search

Debat: Politik er ikke en sportsgren

”Kære journalister, kan I ikke se, hvad I gør? Vælgerne har ikke brug for journalistik om politisk taktik. Så drop det,” skriver journalist Lars Kjær Dideriksen

Hvert fjerde år skal vi på Journalistens sider igennem en god portion selvransagelse ovenpå valgkampen. Men alle de gode intentioner synes glemt, hver gang ballet åbnes igen.

Så skal vi ikke tage forskud på selvransagelsen denne gang, så den rent faktisk kan bruges til noget? En del af opskriften er relativt simpel. Hold op med at dække valgkamp og politik, som var det en sportsbegivenhed.

Journalister – alle som én – må simpelthen droppe den altoverskyggende faglige fristelse i at bruge spalteplads eller sendetid på at fortælle, at de har luret en politikers taktik. Det er nærmest det eneste, som politisk journalistik handler om i dag.

Jeg er uddannet journalist, men nu taler jeg som borger: Politikernes taktik – eller endnu værre: spindoktorernes – er pisseHAMrende ligegyldig for os. I hvert fald så længe, at det tager fokus væk fra den egentlige politik og dens konsekvenser. Den er den, der skal stilles – velresearchede – spørgsmål til.

Drop taktikken

Eksemplerne på den politiske sportsjournalistik er mange. Blot et hurtigt kig i Politiken 7. maj, hvor overskriften lyder: ”Overblik: Her er partiledernes kampform”. Tegner Philip Ytournel har tegnet Lars Løkke ved valgknappen: ”Nej, han venter. Jaaah! Det er genialt det der!” Sjovt. Men et rammende billede af den lukkede osteklokke Christiansborg, hvor alt for mange journalister på de toneangivende medier har lukket sig inde i sammen med deres gode venner – politikerne.

Det kan godt være, at politikerne er handlingslammede taburetklæbere, men det er et kæmpe demokratisk problem, at journalistikken ikke har øje for det behov, som befolkningen har. Drop det taktiksnak!

Selv i DJ Kommunikations eget nyhedsbrev 8. maj lød det: ”Politisk kommunikation – en kampsport for eliten?” Sport igen, men ja, en elite, som i sit selvoptagede medienørderi er helt ude af trit med behovet hos modtagerne af deres journalistik og kommunikation.

I nærværende medie, Journalisten, kunne vi samme dag læse om statsministerens kammeratlige charmeoffensiv i artiklen ”Et Løkke-træf: 100 mediechefer. Én statsminister – og Paludan”. Selv han vil lave om på den nævnte problematik: ”Statsministeren efterlyser mere journalistik, der er på borgernes side, og mindre politisk analyse, proces og konflikt, så forbliver tonen positiv.”

Ja til analysen af politikkens konsekvenser. Nej til analysen af ”spillet”.

Drop personopgør

Igen i Politiken kunne man 8. maj læse: ”Få det fulde overblik: Her er valgkampens 10 vigtigste personopgør”, der lover ”et spændingsniveau langt over gennemsnittet”. Igen politisk journalistik uden fokus på politikkens indhold, og hvordan den påvirker vælgernes dagligdag og vores forhold til hinanden.

Men i stedet er det hygge-historier om politikerne selv. Er det resultatet af den journalistiske ambition om at lave historier med ”rigtige mennesker”? Så er det helt misforstået. Det handler om vælgerne som mennesker og de konsekvenser, de vil opleve af den lovede politik. Ikke om politikernes egne kampe, privatliv og lignende. Nogle gange virker det, som om der bare skal produceres historier. Fyld. Helst hurtigt. Og kan der laves en ny vinkel på en Paludan, uanset hvor lille, så skal den nok komme.

Hvis ikke dette fokus ændres, vil medierne igen stå som nyttige idioter for radikaliserede kræfter, som KUN har den personlige konflikt – og ingen realistisk politik – at byde på. Den støj, disse elementer skaber, giver samtidig plads til, at andre partier kan tvinge tvivlsomme agendaer igennem under radaren.

Drop mikrofonen

Et andet problem er heller ikke nyt: Den fremherskende journalistik-taktik, at et indslag eller en artikel er klar, så snart man har givet mikrofonen til to personer med modsatrettede holdninger. Uden at de bliver udfordret af de fakta, som man må formode journalisten har forberedt sig med. Den type journalistik er der ingen, der bliver klogere af.

Da man kunne læse på Dr.dk, at statsministeren lovede 69 milliarder kroner til kernevelfærd, var der kun én mikrofon til stede. Hans. Og ingen journalist, der spurgte: Jamen, er det ikke jer, der har sparet på netop kernevelfærden i hele jeres regeringsperiode? I en relateret artikel får man Nicolai Wammen til at sige ”valgflæsk!”. Og så var det vist fyraften, for mere blev det ikke til.

Vi behøver ikke citere fra Ekstra Bladet og B.T. Der er alle overskrifter clickbait. Til min overraskelse sejler Berlingske for tiden også fint med på den galej.

Tag en dyb indånding

Jeg ved, det går hurtigt derude. Men det behøver det jo ikke. Stop op! Træk vejret. Tænk jer om en ekstra gang. I gør mig fandens nervøs. Det er demokratiet, der er på spil her. Det er ikke meningen, at vores folkestyre skal give mig – og sikkert også andre – nervøse trækninger og let kvalme, fordi vi fornemmer, at alt det ævl, der kommer fra kandidaterne, ikke bliver udfordret. Kom nu!

De traditionelle mediers krise er i stor stil selvskabt. I kan ikke bare vrænge ad de sociale medier. Nu må I tage jer sammen og vise, at I er opgaven voksen. Vise jeres værdi. Det behøver ikke være så svært. Hold hovedet koldt og tænk på, hvad modtageren har brug for. Og det er ikke, hvad I leverer nu.

Jeg føler, at alt, jeg nævner her, er børnelærdom i medieverdenen. Men mediebilledet ser så anderledes ud, at jeg føler trang til at skære det ud i pap. Det burde ikke være nødvendigt.

Og når I nu dropper sportsmetaforerne, så lad nu være med at bruge ’Game of Thrones’ i stedet … selv om den ligger lige til højrebenet (ups!).

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen