search

Debat: Kammerater!

DJ's politiske kultur forhindrer fornyelse. Det må bekymre alle, skriver Uffe Gardel

Mange vil sikkert ikke tro det, men jeg har en rød fortid: I 1970’erne meldte jeg mig ind i SFU. Det indebar, at jeg fik tilsendt en stor bunke skolingsmateriale med artikler om arbejderbevægelsens historie og profitratens tendens til fald. Der var også en tekst om, hvordan man fik et godt samarbejde i sin lokalafdeling. I denne tekst stod følgende sætning: ”Men husk, at I først og fremmest er kammerater.”

Meningen var selvfølgelig, at uanset alle slagsmål og fraktionsstridigheder skulle man huske, at de andre i organisationen faktisk var der, fordi de ville det samme som én selv; de virkelige modstandere fandtes uden for SFU.

Det er et godt råd, og jeg blev mindet om det, da jeg for nogle dage siden læste Journalistens rystende beretning om et ungt og begejstret hovedbestyrelsesmedlem, Rasmus Mark Pedersen, som fortæller, at han i løbet af fire år er blevet frosset og mobbet ud, har fået sine forslag forkastet, er blevet råbt ind i hovedet af forbundets formand og hånet af andre HB-medlemmer.

Det lyder jo ikke særlig kammeratligt, og det er ingen trøst, at andre HB-medlemmer tilsyneladende er mindre følsomme og har haft større held med at få deres forslag igennem.

Dette er Rasmus Mark Pedersens oplevelse, og andre kan have oplevet situationerne anderledes. Men som altid gælder det, at arbejdsmiljø ikke afgøres ved afstemning. Hvis en enkelt person oplever samarbejdsklimaet som belastende, så er det belastende, uanset at andre opfatter det anderledes.

DJ’s formand kan i hvert fald ikke se problemet. ”Jeg har ikke nogen holdning til, om folk må rulle med øjnene eller ryste på hovedet,” siger Lars Werge, og råberiet – som han hverken indrømmer eller benægter – handler ifølge ham selv kun om, at ”det her er politik, og i politik kan bølgerne både gå højt og lavt”.

Og jo, det kan bølgerne da, men det er måske ikke hensigtsmæssigt, at de lige frem skyller folk væk fra skibsdækket. Det er der tre grunde til:

  • Den første er, at hvor irriterende nye politikerspirer end kan være for gamle rotter, så er det som regel de nye, der har den bedste fornemmelse for, hvordan virkeligheden uden for forbundet udvikler sig.
  • Den anden er, at det faktisk slider på en organisation med hyppige udskiftninger. Ligesom ved ansættelser går der tid, før nye folk kommer ordentligt i gang.
  • Og den tredje grund er selvfølgelig, at hvis DJ kræver godt arbejdsmiljø af arbejdsgiverne, skal man helst selv kunne leve op til kravet.

Folk brænder ud

Det er især DJ-formandens bastante afvisning af, at der overhovedet er et problem, som giver mig en mistanke om, at der faktisk er et problem. Og vi har set det før. I 2017 valgte fem ud af 15 hovedbestyrelsesmedlemmer ikke at genopstille, og flere af dem havde også haft problemer med klimaet i HB. De følte sig ikke ligefrem mobbet, men de var blevet bremset, og de var kørt død i langsommelige og uigennemskuelige beslutningsprocesser.

”Det er alle de ting, der bliver sagt mellem linjerne, man skal lægge mærke til. Og det kræver øvelse og træning,” sagde Mette Schmidt Rasmussen, som var en af de fem, og Mathias Bay Lynggaard, en anden af dem, konstaterede, at ”noget af det, der får folk til at brænde ud, er, at de oplever at løbe panden mod en mur.”

Igen: Billedet var ikke entydigt, og nogle af dem, som ikke genopstillede, syntes, at hovedbestyrelsen fungerede glimrende. Men arbejdsmiljø er ikke noget, man stemmer om: Hvis bare én mistrives, så mistrives vedkommende altså, uanset om alle andre har det fint.

Problemet er såmænd ældre endnu. Ved delegeretmødet i 2011 valgte fire ud af fem kvinder i HB at holde op. ”Jeg stopper, fordi jeg er gået kold i det. Hvis man ikke sidder og bralrer op til hvert møde, som nogle gør, så drukner man,” sagde Antoinette Kordic, en af de fire.

En anden af de fire var mere præcis i sin diagnose:

”Min erfaring fra arbejdet er, at det gælder om at høre til i inderkredsen omkring formandskabet, hvis man vil have væsentlig indflydelse på beslutningerne. At de vigtige sager er klappet af uden for HB-salen på Gl. Strand i en snæver kreds omkring den politiske ledelse,” sagde Karin Mette Petersen.

Faktisk er problemet med at fastholde kvindelige HB-medlemmer blevet diskuteret helt tilbage i 2007, da Journalisten kunne fortælle, at ”kvinderne i DJs Hovedbestyrelse er trætte af den støvede mandlige atmosfære og den mandlige dominans, hvad angår antallet af bestyrelsesmedlemmer, deres alder og anciennitet.”

Jeg tror godt, at vi kan lægge til grund, at DJ’s hovedbestyrelsesmedlemmer ikke altid er gode kammerater, eller vældig åbne over for nye.

Et par andre eksempler illustrerer det i den mini-serie, Journalisten de seneste dage har bragt om folk, der forsøgte at forandre DJ. DJ-veteranen Lars Rugaard – medlem siden 1964 og gammel tillidsmand – fik faktisk ændret DJ’s holdning til Offentlighedsloven. Det tog ham dog et helt år.

Bloggerne i DJ – en ny gruppe, DJ var vældig glad for at have fået med ombord – er derimod allerede på vej i redningsbåden. Artiklen om gruppens forgæves forsøg på at forstå sagsgangen i Hovedbestyrelsens mediepolitiske udvalg er grotesk læsning.

Konklusionen synes at være, at hvis man er gammel i gårde, og meget, meget vedholdende, så kan man faktisk få gennemført forandringer. Er man derimod ny, så brænder man ud. I så fald har DJ med sin politiske kultur afskåret sig selv fra fornyelse. Det må vel bekymre alle.

Chok og afvisning

Hvorfor gør man så ikke noget ved det? Hvorfor laver man ikke om på den måde, man opfører sig på? Aftaler et adfærdskodeks og håndhæver det? Lægger loft over hvor længe, man kan sidde i HB? Forenkler sagsgangen? Udpeger politiske ”mentorer” for nye grupper?

Og hvorfor oplever nye folk igen og igen, at de render panden mod en mur?

Jeg tror, forklaringen bunder i, at DJ faktisk har en stærk kultur, med en tilsvarende stærk identitet og selvopfattelse. Og det er en kæmpe styrke. Men den stærke identitet gør det svært for organisationen at opdage det, når virkeligheden afviger fra selvopfattelsen. Hvis DJ grundlæggende ser sig selv som en demokratisk og åben organisation, er det vanskeligt at se i øjnene, at nogle af HB-medlemmerne oplever tingene ganske anderledes.

Det er der et andet nyligt eksempel på, nemlig den sexchikanesag, som for halvandet år siden ramte DJ. I den forbindelse beskrev flere tidligere DJ-medarbejdere i Journalisten et usundt arbejdsmiljø præget af seksuelle krænkelser.

DJ-ledelsen reagerede med en blank afvisning.

”Jeg er målløs over, at nogen kan have haft den oplevelse. Der er ikke antydningen af en sexistisk kultur i DJ, og jeg er rystet over, at nogen siger det,” sagde DJ’s daværende direktør, Linda Garlov, mens formand Lars Werge sagde, at ”jeg kan ikke genkende deres beskrivelse af kulturen i DJ.”

Det er menneskeligt forståeligt. Hvis man vitterligt og af et ærligt hjerte tror at have en god kultur, så reagerer man med chok og afvisning, når andre fortæller, at kulturen faktisk er dårlig.

Efter dette indledende chok reagerede DJ faktisk konsekvent og fornuftigt. Man iværksatte en uafhængig advokatundersøgelse, som blandt andet konkluderede, at ”der har været en uhensigtsmæssig kultur i dele af DJ”.

Dette triste kapitel har DJ nu helt lagt bag sig ved hjælp af holdningsændringer og klare regler. DJ kan altså godt forandre kultur, når det gælder. Og nu bør turen nok komme til forbundets politiske kultur; den er heller ikke hensigtsmæssig.

Godt delegeretmøde, kammerater.

Kommentarer
1
Anders Hede
16.05.19 23:47
Jeg fatter ikke at ingen stillede op til kampvalg når der er så meget kritik
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen