search

Hvad er din plan B?

Til januar begynder jeg at læse til folkeskolelærer, skriver Susanne Sayers. Når man som selvstændig journalist alligevel hopper rundt mellem opgaverne, bliver springet til at påtage sig opgaver uden for journalistikken kortere

Hobbylandmand. Ordet klinger lidt af noget, som man leger, noget man er for sjov.

For mange såkaldte hobbylandmænd er navnet imidlertid stærkt misvisende. De driver deres brug professionelt og tager det aldeles alvorligt. De gør det bare ikke på fuld tid, de er professionelle deltidslandmænd.

Nogle har selv valgt, at de gerne vil arbejde med andet ved siden af landbruget. Andre har opgivet fuldtidsdrift, fordi de har så mange idealer omkring deres hverv, at det er svært at gøre det til eneste indtægt. Og snarere end at gå på kompromis med idealerne vælger de at supplere landmandsgerningen med andre jobs.

I stigende grad er det blevet sådan, jeg forestiller mig fremtiden for rigtig mange af os: Som hobbyjournalister og hobbyfotografer – eller rettere: Som professionelle deltidsjournalister og ditto fotografer, der ikke har journalistikken eller fotografiet som eneste indtægt.

Og vores bevæggrunde vil ligne landmændenes: Nogle af os kan ikke få fuldtidsjob eller få freelancebiksen til at give en hæderlig månedsløn. Andre af os ønsker frihed til at lave den type opgaver, som vi brænder for, men må erkende, at den type opgaver bliver færre og dårligere betalt og derfor kræver, at der kommer penge i kassen fra andre sider også.

Nogle af os vil være fastansatte på deltid. Andre og formentlig flere vil være selvstændige, for det kan lettere passes ind med et andet job ved siden af. Det er ikke længere en selvfølge, at journalistikken kan fylde hele vores liv.

Journalistikken er ikke i krise, men forretningsmodellen er, hvad der senest er slået fast med adskillige udråbstegn i rapporten ‘Globaliseringen af den danske mediebranche

Set med mine øjne kan skylden ikke alene skydes på Facebook og Google og andre internationale giganter – det er fx stadig ikke lykkedes de danske medier at blive enige om abonnementsordninger, der passer til en digital tidsalder med et anderledes fragmenteret forbrug end tidligere tiders trofasthed, ligesom det i høj grad er glippet at opdyrke nye annoncemarkeder.

Uanset årsagen er faktum, at der mangler penge at lave journalistik for, og det mærkes på antallet af afskedigelser, det mærkes på presset på de gamle overenskomster, og det mærkes på de penge, der er til at aflønne freelancere og andre løst tilknyttede.

Digitale daglejere

Løsarbejde bliver mere og mere almindeligt i samfundet som helhed, hvad en tjeneste som freelancer.com er et eksempel på. Den er bare én af mange online-tjenester, som matcher virksomheder og organisationer på jagt efter mennesker til at løse bestemte enkeltopgaver med freelancere, som vil påtage sig opgaven. Som digitale daglejere vælger og vrager vi – eller bliver valgt eller vraget.

Og når man som selvstændig journalist alligevel hopper rundt mellem opgaverne, bliver springet til at påtage sig opgaver uden for journalistikken kortere.

Allerede nu kender jeg fotografer og journalister, som ikke udelukkende lever af deres fag. En arbejder som oversætter på linjebetaling, en anden supplerer ved at være korrekturlæser, et par stykker har valgt at bruge en dag eller to om ugen på at stå i en specialbutik.

For mange deltidsjournalister og -fotografer er det en god cocktail – de holder af at opleve forskelligt, og det kan under alle omstændigheder aldrig være skidt at lære andre dele af det danske samfund end medieverdenen at kende indefra. Det bliver vi også bedre journalister af.

Men det giver selvfølgelig nogle andre udfordringer, ikke mindst i forsøget på at holde sammen på et forbund, der i fremtiden vil bestå af mennesker med vidt forskellige interesser og vilkår, og hvor den klassiske overenskomstansatte fuldtidsjournalist bliver så sjælden som en konventionel malkeko på græs.

Og det er også sørgeligt, hvis mennesker, hvis drøm er at leve af at lave banebrydende fortællinger i ord og billeder, må opgive de større projekter, fordi man som journalist og fotograf på deltid er afhængig af at passe et andet job ved siden af.

Udviklingen i retning af flere selvstændige og freelancere giver en masse frihed, men den øger også sårbarheden. Som ældre tiders daglejere må den digitale tidsalders udgaver erkende, at vi ikke kan være sikre på at blive hyret. Problemet bliver næppe, om der er opgaver nok – der er altid brug for mere indhold – men om der er opgaver nok, som giver en betaling, vi kan leve af. Hvad gør vi, hvis der ikke er? Og hvem kan i givet fald hjælpe os?

Det ubehagelige svar på det sidste spørgsmål er, at det er der ikke nogen, som for alvor kan. Vi bliver nødt til at hjælpe os selv. Udviklingen stopper ikke, og det er heller ikke ønskværdigt, for den rummer samtidig en masse muligheder. Men det kræver, at vi tænker over, om vi er forberedt på den.

Mindre sikkerhed

I den internationale Facebookgruppe ‘What’s your Plan B’? diskuterer mediefolk, hvad de vil gøre, den dag de ikke kan leve af deres journalistik, ligesom mange spørger til erfaringerne fra de medlemmer af gruppen, som allerede helt eller delvist har opgivet deres mediejob.

Det er på én gang skræmmende og inspirerende. Skræmmende, fordi mange af medlemmerne er dygtige og erfarne mennesker, som alligevel blev overflødige, da deres mediearbejdsplads lukkede eller skar ned. Inspirerende, fordi mange deler ud af deres erfaringer med at gøre noget andet, og mange giver udtryk for, at de er gladere, end da de var fuldtidsansatte på arbejdspladser, hvor jobindholdet stort set var at skaffe flest mulige klik for færrest mulige ressourcer. Ikke at det er situationen på de fleste danske journalistiske arbejdspladser, men det er alligevel befriende at se, at der er en verden uden for medierne. Og at man ikke behøver at opgive journalistikken, selv om man har job ved siden af.

Da jeg for efterhånden flere årtier siden blev journalist, var forventningen klart, at man kunne leve af det og leve godt, til man blev pensioneret.

Den sikkerhed er blevet mindre, hvad enten man er fastansat eller selvstændig. Personligt kan jeg glæde mig over, at biksen hænger fint sammen, men bliver den ved med det? Og hvis den en dag ikke gør, er jeg så oplagt at ansætte?

Den seneste måneds tid har jeg lagt min naturlige ‘det går nok alt sammen’-optimisme på hylden og tvunget mig selv til at tænke over spørgsmålet: “Tror jeg så meget på, at jeg kan leve af at lave journalistik de næste 20 år, at jeg tør satse hele butikken på det?”

Til januar begynder jeg at læse til folkeskolelærer som fjernundervisning.

Hvad er din Plan B?

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen