Debat: To boldbaner i samme klub

Journalistens redaktør fremmaner endnu en gang billedet af kommunikation og journalistik som to fag i medfødt konflikt med hinanden. Han tager fejl. Sammenstød er sjældnere og sjældnere, skriver Esben Ørberg

DEBAT. Journalistens redaktør fremmaner endnu en gang billedet af kommunikation og journalistik som to fag i medfødt konflikt med hinanden. Han tager fejl. Sammenstød er sjældnere og sjældnere.

Redaktør Øjvind Hesselager skriver i Journalistens nytårs-leder, at DJ skal fastholde et fællesskab af forskelle mellem journalistik og kommunikation. Og han advarer mod at ’tale lighederne op for at skabe falsk harmoni’. Fint. Klogt.

Men redaktørens præmis er forkert. Hans begrundelse for at advare skyldes, at han stiller journalistik og kommunikation op imod hinanden. De to fag ’modvægter’ hinanden, får vi at vide, og ’en stærk presse vil skabe stærk modkommunikation’.

Nej. De to fag spiller kun i ringe omfang op til og mod hinanden. I praksis og udøvelse har journalistik sin egen bane. Kommunikation har sin. Der er kun i ringe omfang tale om, at kommunikatørerne skyder bolden ind på den journalistiske bane. Jo, sådan var det i 60’erne, da kommunikation opstod som fag. Dengang spillede pressen en stor rolle for organisationer og virksomheder.

Det er længe siden. Kommunikation er siden blevet et stort, velfunderet akademisk fag verden over. Presserelationer er en forsvindende lille del af kommunikationsarbejdet for langt de fleste udøvere af faget.

Jo, der er områder, eksempelvis inden for politisk kommunikation, hvor der er god grund til at tale om, at fagene modvægter hinanden. Hvor alle midler tages i brug for at tage sig godt ud. Og hvor en svag presse vil udløse et over­­­­i­dylliseret spin-billede med risiko for magtfordrejning, hvis kommunikatørerne får overtag på banen.

Men hvor vil det være befriende, hvis også Journalisten lidt oftere vil dykke dybt ned i den overvejende del af kommunikatørernes faglighed, hvor pressen ikke spiller nogen rolle. Den indeholder et hav af gode, kritiske vinkler og fascinerende journalistiske historier, der er både relevante og vedkommende for Journalistens læsere.

Jeg ved godt, at konflikt spiller en enorm rolle i journalistik (fordi publikum elsker konflikter), og jeg ved også, at det er derfor, at Journalisten ofte bringer historier fra spændingsfeltet, hvor de to fag tørner sammen.

Men virkeligheden er, at boldklubben DJ rummer flere baner, hvor det daglige samvær og træningen foregår uafhængigt af hinanden. Kun ved særlige lejligheder; delegeretmøde, Fagligt Forum, Fagfestival og den slags, spilles på én og samme bane. Dog ikke altid lige smukt eller efter samme spilleregler, men klubbens historie og værdier er robuste og holder sammen på de forskellige hold.

Der er kun i ringe omfang tale om, at kommunikatørerne skyder bolden ind på den journalistiske bane.

I hele dette miljø bør Journalisten snuse rundt, folde ud, på alle baner, frit og ubesværet – og naturligvis undgå falsk harmoni, men heller ikke konstruere falske konflikter. Men når nu selveste Journalistens redaktør på lederplads styrker myten om kommunikation og journalistik på kollisionskurs, må han og medarbejderne opfordres til at lære at beherske stofområdet kommunikation lige så godt som metajournalistikken.

Øjvind har i øvrigt en pudsig observation i lederen: ’Der er en del signaler i tiden, der går på, at journalistik og kommunikation stort set er det samme’.

Jeg ved ikke, hvor redaktøren fanger sine signaler. Mine signaler siger noget helt andet.

De to fag er fundamentalt og dybt forskellige i deres mission og formål, men begge trækker på en lang række af identiske metoder, teorier og fagligheder. Begge bruger flittigt af samme værktøjskasse, men til vidt forskellig udøvelse og praksis. Kommunikatørerne i en sags tjeneste. Journalisterne uden andet formål end at granske, opklare, formidle – publicere.

Hesselager håner derimod de fælles fagligheder: ’Vi skriver jo alle på computer. Trækker vejret’. Den lille smiley, han har forsøgt at typografere efterfølgende, virker lige så malplaceret som selve sætningen.

Esben Ørberg, Uddannelse: journalist. Erhverv: kommunikatør og fagbladsredaktør

—–

Vil kommunikatørerne være med?

SVAR fra Øjvind Hesselager, redaktør, Journalisten

Kære Esben. Tak for dit indspark, der måske kan være med til at sætte gang i en dybere debat.

Du skriver, at Journalisten overser et hav af ”gode, kritiske vinkler og fascinerende journalistiske historier, der er både relevante og vedkommende for Journalistens læsere.”

Desværre er lysten til at fortælle åbent om, hvordan kommunikation konkret udføres, ikke altid udbredt. Især er det svært at få fat i ”fodfolket” – og toppen vil gerne styre ret meget.

Her er for eksempel et ganske typisk svar fra en kommunal kommunikationschef, som Journalisten gerne ville interviewe, da medarbejderne ikke kunne stille op:

”Jeg vil gerne vide, i hvilken sammenhæng interviewet bliver bragt (…). Og jeg vil gerne have lov til at sige nej tak til at medvirke, hvis jeg opfatter den sammenhæng, I måtte vælge at bringe interviewet i, som malplaceret.”

Det går jo ikke.

Jeg skyder derfor den anden vej: Journalisten vil gerne fortælle endnu flere væsentlige historier om kommunikation. Vil kommunikatørerne være med?