search

Jagten på det fortabte formål

Han var endt i en spændende og attraktiv stilling, men i en helt anden genre, end han havde forestillet sig. Nu har Journalistens blogger Niels Overgaard sagt op for at finde formålet med sit arbejdsliv som selvstændig skribent

"And indeed, that IS the question: whether to float with the tide, or swim for a goal. It is a choice we must all make – consciously or unconsciously – at one time in our lives."
Dr. Hunter S. Thompson

Kun døde fisk flyder med strømmen, hvis ikke du ændrer retning, så ender du der, hvor du er på vej hen, og carpe f%!?ing diem.

Jeg har sagt mit job i Danske Bank op for at blive selvstændig skribent. Den beslutning er drevet af noget så klichépræget som et ønske om at realisere mine drømme.

Jeg var glad for mit job. Jeg havde gode kolleger, spændende opgaver og – ja – en fin løn. Jeg flygter med andre ord ikke fra noget. Jeg søger derimod aktivt hen mod noget, der gled lidt i baggrunden i årenes løb, nemlig at finde mit eget formål i dette lille arbejdsliv.

For sandheden er, at der ikke var meget bevidst målrettethed over min rejse fra ansøger til journalistuddannelsen og til et job som kommunikationschef i Danske Bank.

Mit udgangspunkt var et ikke nærmere gennemtænkt eller defineret ønske om "at gøre en forskel" (og ja, så er der endnu en plade fuld i kliché-banko). Og så var jeg fascineret af journalistik i den skæve genre. Mikael Bertelsen på tv, Michael Jeppesens bagsider og den slags.

At jeg endte med at arbejde med kommunikation i landets største bank skyldes en kombination af valg taget med åbne øjne og en ambitiøs tilgang til de forskellige job på vejen. Jeg er ikke noget sagesløst offer for ting uden for min kontrol. Men samtidig er det umuligt at ignorere den rolle, tilfældighed har spillet undervejs.

Fra fodbold til finans

Det kom ud af det blå, da en studiekammerat mod slutningen af første semester spurgte, om jeg var interesseret i et studiejob som fodboldreporter på Ritzaus Bureau. Det førte til, at jeg senere endte på bureauet i min praktiksøgning, selvom det var min sidsteprioritet. En medpraktikants flytteplaner betød, at jeg byttede en tildelt plads på Odense-redaktionen ud med hans plads på finansredaktionen (et stofområde, der aldrig havde interesseret mig det mindste). På den redaktion var der tilfældigvis en stilling ledig, da jeg halvandet år senere var færdiguddannet.

Efter at have været finansreporter et par år var jeg blevet nysgerrig på livet ”på den anden side”, og jeg søgte job i kommunikationsbureauet Burson-Marsteller. Det samarbejde endte abrupt efter lidt over et år, da jeg gik ned med stress som følge af min fars pludselige død. Da jeg efter nogle måneder i joggingbukser så småt havde samlet mig selv op igen, havde en tidligere kollega akut brug for en til at dække et vikariat i Danske Bank.

Derfra tog det ene det andet, og jeg endte som kommunikationschef for bankens storkundedivision Corporates & Institutions. Indtil altså nu.

Livet uden livrem

Nu skal jeg tilbage til det spor, jeg aldrig fik prøvet. Det sker ud fra en erkendelse af, at det ellers er den slags manglende realisering af ambitioner, der risikerer at gøre en bitter, når man sidder en bedugget aftentime i karrierens efterår og kigger tilbage.

Hvad er det så, jeg drømte – og drømmer – om? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv en del gange de seneste måneder uden at komme frem til en entydigt svar. Både drømmene og jeg har ændret sig over de seneste 10 år, men jeg er kommet frem til en opdateret version: Jeg vil forsøge at lave noget originalt og at blive en fremragende skribent.

Til det formål har jeg et par idéer til bøger og en evigt voksende liste med andre idéer, som bare venter på at blive prøvet af. Som det første vil jeg lave en non-fiction bog om det moderne arbejdsliv, og hvorfor det er uhensigtsmæssigt skruet sammen.

I bedste livrem-og-seler-stil ville jeg klart have foretrukket, at jeg begyndte min selvrealisering ved siden af mit dagjob. Så ville jeg først kunne se, om talentet og ideerne var bæredygtige, inden jeg forlod de sikre rammer. Mellem et krævende job og en nylig familieforøgelse fandt jeg dog aldrig det nødvendige overskud til at skabe noget nyt. Derfor måtte mere drastiske metoder i brug i form af en opsigelse.

Går den, så går den

Jeg er så privilegeret, at jeg har en lille opsparing at tære på, og i stedet for at sætte pengene i en større bolig (som vores lille familie ellers også har brug for), satser jeg dem nu på mig selv. Her er det afgørende for læserens opfattelse af min dømmekraft og moralske habitus at understrege, at min kæreste ikke bare har støttet min beslutning, men aktivt tilskyndet den.

Jeg vil fortsat blogge om kommunikation og journalistik her på Journalisten, men jeg kan godt afsløre, at det ikke er det, der kan få budgettet til at hænge sammen. Derfor må opsparingen og det gode humør bære mig igennem det næste halve års tid. Så må vi se, hvad der sker derefter. Grundlæggende håber jeg, at vejen falder på plads, når jeg begynder at køre ud af den.

Går den, så går den; og går den ikke, så går det nok alligevel, som jeg ynder at sige. Og nu må I have mig undskyldt. Jeg skal ud at svømme mod strømmen, ændre retning, gribe dagen og finde formålet på vejen.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen