I foråret 2015 afleverede jeg en artikel til Magasinet Psykologi. Jeg fik min løn, og magasinet bragte artiklen i juli. Det er der sådan set ikke noget usædvanligt i, men i januar 2016 blev samme artikel lagt ud på Feminas website. I februar var den i Søndagsavisen og på TV 2’s livsstilssider på nettet, i marts på jubii.dk, og i maj blev artiklen trykt i gratismagasinet Lime. Samme artikel med samme kilde i lidt forskellige udgaver i seks forskellige medier/netmedier. 

Ikke fordi artiklen er særlig fantastisk. Det er en udmærket mindre livsstilsartikel om, hvordan pauser er på vej ud af det moderne menneskes liv og konsekvenserne af det. Videreudnyttelsen handler heller ikke om kvalitet, men om forretning og billigt indhold til nettet. 

Som journalist er jeg glad for, at mine artikler bliver læst. Jeg har også fuld forståelse for, at danske mediehuse kæmper for at drive en forretning, men det virker, som om graden af videreudnyttelse er gået amok. Eller også har jeg og især mine kilder været forskånet indtil nu. Før blev jeg informeret og fik mulighed for at bede kilderne om tilladelse. Sådan foregår det ikke længere. Videreudnyttelsen sker på tværs af alle mulige medier og platforme i samarbejde med alle mulige samarbejdspartnere, og nogle af artiklerne bliver udgivet som en e-bog, for at presse det sidste saft ud af citronen.

Jeg er ikke ude på at hænge et bestemt mediehus ud, for det foregår stort set alle steder, men omfanget har alvorlige konsekvenser. Ikke kun for freelanceren, der selvfølgelig ikke får glæde af videreudnyttelsen. Før fik skribenten 50 procent af den oprindelige pris. I dag får man lov til at få sin byline med og lægger dermed navn til en artikel, andre har klippet i. Tja. Det er i sig selv nedslående, men sådan fungerer mediemarkedet, og ja, jeg har selv skrevet under på en kontrakt. Jeg har heldigvis mulighed for selv at sætte en grænse. Jeg giver ikke længere mine bedste idéer væk og skærer ned på den del af forretningen. Det kan kilderne ikke. Når jeg beder en kilde om at medvirke i en artikel, har jeg ikke en kinamands chance for at sige, hvilket medie artiklen og kilden en dag kan komme til at optræde i. Endda med tilbagevirkende kraft. Som den hjerneskadede mand og hans kone, jeg interviewede for Magasinet Liv tilbage i 2011. Fire år senere – i oktober 2015 – dukker artiklen pludselig op på magasinets nye hjemmeside, og først til sidst fremgår det med små bogstaver, at artiklen blev trykt i 2011. Den mand kan i mellemtiden være død, fraskilt eller begge dele.

Jeg kan simpelthen ikke lide det. Jeg kan ikke lide, at mine kilder bliver udnyttet igen og igen uden at få chancen for at sige nej tak. Jeg forstår heller ikke forretningsstrategien bag det. Det luner sikkert i mediebuksen her og nu, men på længere sigt? Er det god journalistik? En ting er, at dygtige freelancere med respekt for sig selv og sit fag bliver tvunget til at forlade medieskuden. Vi misbruger også de mennesker, der medvirker for at sætte fokus på en væsentlig historie. Og gider læserne at læse gamle historier?

Når folk i gamle dage brokkede sig over vores fag, sagde de, at der altid står det samme i medierne. I dag har de fuldstændig ret.