Journalistik er det, nogle ikke vil have offentliggjort. Alt andet er tekstreklame. Sådan lyder omskrivningen af det berømte George Orwell-citat, der i sin originale udgave lyder ”Journalism is printing what someone else does not want printed: everything else is public relations”.

Den myte giver vi gladelig videre til nye journaliststuderende, generation efter generation. Gravergrupper idealiseres og prisbelønnes, afskedstalere og Cavling-vindere taler på podiet. Myten om den idealistiske journalist med snuden i sporet er allestedsnærværende; en rigtig journalist arbejder på en redaktion med ringende telefoner og højlydte diskussioner.

Men antallet af nyhedsjournalister styrtdykker. Medieforsker Erik Nordahl Svendsen undersøgte branchen i 2012, og sammenlignet med fem år tidligere var 13 procent af journalistjobbene væk. Det var dengang 527 ud af cirka 5.500 journalistmedlemmer i Dansk Journalistforbund.

En rapport fra Kulturarvsstyrelsen viste i 2014, at cirka 3.700 arbejdede som journalister ved enten tv, radio eller print, men en ny Jyllands-Posten-undersøgelse viste, at over 550 stillinger ved de 20 største danske mediehuse var væk. Her i 2018 skar DR cirka 400 journaliststillinger, så vi kan udregne, at færre end 3.000 i dag arbejder med journalistisk nyhedsproduktion.

Samtidig har karrierevejene inden for faget skiftet karakter (Mark Deuze og Tamara Witschge (2017): Beyond journalism: Theorizing the transformation of journalism, Journalism, side 1-17). Fra den velkendte og traditionelle top-down karrierevej, hvor den ældst rangerede i hierarkiet forfremmes i redaktionslokalet, til den lidt mere nymodens down-up, hvor et kaotisk og høj-konkurrerende arbejdsmarked får iværksættere og selvlærte til at skabe sig en karriere opad ved at udvide entreprenørskab og vovemod. Og en helt tredje vokser frem, en slags patchwork-arbejdsliv, hvor man skiftevis er inde og ude af ”varmen” i nyhedsorganisationer. Det, som er blevet døbt prekariatet i Danmark.

Arbejdskampen er blevet individuel

I vores postindustrielle globaliserede verden er arbejdskampen blevet individuel. Det diskuteres, hvorvidt Dansk Journalistforbund gør nok for den voksende skare af freelancere, samtidig med at skelnen mellem kommunikation og journalistik ivrigt opretholdes.

Værdikampen raser. Praktiktiden for journaliststuderende er reduceret til 12 måneder, og praktiklønnen væsentligt forringet med 3.500 kr. månedligt for at sikre, at de tre uddannelser ikke står ringere end andre i konkurrencen.

Samtidig er arbejdsløsheden blandt dimittender høj (hvor høj strides statistikerne om), både for fotojournalister, grafiske designere og traditionelle journalister. Fotojournalistuddannelsen tog konsekvensen og skar 4 pladser fra de 16.

Roskilde Universitet, DMJX og SDU uddanner årligt 334 bachelorer og 295 kandidater. Med under 3.000 journaliststillinger i nyhedsbranchen kræver det ikke megen fantasi at se, hvor de nyuddannede får job; alle andre steder end hos en medievirksomhed.

Skal vi skære i optaget alle steder? Skal vi lukke en af de tre uddannelser? Skal vi vende det blinde øje til? Nej, nej, nej. Selvfølgelig skal vi kæmpe for at vedligeholde og fremme journalisterne som faggruppe, for selv om nyhedsmedierne er få, er journalistikken i fremgang.

Vi er nemlig udstyret med en lang række kompetencer, som er efterspurgt mange andre steder end medierne; at researche mundtlige og skriftlige kilder, bruge lyd, tekst og billede, arbejde med en deadline for øje, tilegne os nye færdigheder, skabe fortællinger, navigere i kaos, være kildekritisk, have etikken for øje, ikke mindst både håndtere og reducere kompleksitet.

Hvad er problemet?

Hvad er så problemet, vil nogen spørge? Jo, vi skal kunne noget mere som journalister, både for at navigere i den døende mediebranche og for at navigere i alle de andre job, vi kommer til at udfylde og selv skabe i fremtiden. En stor amerikansk undersøgelse bekræfter behovet for øgede kompetencer fra mediehusene:

​

Kilde: Deb Halpern Wenger, Lynn C. Owens, Jason Cain (2018): Help Wanted: Realigning Journalism Education to Meet the Needs of Top U.S. News Companies. Journalism & Mass Communication Educator, 19. februar, 2018

Det er langtfra nok at genfortælle i dag, journalisterne skal specialisere sig og ikke mindst dygtiggøre sig inden for samarbejde, sociale medier og evnen til at kommunikere (!). Min forskning her i Danmark viser, at redaktører både ønsker journalister med de velkendte ingredienser som historiefortælling, akkuratesse, kildeudvikling, og savner flere kompetencer så som forretningsforståelse, data-analyse og digital indsigt (Janne Aagaard: What do Media Employers Really Want and What Should Journalists Learn to Stay Ahead?).

Hvordan sikrer vi overlevelse?

Hvordan sikrer vi, at journalistuddannelserne udvikler sig tidssvarende og dermed sørger for både journalistikkens og journalisternes overlevelse? En mulighed vil være at specialisere enten de enkelte uddannelser eller at skabe retninger på de tre journalistuddannelser, som i højere grad ruster de studerende til det arbejdsmarked, de skal være med til at skabe. Lad os øge ambitionsniveauet til gavn for vores levende fag og gøre 2019 til året, hvor vi tager fremtidens journalistuddannelse til revision.

I min kommende rapport ”Uddannet til i går”, der udkommer om få uger, analyserer jeg journalistuddannelserne i Danmark og foreslår at specialisere uddannelserne i fem typer af journalister: Datajournalisten, entreprenøren, organisationsjournalisten, kampagnejournalisten og fagjournalisten. Kan det stå alene i forhold til at redde journalistikken? Nej, langtfra – men det er et skridt på vejen til at opgradere os fagligt, og det må og skal vi!