DEBAT. Journalistens redaktør fremmaner endnu en gang billedet af kommunikation og journalistik som to fag i medfødt konflikt med hinanden. Han tager fejl. Sammenstød er sjældnere og sjældnere.
Redaktør Øjvind Hesselager skriver i Journalistens nytårs-leder, at DJ skal fastholde et fællesskab af forskelle mellem journalistik og kommunikation. Og han advarer mod at ’tale lighederne op for at skabe falsk harmoni’. Fint. Klogt.
Men redaktørens præmis er forkert. Hans begrundelse for at advare skyldes, at han stiller journalistik og kommunikation op imod hinanden. De to fag ’modvægter’ hinanden, får vi at vide, og ’en stærk presse vil skabe stærk modkommunikation’.
Nej. De to fag spiller kun i ringe omfang op til og mod hinanden. I praksis og udøvelse har journalistik sin egen bane. Kommunikation har sin. Der er kun i ringe omfang tale om, at kommunikatørerne skyder bolden ind på den journalistiske bane. Jo, sådan var det i 60’erne, da kommunikation opstod som fag. Dengang spillede pressen en stor rolle for organisationer og virksomheder.
Det er længe siden. Kommunikation er siden blevet et stort, velfunderet akademisk fag verden over. Presserelationer er en forsvindende lille del af kommunikationsarbejdet for langt de fleste udøvere af faget.
Jo, der er områder, eksempelvis inden for politisk kommunikation, hvor der er god grund til at tale om, at fagene modvægter hinanden. Hvor alle midler tages i brug for at tage sig godt ud. Og hvor en svag presse vil udløse et overidylliseret spin-billede med risiko for magtfordrejning, hvis kommunikatørerne får overtag på banen.
Men hvor vil det være befriende, hvis også Journalisten lidt oftere vil dykke dybt ned i den overvejende del af kommunikatørernes faglighed, hvor pressen ikke spiller nogen rolle. Den indeholder et hav af gode, kritiske vinkler og fascinerende journalistiske historier, der er både relevante og vedkommende for Journalistens læsere.
Jeg ved godt, at konflikt spiller en enorm rolle i journalistik (fordi publikum elsker konflikter), og jeg ved også, at det er derfor, at Journalisten ofte bringer historier fra spændingsfeltet, hvor de to fag tørner sammen.
Men virkeligheden er, at boldklubben DJ rummer flere baner, hvor det daglige samvær og træningen foregår uafhængigt af hinanden. Kun ved særlige lejligheder; delegeretmøde, Fagligt Forum, Fagfestival og den slags, spilles på én og samme bane. Dog ikke altid lige smukt eller efter samme spilleregler, men klubbens historie og værdier er robuste og holder sammen på de forskellige hold.
Der er kun i ringe omfang tale om, at kommunikatørerne skyder bolden ind på den journalistiske bane.
I hele dette miljø bør Journalisten snuse rundt, folde ud, på alle baner, frit og ubesværet – og naturligvis undgå falsk harmoni, men heller ikke konstruere falske konflikter. Men når nu selveste Journalistens redaktør på lederplads styrker myten om kommunikation og journalistik på kollisionskurs, må han og medarbejderne opfordres til at lære at beherske stofområdet kommunikation lige så godt som metajournalistikken.
Øjvind har i øvrigt en pudsig observation i lederen: ’Der er en del signaler i tiden, der går på, at journalistik og kommunikation stort set er det samme’.
Jeg ved ikke, hvor redaktøren fanger sine signaler. Mine signaler siger noget helt andet.
De to fag er fundamentalt og dybt forskellige i deres mission og formål, men begge trækker på en lang række af identiske metoder, teorier og fagligheder. Begge bruger flittigt af samme værktøjskasse, men til vidt forskellig udøvelse og praksis. Kommunikatørerne i en sags tjeneste. Journalisterne uden andet formål end at granske, opklare, formidle – publicere.
Hesselager håner derimod de fælles fagligheder: ’Vi skriver jo alle på computer. Trækker vejret’. Den lille smiley, han har forsøgt at typografere efterfølgende, virker lige så malplaceret som selve sætningen.
Esben Ørberg, Uddannelse: journalist. Erhverv: kommunikatør og fagbladsredaktør
—–
Vil kommunikatørerne være med?
SVAR fra Øjvind Hesselager, redaktør, Journalisten
Kære Esben. Tak for dit indspark, der måske kan være med til at sætte gang i en dybere debat.
Du skriver, at Journalisten overser et hav af ”gode, kritiske vinkler og fascinerende journalistiske historier, der er både relevante og vedkommende for Journalistens læsere.”
Desværre er lysten til at fortælle åbent om, hvordan kommunikation konkret udføres, ikke altid udbredt. Især er det svært at få fat i ”fodfolket” – og toppen vil gerne styre ret meget.
Her er for eksempel et ganske typisk svar fra en kommunal kommunikationschef, som Journalisten gerne ville interviewe, da medarbejderne ikke kunne stille op:
”Jeg vil gerne vide, i hvilken sammenhæng interviewet bliver bragt (…). Og jeg vil gerne have lov til at sige nej tak til at medvirke, hvis jeg opfatter den sammenhæng, I måtte vælge at bringe interviewet i, som malplaceret.”
Det går jo ikke.
Jeg skyder derfor den anden vej: Journalisten vil gerne fortælle endnu flere væsentlige historier om kommunikation. Vil kommunikatørerne være med?
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Esben
Tak for din sobre debatform. Du er en lige så stor gentleman i debatten, som du er i virkeligheden. Det er en udsøgt fornøjelse at få lov at være uenig med dig. Smil.
Og så uenige er vi heller ikke. Vi vil det samme: Vise mediefolkets mangfoldighed på kryds og tværs i et forbund, der favner "et fællesskab af forskelle", som jeg noterer det på min Twitter-profil.
Jeg er også helt enig i den grundliggende loyalitet. Jeg arbejder ud fra præcis samme fundats som DJ står på. Journalistens uafhængighed skal sikre bedre vilkår til ytringsfriheden og for medlemmerne. Ellers giver fagbladet ingen mening.
I min afdeling sker det ud fra troen på, at en kritisk og ikke mindst fagkritisk tilgang på den lange bane styrker DJ og dermed medlemmerne. Det kan gøre ondt undervejs. Bagefter er vi stærkere. Kritisk og uafhængig journalistik er dermed den bedste garant for optimering af både demokrati og organisation. Det er jo derfor DJ betaler gildet! Det er også derfor pressestøtten findes.
Der hvor det bliver svært, er fx denne sætning hos dig:
"Tag bare den interne kommunikation, som ledelserne bruger til at få medarbejdere eller andre tætte relationer til at ændre adfærd."
Det er ren op ad bakke. Der findes ikke den kommunikationchef i kongeriget, der vil lukke Journalisten ind i de processer. Måske vi kan komme ind bagefter, hvor den administerende vil sprede lidt sorteret vellyd, der lige så godt kunne have stået i pressemeddelelsen. Med al respekt for dem, men vi trykker dem ikke så tit.
Helt kort er udfordringen, at kommunikation ofte ikke er bylinet, når den er rigtig spændende. Den slags kommunikation, der er intern og ikke presserettet, skal få ting til at ske, uden at vi taler om hvordan og uden at afsenderen er markeret. Det er magi og tryllestøv.
Ham, hun, den, det må vi ikke tale om. Det kan stå i vejen for processen og resultatet. Tænker man åbenbart. Men hvis nogen vil, så skal jeg nok være der.
Den anden del - fællesmængden af færdigheder - kan vi godt skrive mere om. Rigtigt. Men er det sådan rigtigt spændende?
Tak fordi du synes, vi laver Danmarks bedste fagblad. Det synes jeg også.
Mange venlige hilsner
Kære Øjvind
Jeg er helt enig i, at langt flere K-bureauer og K-folk bør fortælle om både metoder og løsninger – så vidt det nu er muligt af hensyn til deres kunde/arbejdsgiver. For det er vildt fascinerende, hvad der foregår i virksomhedernes maskinrum. Meget mere tåler dagens lys. Og jeg lover at levere tip til jer med jævne mellemrum!
Men det fjerner jo ikke fokus fra de to problemer, som jeg peger på:
1. Journalistens journalistik om K afspejler alt for ofte K-arbejde som pressearbejde. Moderne K er bare så meget andet, som jeg vil ønske, at Journalisten kunne finde ud af at dække. Tag bare den interne kommunikation, som ledelserne bruger til at få medarbejdere eller andre tætte relationer til at ændre adfærd. Ofte arbejder K-folk – uddannede journalister eller ej – sammen med andre faggrupper i flotte orkestre, hvis melodier virkelig virker efter hensigten.
2. Jo, K og journalistik er forskellige fag. De skal ikke tales fælles. Men mange udøvere i begge fag har uvurderlig glæde af at kunne trække på journalistiske grundfærdigheder. For at nå til tops i K skal man normalt kunne en hel del mere, som man sagtens kan efteruddanne sig til. Eller den akademisk uddannede kommunikatør kan tilegne sig journalistikkens grundtrin. Akkurat som den journalistuddannede journalist først bliver rigtig god, når hun har lært dele af andre fag. Altså: K og J har typisk en fællesmængde af færdigheder som ballast. Men arbejder i praksis på helt forskellige måder.
Jeg mener blot, at du og dine medarbejdere skal tage jer disse forhold i agt – og så i øvrigt bare fortsætte det gode arbejde med at producere Danmarks bedste fagblad. Kvaliteten skyldes sjovt nok ikke kun dygtige medarbejdere, men også jeres uafhængighed af forbundet og forbundets kommunikationsansatte. Denne status er et gode for os medlemmer, og det er generøst af en organisation, at den tillader både fri og styret formidling.
Fælles for DJs journalister på Journalisten og de kommunikationsansatte i forbundet er en grundlæggende loyalitet over for DJ, når det virkelig gælder.
Men ellers arbejder I jo netop vidt forskelligt og hurra for det!
Bedste hilsen fra Esben Ørberg