search

Aktindsigt i partiregnskaber

Venstre vånder sig i disse dage. Det er ikke let, når bilag over formandens ekvipering fra slips til shorts bliver lækket til offentligheden. Men hvad nu, hvis den berømte nordiske åbenhed også gjaldt partier?

Klip fra mikrofoner lige i hovedet på Venstre-spidserne og til Indien, zoom.

I Indien har der lige været valg. Men sidste sommer traf den øverste indiske Information Commissioner en afgørelse, som fik også de indiske partier til at vånde sig: Han havde undersøgt en række aktindsigtsbegæringer og fandt, at indiske partier skal betragtes som offentlige myndigheder, dermed er de automatisk underlagt aktindsigt.

De fik seks uger til at udpege aktindsigtsansvarlige, og de blev beordret til at besvare aktindsigtsansøgninger senest fire uger efter afgørelsen.

Ingen af de indiske partier ankede afgørelsen, beretter en af de mest aktive aktindsigtsjournalister i Indien, Shymlal Yadav.

I stedet fremlagde de et lovforslag til ændring af den indiske offentlighedslov, RTI: Fremover skulle partier undtages fra loven.

Loven er endnu ikke vedtaget, men journalister og aktivister venter med stor interesse på resultaterne fra valget den 16. maj og det nye parlaments syn på den omstridte undtagelse af partiregnskaberne.

I Indien er aktindsigtsloven en vigtig del af den bevægelse blandt journalister og aktivister, der kræver mindre korruption i landet. Men risikofrit er det ikke.

Det hænder, at en indisk kollega mailer og spørger, hvordan det egentlig ser ud i Europa med hævndrab, når journalister eller aktivister via aktindsigt har afsløret korruption. I Indien er der en lang liste af overfald og drab.

Shyamlal Yadav har skrevet en længere artikel om sagen. Du kan læse hele artiklen om den indiske strid inklusive links til afgørelser og artikler.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen