsanmodning.

Svaret på Journalistens anmodning om aktindsigt kommer den 8. august 2012 – ifølge min umiddelbare hovedregning 214 timer og otte minutter efter, at ministeriet har modtaget aktindsigtsanmodningen.

En ministeriel spånplade

Svaret på Journalistens aktindsigtsanmodning er skrevet af den samme jurist i ministeriet, som gennemgik Vestagers sms'er til Fyens Stiftstidende og Politiken. Til Journalisten skriver hun:

»Økonomi- og Indenrigsministeriet finder ikke, at din anmodning om aktindsigt opfylder identifikationskravet i offentlighedslovens §4, stk. 3.«

Det uddybes, og bær over med mig, at jeg citerer ministeriets afslag in extenso. Det er der en grund til. Mere om det på den anden side af denne ministerielle spånplade af ord:

"Det følger af offentlighedslovens §4, stk. 3, at en begæring om aktindsigt skal indeholde en angivelse af de dokumenter eller den sag, den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med. Grundbetingelsen er således, at den, der ønsker aktindsigt, må have i hvert fald et vist kendskab til sagens eller dokumentets eksistens før henvendelsen til vedkommende myndighed. Der henvises til John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer, 1998, side 126."

"Begæringen om aktindsigt skal endvidere indeholde de oplysninger, der efter indretningen af myndighedernes journaler og registre er nødvendige for, at myndigheden kan finde frem til sagen eller dokumentet, jf. pkt. 17 i Justitsministeriets vejledning om offentlighedsloven (1986)."

"Bestemmelsen giver som udgangspunkt ikke en myndighed adgang til at afvise udlevering af bestemte dokujmenter under henvisning til manglende angivelse af sagen, hvis myndighedne dog på andet grundlag kan identificere det eller de konkrete dokumenter, der ønskes udleveret. Bestemmelsen gør det dog berettiget at meddele afslag, uanset at genstanden for begæringen er let identificerbar, hvis begæringen reelt tilsigter at skabe adgang til en ubestemt flerhed af sager. Der henvises til John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer, 1998, side 127."

"Der henvises endvidere til Offentlighedskommissionens betænkning nr. 1510, side 387-389."

"Din anmodning om aktindsigt tilsigter efter Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse at skabe adgang til en ubestemt flerhed af sager, idet anmodningen omfatter alle sager af en bestemt art, nemlig al korrespondance mellem ministerens særlige rådgiver Henrik Kjerrumgaard og journalist Elisabeth Svane, Fyens Stiftstidende, samt al korrespondance mellem ministerens særlige rådgiver Henrik Kjerrumgaard og journalist Kristian Klarskov, Dagbladet Politiken."

"Din anmodning indikerer således ikke et vist kendskab til eksistensen af en sådan korrespondance, som du ønsker at blive gjort bekendt med."

"Økonomi- og Indenrigsministeriet finder på den baggrund ikke, at din anmodning om aktindsigt opfylder identifikationskravet i offentlighedslovens §4, stk. 3."

Herefter følger en passus om, at ministeriet har overvejet meroffentlighed. Derfor udleveres kopier af Svanes og Klarskovs anmodninger om aktindsigt. Brevet sluttes med et ildevarslende:

»Ministeriet foretager sig herefter ikke yderligere.«

Det er en journalistisk grundregel, at når man smider en sten ind i en flok svin, så hyler den, der bliver ramt.

Ovenstående hyl er ukarakteristisk højt.

… og her er (nogle af) faldgruberne så …

Ingen, der læser ovenstående klamamse fra ministeriets jurist, kan være i tvivl om, at man gør sig alle tænkelige anstrengelser for at afvise offentligheden aktindsigt i særlig rådgiver Henrik Kjerrumgaards spinkarrusel.

Ingen kan heller være i tvivl om, at Kjerrumgaard og Vestager, jvfr. den superhurtige aktindsigt i juni måned, rettidigt, og med stor omhu, ønskede at fortælle om Vestagers manøvre.

Man kan argumentere for, at afvisningen af fagbladet Journalistens anmodning er juridisk korrekt.

Men det er værd at bemærke, at hverken Svane eller Klarskov i deres anmodninger giver oplysninger, der kan bruges til at identificere de sager, de anmoder om aktindsigt i. Der angives alene et tidsrum, i hvilket Vestager, Hjort og Løkke kan have sludret om hvad som helst, de måtte have på hjerte. Der ligger en meget vigtig pointe her: Vi ved faktisk ikke, hvad de har sludret om i det tidsrum. Det vender jeg tilbage til.

Set ud fra identifikationsspørgsmålet er de tre anmodninger om aktindsigt ens. Behandlingen af dem er forskellig. Dermed bevæger ministeriet sig ud på meget tynd, juridisk is. Myndigheder må ikke forskelsbehandle.

Det er i mine øjne graverende, at det er den samme jurist, der lader de to aktindsigter glide superhurtigt igennem, og som i den tredje aktindsigt gør sig så umanerlige anstrengelser for at understrege den manglende identifikation.

Uagtet hvad ministerierne måtte mene om dette, så er der med aktindsigterne til Fyens Stiftstidende og Politiken åbnet en dør for identifikationskravet i forbindelse med aktindsigter. Igen: Myndigheder må som hovedregel ikke forskelsbehandle. Med Vestagers stunt er det blevet et nøk sværere at argumentere for fremtidige afslag med denne begrundelse. Jeg ser med interesse frem til at se den første sag for ombudsmanden, der refererer til Vestagers aktudlevering af sms'erne.

Men det er slet ikke det mest alvorlige.

I sin kommentar »SMS-rod« sætter Niels Krause-Kjær fingeren på det ømme punkt:

»For politikere har brug for et fortrolighedsrum, og vil altid finde det«, skriver Niels Krause-Kjær.

Niels Krause-Kjær har ret – og han tager fejl.

Ministre er nemlig ikke kun politikere. De er også embedsmænd. Og som embedsmænd skal de overholde forvaltnings- og offentlighedsloven.

Ministrene har længe brugt sms-kommunikation til fortrolig kommunikation. Den borgerlige regering holdt det hele hemmeligt – og brød dermed offentlighedsloven. Læs endelig Brian Mikkelsens udtalelser. Det er en ren tilståelsessag.

»Når han siger det så kategorisk, så siger han, at uanset indholdet udleverede man ikke sms'er. Og det er altså i lodret strid med offentlighedsloven,« siger pressejurist Oluf Jørgensen til journalisten.dk.

Thorning-regeringen har – så vidt jeg er orienteret – fulgt denne praksis lige indtil den 22. juni, hvor Margrethe Vestager af rent politiske grunde følte et behov for at trække en serie sms'er ud af dette »fortrolighedsrum«, ud i offentlighedens klare lys.

Efter Margrethe Vestagers demonstration har Thorning-regeringen igen trukket sig ind i sit fortrolighedsrum og håber herinde, at alt går i sig selv og at offentligheden glemmer alt om sms'er.

Det vil ikke ske.

Det er en dårlig journalist, der ikke i enhver sammenhæng fremover per automatik inddrager sms-beskeder i sine aktindsigtsanmodninger.

Ministerierne skal hver gang forklare, hvorfor de pågældende sms'er ikke skal udleveres.

Det kan hver gang påklages – fx til ombudsmanden.

Og så lægger vi lige et lag til på: For journalister behøver ikke at specificere, at deres anmodninger om aktindsigt også omfatter sms-kommunikation.

»Offentlighedsloven er teknologineutral, så det spiller ingen rolle, hvilken teknik man bruger til at kommunikere. Om det er et traditionelt brev, sendt med det kongelige postvæsen, eller om man bruger en mail eller en sms – det er fuldstændig underordnet,« for nu at citere Oluf Jørgensen.

Det følger af god forvaltningsskik, at en myndighed bør journalisere ind- og udgående post – og det gælder også elektronisk kommunikation, herunder sms'er – og det følger af samme gode skik, at denne journalisering sker umiddelbart efter modtagelsen. Det vil ifølge ombudsmanden i praksis sige samme dag eller dagen efter:

»Efter min mening tilsiger god forvaltningspraksis, at indkommen post så vidt muligt journaliseres umiddelbart efter modtagelsen (samme dag eller dagen efter), og således inden de pågældende dokumenter går til sagsekspedition. Herfor taler for det første de almindelige formål med foretagelse af journalisering, […] herunder tilvejebringelse af en sikker kontrol med sagsbehandling. I samme retning taler […] den gældende offentlighedslovs § 5, stk. 1, nr. 2, hvorefter adgangen til at få oplysning i overensstemmelse med offentlighedslovens regler omfatter "indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter"; en forudsætning for, at denne bestemmelse kan virke i overensstemmelse med hensigten, er, at journaliseringen sker umiddelbart efter de pågældende dokumenters modtagelse.«

Som jeg skrev ovenfor, så ved vi faktisk ikke, hvad Vestager, Løkke og Hjort sludrede om via sms i uge 25. Der er nemlig ikke udleveret nogen journal over sms'erne i aktindsigterne.

Man må forvente, at ministerierne fra nu af konsekvent vil blive bedt om at udlevere sms'er i aktindsigter. Det bliver frygteligt pinagtigt og vil lægge en tonstung dyne af administration og bureaukrati over ministrenes brug af smartphones til mail og sms'er.

Det vil i praksis umuliggøre anvendelsen af sms'er.

I stedet må ministrene lede efter et andet »fortrolighedsrum« hvor de kan forputte sig. Det kunne være chatfunktionen i Wordfeud. Men selvfølgelig kun indtil det bliver opdaget og der bliver rejst krav om journalisering.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen