search

DR gav internettrold for let spil

DR gav internettrolden John Prager fri og ukritisk taletid, og faktatjekkede ikke hans påstande. For eksempel den om, at tv-stationen Fox News i årevis målrettet har fabrikeret historier, skriver Mirco Reimer

Søndag den 13. januar publicerede DR om formiddagen en artikel om den amerikanske internettrold John Prager under overskriften ”John lever af fake news: Der er ingen grænse for, hvor dumme folk er.” Artiklen strøg hurtigt op og var samme aften ifølge DR's hjemmeside allerede dagens mest læste artikel. Også på DR's Facebookside, hvor artiklen blev delt, blev der kommenteret, liket og delt flittigt.

Mens der ifølge den selverklærede internettrold åbenbart ikke er nogen grænse for, hvor dumme folk er – et udsagn vi vender tilbage til – var der desværre grænser for, hvor hårdt DR gik til den selverklærede politiske aktør Prager, og hvor mange uddybende baggrundsinformationer og faktatjek, Danmarks Radio fik fodret sine læsere med.

Et bredt forankret problem

Med udgangspunkt i DR's artikel vil jeg derfor gerne slå et slag for, at danske medier bliver bedre til at kontekstualisere deres historier fra og om USA. Kontekst skal her både forstås som en kritik af, at medier ikke sætter historier i en større sammenhæng, at fremsatte påstande ikke faktatjekkes, samt at der mangler forelæggelse for den kritiserede part.

For selvom denne kommentar kommer til at tage udgangspunkt i en konkret historie fra Danmark Radio, er der efter min mening tale om et bredere forankret problem, hvor danske medier risikerer at fodre mange danskeres confirmation bias – menneskets tendens til at fortolke nye oplysninger i overensstemmelse med eksisterende forståelse og holdninger – om amerikanske samfundsforhold, hvis de ikke giver læsere, lyttere og seere den nødvendige større sammenhæng, fakta samt glemmer at stille de kritiske spørgsmål.

Jeg har tidligere skrevet om behovet for at sætte nyhedshistorier i en større sammenhæng og bedrive faktatjek i USA-dækningen. Dengang var det med udgangspunkt i et mangelfuldt telegram fra nyhedsbureauet Ritzau om præsident Donald Trumps postulat, at han ville kunne gå enegang og udenom Kongressen, hvis han ikke skulle få bevilliget penge til en grænsemur til Mexico.

Telegrammet blev brugt af mange danske medier i dækningen, men var kendetegnet ved at være alt for deskriptiv og refererende.

Læseren fik for eksempel på intet tidspunkt et indblik i, hvorvidt USA's præsident overhovedet har beføjelserne til at gå udenom Kongressen (hint: det er meget omdiskuteret blandt juridiske eksperter og vil med statsgaranti blive efterprøvet af de amerikanske domstole). Man burde ellers tro, at det var oplagt at give læseren mere baggrundsinformation og fakta om netop den tematik.

Ligeledes gengav nyhedsbureauet ukritisk Trumps postulat, at præsidentens handelspolitik skulle have genrejst mange industrier i USA, særligt stålindustrien. Igen burde man forvente, at Ritzau gav læseren fakta, der giver mulighed for at bedømme, hvorvidt præsident Trump faktisk har ”genrejst” selvsamme stålindustri. Der er immervæk tale om en politiker, der ofte har et anstrengt forhold til netop fakta.

Af telegrammet fremgik det ydermere, at præsidenten mente, ”at muren skal bruges til at stoppe voldtægtsforbrydere og mordere fra Mellemamerika”. I Ritzaus telegram ledte man dog forgæves efter fakta og baggrundsviden, der gav læseren mulighed for at bedømme problemets omfang.

Som jeg skrev dengang, var det mit forsinkede nytårsønske, at medierne i lyset af præsident Trumps problemer med at holde sig til sandheden gav læserne mere fakta og flere sammenhænge og ville agere mere varsomt og kildekritisk. For alternativt ender vi alt for ofte i den kedelige situation, at det er præsident Trumps alternative virkelighedsopfattelse, der får lov til at sætte rammerne for diskussionen.

Ukritisk taletid til internettrold

Min bøn blev dog åbenbart ikke hørt ovre hos DR, som endte med at begå næsten præcis de samme fejl i historien om internettrolden John Prager. I føromtalte artikel om internettrolden John Prager giver DR ikke læseren den nødvendige baggrundsviden, data, eller forskning, der enten underbygger, nuancerer eller modsiger John Pragers påstande. Tværtimod. Frem for at kontekstualisere påstandene fra en kilde med et klart selverklæret politisk ståsted og gå selvsamme påstande efter i sømmene, endte DR's USA-korrespondent med at give en internettrold fri og ukritisk taletid.

En af disse påstande er internettroldens postulat, at tv-stationen Fox News i årevis målrettet har fabrikeret historier. Man kan kritisere Fox News for meget – for eksempel politisk slagside – men der er mig bekendt ikke nogen dokumentation for at påstå, at tv-stationen bevidst skulle have opdigtet historier i årevis. Der har ganske vist været (for) mange artikler og indslag, der har videreformidlet konspirationsteorier og falske historier. Men det er selvsagt ikke det samme som at kunne føre bevis for, at tv-stationen i årevis har fabrikeret historier, hvorfor man burde forvente, at en USA-korrespondent ville følge op på sådan et markant postulat.

Påstanden får dog lov til at gå uimodsagt og bliver ikke udsat for et faktatjek eller forelagt den kritiserede part. Faktisk ender påstanden ovenikøbet med at blive brugt gentagne gange i artiklen; blandt andet i en underrubrik.

Det er særlig grelt, fordi Fox News i forvejen fremkalder stærke reaktioner herhjemme. Ud fra min erfaring som USA-analytiker er der en stor skepsis overfor Fox News i Danmark. Faren for ovennævnte confirmation bias er derfor til stede i enhver historie, der omhandler Fox News, hvilket skulle give anledning til endnu grundigere research. Særligt, når man nu som USA-korrespondent har valgt at give ordet til en selverklæret venstreorienteret internettrold, hvis erklærede formål det er at udstille konservative og Trump-støtter.

DR falder i fælden

Den manglende opfølgning på Pragers udokumenterede påstande om Fox News' angivelige fabrikationer er ydermere problematisk, fordi netop tv-stationens angivelige ageren er en del af internettroldens forsvar for at skrive falske nyheder. Som John Prager siger i DR's artikel, så er Fox News ”sluppet afsted med åbenlyse falske historier i årevis. Og ingen har forsøgt at stoppe dem. Det blev bare værre og værre, og til sidst gik det op for dem, at de kan fortælle folk hvad som helst, og de vil tro på det. Det er der, problemet stammer fra".

De fleste kan nok se ironien i ovenstående udsagn kombineret med, at DR ikke faktatjekker Pragers postulat i selvsamme sammenhæng; særligt når stationens USA-korrespondent selv beskriver Pragers metode på følgende måde: ”Han (Prager, red.) ved, hvad der skal til for at få folk til at klikke på hans historier. De skal være sensationelle. De skal bestå af et par drys fakta blandet med absurde påstande, han bare finder på.”

Onde tunger vil nok hævde, at DR`s USA-korrespondent faktisk selv er faldet i Pragers fælde.

Sviner millioner af mennesker til

Prager får også lov til at tale i meget generaliserende og nedladende vendinger om en ikke ubetydelig del af den amerikanske befolkning, uden at Danmark Radios journalist følger op med kritiske spørgsmål eller giver læserne flere baggrundsinformationer. Internettrolden Prager beskriver sin målgruppe sådan her: "Først kastede vi os over konservative generelt, derefter Trump-tilhængere. Det er en samling af de dummeste mennesker, du overhovedet kan forestille dig, og de er fuldstændigt ligeglade med fakta. Det er det, jeg vil udstille med mine historier: Jeg ønsker at påpege, at amerikanske konservative generelt er ligeglade med fakta, så længe løgnene bekræfter dem i deres had og fordomme."

En selverklæret internettrold får dermed lov til at svine millioner af amerikanere til, uden at journalisten enten udfordrer påstandene eller bidrager med et faktatjek, der kan hjælpe læseren med at bedømme, hvorvidt Trump-tilhængere mon virkelig er en samling af fordomsfulde, dumme, hadefulde, fakta-resistente mennesker. At tilføre denne del af historien flere kalorier, havde i øvrigt ikke været særlig svært eller tidskrævende, da der i forvejen eksisterer glimrende og nuancerede portrætter af amerikanere, der læser med på Pragers hjemmeside.

Historien skal fortælles – men bedre

DR`s historie om John Prager er utvivlsomt en god historie, der bør fortælles. Men historien burde være blevet placeret i en større sammenhæng, og Pragers postulater skulle enten være blevet udfordret eller behandlet i artiklen. Her kunne DR med fordel have ladet sig inspirere af BBC`s dækning. Den britiske station har tidligere portrætteret Pragers makker, Christopher Blair, men valgte også at introducere læserne til Maarten Schenk, der på sin blog ”Lead Stories” blandt andet tracker Prager og Blairs falske historier.

Kort sagt burde man kunne forvente, at en kildes påstande bliver gået efter i sømmene og efterfølgende bliver kontekstualiseret, når Danmarks Radio interviewer en mand med et klart selverklæret politisk ståsted og mål. Begge dele er desværre mangelvarer i artiklen om internettrolden John Prager. Tværtimod gav DR en internettrold fri taletid i et af landets mest læste nyhedsmedier. Det er, som præsident Trump nok ville formulere det, ”sad”.

 

Journalisten har sendt indlægget til DR's kommunikationsafdeling for at give DR mulighed for at svare på kritikken. Vi har ikke modtaget et svar.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen