"Eva Kjer-sagen markerer et nulpunkt for mediernes manøvrerum. Pressemøder uden indhold. Ingen svar. Alt foregår via sociale kanaler,” twittede DJ’s kommunikationschef, Troels Johannesen.
Ja. Der er utallige eksempler på, at den politiske kommunikation nu foregår, så folk efterlades med fornemmelsen af, at de nu ved ingenting om alt. Skal vi som journalister være bekymrede? Ja, bestemt fortjener det overvejelse, kritik, selvkritik og gode idéer, hvis fagets rolle som formidler og folkeoplyser skal modstå den daglige opfordring til politisk ramasjang.
Miljøtyranniets tid er forbi, meddelte den nye minister for bæredygtigt landbrug, og straks kørte den med medspil og modspil. Hver dag sine eksempler, og dansk politik i februar 2016 bekræftede en del af mine fordomme, ikke om Twitter og Facebook, men om politikernes brug af mulighederne for unuanceret at sætte dagsordenen: 140 enheder på Twitter er sjældent nok til at overbevise en politisk modstander, men rigeligt til at overfuse dem alle.
Lars Løkke Rasmussen udskrev regeringskrise på Twitter, da han kaldte de blå partier til møde for at høre, om det blå flertal var i live.
Breaking News fra pressens minister via Twitter; så har oppositionen også ret til at bebude minister-mistillid på sociale medier. Alligevel undrer det, at så mange i rød blok mente, at medierne og cyberspace var velegnede og folketingssalen uegnet til at få ministeren ud.
En fordom mere: De sociale medier lagt i hænderne på de enkelte MF’ere skruer tempoet så højt op, at anstændigheden ikke kan følge med. Individernes konkurrence fjerner format og fremmer hånsord. Og det smitter af på sprog og form i salen. Christiansborg-fnidder, hørte man to gange under landbrugspakkens 3. behandling, hvor alle selv kendte svarene på de spørgsmål, de stillede igen og igen i håb om at ramme den tone, tv skulle bruge. Hvorfor skal folk have respekt for politikerne, når de ikke har respekt for hinanden?
Det er svært for den politiske analyse at få hold på kendsgerninger, der meddeles stykvis og delt. Jeg savner det grundige notat om ministerens eventuelle fejlinformationer, så det er klart, om det var ægte vildledning og ikke forskellige vurderinger. Lagde alle i rød blok + K snittet samme sted? Forløbet indebærer, at jeg fortsat er usikker på, om Eva Kjer Hansen fortjente en næse, fyring eller rigsretssag. Til gengæld er jeg nogenlunde sikker på, at Bæredygtigt Landbrug ikke får regnen til at falde, så ministerens regnestykker går i grønt.
Jeg fornemmer, at den politiske kommunikation nåede et nyt lavpunkt i forbindelse med landbrugspakken og grøftegravningen i februar-marts 2016, et nulpunkt for mediernes manøvrerum og dermed for den demokratiske debat.
Hvor er vi på vej hen? Twitter-demokrati eller ordentlighed? Det er håbløst at tænke i regler. Det er måske også spild af god spalteplads at henvise til de danske værdier med dialog og respekt for andre, men det gør jeg så alligevel. Ærbødigst, @psmidtdk
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Snakken om anstændighed er ikke pr. definition interessant eller værd at forholde sig til. Det er først i forhold til spørgsmålet om integritet på den forargedes side, at interessen bør vækkes.
Nu, fx, i forhold til den orkestrerede forargelse fra samtlige gamle mediers side over de mange lykkelige indehavere af konti i Panama, er det værd at lægge mærke til, at det stort set kun er Vestager, der har fordret moderering af forargelsen over de landflygtige konti og ejernes hjælpere, banker, advokater osv., tih.. som hun korrekt påpeger, det er jo ret beset ikke ulovligt, hvad man har afsløret.
Hvad hverken hun eller andre så har set, er det, at forargelsen netop sættes i verden for at dække over det fundamentale forhold, at EU-formandens mesterværk af en lovstat, Luxembourg, er den legaliserende transitstat for stort set alle, som har ondt i skatten og noget at have det i.
Jeg interesserer mig kun for forargelsen, omgangen med anstændigheden, fordi det handler om meget mere, nemlig integritet og mangel på samme. Og når skatteunddragelse er lovlig, lige frem formålet med EU, dvs. måden at indføre minimalstaten på, ja så burde det være budskabet, frem for denne patetiske fremturen med forargelsen over alle de lovlydige skatteunddragere. De eks. som er kommet frem, er kun i detaljen af ulovlig karakter. Den botaniserende omgang med referencerne, som de udvalgte medier har praktiseret her, afslører igen, den selektive omgang med sandheden på mediets side. Medieverdenen af i går, den gamle verden.
I øjeblikket har jeg den over et par dage mest læste kronik på forsiden af ing.dk. Den handler om min ulovlige cykel. Forargelsen vækkes her bevidst, ikke på min side, men på andres side. Den vækkes hamrende bevidst med lovbrudet som virkemidel, med det formål at afsløre min egen moralske overlegenhed i forhold til en illegitim herskende orden.
Moderatoren på ing.dk, Henrik Heide, var så pudsigt nok så sød at udelukke mig fra debatforaerne på ing.dk for et års tid siden, fordi jeg skrev en bemærkning om, at jøder elsker penge og at medier elsker jøder. Det skete i forlængelse af et forsøg på at leve op til Flemming Roses krav om ikke at lægge bånd på sig selv af misforstået hensyn til ytringsfriheden. Men sådan er der jo så meget.
Mit intellektuelle forbillede, Friedrich Nietzsche, så det som sin pligt konstant at stå på, se på, forstå mulighedsbetingelsen for ret, sandhed, godhed... Det er netop her, at den uanstændige omgang med anstændigheden, den ulovlige lov og sandheden om sandheden melder sig. Det er her, at det sner kære venner, og det er her, at spørgsmålet om integritet melder sig, som det der afgør, hvilken form for snak om anstændighed, der er værd at forholde sig til.
Det er tilsyneladende alt for svært stof på redaktionsgangene rundt om og for Knudsen. Når det rammer forkert, så vil man af med anstændigheden, og når man har brug for at vende det udad, så kan man ikke få nok af den. Der botaniseres frit og frejdigt. Uforpligtende uden integritet.
Man har for travlt med at overleve på elendighedens betingelser, og undrer sig, takket være manglende intellektuel integritet over, at verden hele tiden afslører sig som værende ikke god nok til de gode.
I 1980´ hed det postmodernisme. Men det var også alt for svært for den gamle medieverden at forholde sig til. I dag hedder det konstruktivisme. Men igen, så er det noget helt andet, end konstruktivisme, som man lægger i udtrykket. Den filosofisk erkendelsesteoretiske konstruktivisme, den er nemlig også alt for svær at danse med. Det sælger ikke, og det der er ikke nogen der ude, som ved hvad det handler om. Så det taler vi heller ikke om.
Kan vi så ikke for en stund glemme ordet "anstændighed", der kan trigge så meget had og vrede, og bare fokusere på, om man meningsfyldt kan kommunikere og diskutere med nuancer, når formatet hedder 140 tegn, hvor måske 1/3 eller mere går til at @'e de tidligere involverede i tråden?
Twitter er fint til at smide et link, til lige at give et heads up på et eller andet - men Twitter er altså noget frygteligt noget, ja man fristes til at sige noget værre lort, hvis der skal foregå en meningsudveksling på andet end one-liners og slag under bæltestedet.
Når det gælder nuancer er Facebook faktisk temmelig meget bedre. FB har så nogle andre iboende svagheder, i særdeleshed at posts ikke som på Twitter er offentlige for alle, også for dem, der ikke har en konto.
Det er vist det, det her handler om. Ikke om "anstændighed" som en del af kulturkrigen, konspirationer om havenes stigning og det evige slagsmål om Islam.
Vi lever i en verden, hvor de økonomisk højtflyvende, via egne medier, markedet som vilkår, har været vandt til at se sig selv som den naturlige indstifter af en politiske dagsorden.
Hvad der har figureret som anstændighed, gensidig respekt og sober tone i debatten er så ikke længere, hvad det har været, og den uantastelige moralske position - hvor ud fra udviklingen kan hente sin korrekte indrangering under anstændighedens domæne - mangler.
Kravet om anstændighed melder sig i den sump, som kravet ikke rigtigt kan hæve sig over. Fordømmelsen af de nye medier, fremført af de gamle, mangler status, sin forpligtende karakter.
De store sammenhængende fortællinger, der gik på, - at hvad der er godt for den ene, mediet på markedet, partiet på borgen, borgeren i samfundet, bonden på marken, finansmanden på de fri markeder, osv., at det er ikke bare godt for denne og dennes, men i det hele taget godt - alle disse fortællinger - som har solgt som varmt brød hos de købedygtige - er for længst afsløret som patetisk bekvemt snik snak, billig markedsideologi.
De traditionelt højtflyvendes gigantiske bidrag til undermineringen af meningen med enhver fortælling; den globale opvarmning (skabt af de højftflyvende), de falske markedsværdier, boblerne, bristede eller ej, den vanvittigt hurtigt forsvindende biodiversitet til havs, lands og i luften, illussionerne, fantasierne, løgnene (mediernes kollektive løgne), de kun poliske udtalelser om, at hvad de heldige og højtflyvende havde fordel af, det er til alle andres, osv., alle disse ekstremt professionelle og aldeles uanstændige former for omgang med sandheden, personificeret ved Lomborg, Svensmark, Rasmussen d. II og III med de kollektive Irakløgne, de falske skattesager, og den nyligt perverse omtale af Panamakontierne, de højtflyvendes konti, (som om det var ulovligt, at en nation og kunderne i butikken via national suverænitet unddrager andre stater deres indtægtsgrundlag, som om at Vestager ikke netop var kommissær i en kommission, hvor alt primært sigter til at minimere staten via undergravningen af dens skattegrundlag osv.),
det bygger alt sammen op om den gamle orden, denne ordens totale mangel på anstændighed!
Hvis, og kun hvis, der var en mere konsistent og sammenhængende, dvs. ansvarlig tilgang til denne verdens problemer, og en mere forpligtende indrangering af disse problemer i forhold til hverandre, så kunne man måske tage de gamle mediers snak om anstændighed alvorlig.
Men det kan man ikke. For der er ingen forpligtende forståelse for og indrangering af problemerne i forhold til hverandre.
Der er ingen anstændighed.
Det er alt sammen uanstændig snak om anstændighed og alt andet.