search

Er journalister de nye trykkere?

Det korte svar: Ja! Det seneste redningsforsøg, at nedsætte praktiktiden til 12 måneder på Journalisthøjskolen, hjælper heller ikke. Enten skal journalistuddannelserne nedlægges eller revolutioneres

Vi ved det alle sammen godt: Vores fag er i fare for at uddø. Den seneste beslutning om at prøvekøre en beskåret praktiktid på 12 måneder i stedet for de gængse 18 måneder er endnu et søm til ligkisten. Eller skulle man sige endnu et bogstav udraderet fra sættekassen.

Et andet uomtvisteligt tegn på tab af status og indflydelse er den nye overenskomst på DR, hvor lønnen skippes til fordel for tryghed i et par år. Vi tisser for at holde på varmen, den manglende stigning i realløn og den store forskel mellem ansatte og freelancere viser i sandhed en branche med et A, B og C-hold.

Et tredje eksempel på mediebranchens manglende appel er Mette Maix’ skifte fra Berlingske Media til Flying Tiger-koncernen; et skifte, hvor motivationen vel er soleklar: At bytte en dansk mediekoncern ud med en global arbejdsgiver.  En før så prestigefyldt branche slået ud af ti-kroners-koncernen – ironien er til at tage at følge på. Branchen er i krise. Vi har selv ladet det komme hertil med gratisaviser og clickbaits, med latterlige rubrikker uden dækning og halsen efter enkelthistorier og meningsløse nåheder. Og hvad gør vi så?

Vi bides ved truget. Og der kommer stadigt flere nyuddannede til, der kan det samme som altid; nemlig formidling. Det enkle svar på problemet er at skære ned på journalistuddannelsen, som Uffe Gardel foreslog i et blogindlæg her på Journalisten. Så bliver vi da færre om truget, og med omkring 6 procents ledighed er det nødvendigt at sætte en stopper for nytilkomne. Det ændrer dog ikke ved, at journalistuddannelserne langt fra er rettet mod den nuværende mediebranche eller det akutte kommunikationsbehov i virksomhederne.

En lind strøm af journalister forlader branchen – som oftest ufrivilligt – og søger mod tryggere græsgange og kommunikationsjob, som de kan høre deres tidligere kolleger kalde for ”the dark side” og ”spindoktorer”. Imens mister journalistikken fodfæste og relevans for politikerne, der med sociale medier kan nå deres publikum direkte.

Når jeg en sjælden gang bedriver journalistik, overraskes kilder over, at jeg ligefrem har orket at sætte mig ind i den problemstilling, de sidder med. Det er ikke et godt tegn, når man skal forsvare sin egen faggruppe; det er også hårdt at skulle producere så meget.

Så hvad skal vi gøre, inden vi som branche har tisset så meget i bukserne, at vi står i en sø af pis og fryser? For mig handler det om at blive langt skarpere på, hvordan vi som journalister differentierer os fra andre faggrupper – og mest af alt, hvordan vi skaber værdi for vores læsere.

Hvad skal fremtidens journalister kunne? Fremtidens mediemarked vil have brug for ganske få skrivere og skal i stedet have tværmediale formidlere. Der vil også blive efterspurgt bedre formidlere med en faglig specialviden inden for deres område.  Som underviser på IT-Universitetet i København, der snart skærer sine specialiseringer til for at fokusere mere på IT, savner jeg uddannelser, der tør det tværfaglige.

At skabe dobbeltkompetencer er det eneste rigtige, for journalister kan ikke længere blot være formidlere – og samtidig lærer andre fagligheder at formidle, samtidig med at de kan noget andet.

Desværre ser jeg fortsat silo-tænkning, både på universiteterne og på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Begge steder fortsætter med at spytte bachelorer og kandidater ud til ingen verdens nytte.

Så hvad skal gøres anderledes? Der er en række mulige løsninger:

  1. Nedlæg journalistuddannelser og gør formidling til et grundfag på universiteterne, og behold cand. public med begrænset optag.
  2. Nedlæg journalistuddannelsen, som vi kender den, og gå over til udelukkende at uddanne fagjournalister, der kommer med anden faglig baggrund.
  3. Revolutioner journalistuddannelsen og skab en uddannelse, der indeholder it, innovation, forretningsudvikling, kommunikation, formidling, dataanalyse, informationssikring, research og kildekritik.

For at vende tilbage til de næsten hedengangne trykkere, jeg nævnte i starten: Trykkerne, der strejkede i vildskab, imens verden udviklede sig hen over hovedet på dem (læs i øvrigt den tankevækkende artikel ovre hos HK om fagets afvikling og de forringede arbejdsvilkår, trykkerne accepterede som årene gik). I dag findes der ingen uddannelse til ”trykker”. Det nærmeste er en fireårig erhvervsuddannelse til Grafisk Tekniker.

Og for nu at være helt ærlig: Hvad er så enestående ved journalistikken? Hvilken faglighed og evne kan journalisterne – og ingen andre – som skaber værdi for samfundet og vores borgere?

Uanset hvor forbandet træls, det måtte være for universiteterne og journalisthøjskolen, så er det nødvendigt at optage færre og ændre hele uddannelsens struktur. Det er et fælles ansvar. Det er nødvendigt for de unge, der skal have et job, for mediebranchen, der skal have innovative medarbejdere, for politikerne, der skal have kvalificeret modspil og for borgerne, der har fortjent ordentlig formidling om samfundet.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen