For et par måneder siden udkom DJ’s lønstatistik for 2015, og igen i år er der en forskel på lønnen for mænd og kvinder. For Dansk Journalistforbund som helhed er forskellen mellem mænds og kvinders løn 5,8 procent i mændenes favør.

Det er ingen stor forskel. Ikke når man sammenligner på landsplan – Socialforskningsinstituttet SFI har adskillige gange dokumenteret, at forskellen her er væsentligt større, op imod 20 procent.

Men i vores eget regi er der et par bekymrende tendenser, som vi bør være opmærksom på: Forskellen synes at vokse. Og så er der to strukturelle/kulturelle faktorer, der bremser for mere ligestilling.

Forskellen voksede i 2015. Mændenes lønudvikling fra 2014 til 2015 var på landsplan på +1,1 procent, mens kvindernes tilsvarende lønudvikling var på +0,5 procent.

Den tendens er kun set i 2015, og det kan (forhåbentlig) være en enlig svale. Til gengæld er det fast tradition, at mændene tjener mere end kvinderne i DJ, og det er et mønster nærmest uden variationer, når man kigger i statistikken.

For nogle år siden var det sådan, at blandt dimittenderne var der et lille løn-plus til kvinderne. Ikke stort, men over nogle år var det trods alt reglen frem til 2012. Siden er det også her blevet sådan, at mændene tjener mest.

Når vi ser på de faktorer, der kan virke som en bremse på ligeløn, så falder to ting i øjnene. 

Den første faktor er samtidig den største udfordring: Det er kvinderne, der tager barslen. På DJ’s overenskomster kan man dele barselsperioden, men vi kan se, at så længe der er frit valg, så vælger kvinderne barslen i større omfang end mændene.

Hvis man – politisk og aftalemæssigt – ønsker ligestilling, så er det efter min opfattelse nødvendigt at regulere dette. Barselsorloven skal deles i to, og den skal være øremærket; i yderste konsekvens sådan forstået, at hvis manden ikke tager den, mister familien den.

For det er, når kvinderne er væk fra jobbet i lang tid, at de ikke går til lønforhandlingerne. Både forhandlingen lige før og den lige efter orloven. Dette skaber over tid de større lønforskelle, end vi ser på dimittend-niveauet.

Den anden faktor er, at kvinderne er mindst lige så gode forhandlere som mændene, når det gælder om at gå ind til chefen og bede om lønforhøjelse.

De gør det bare sjældnere. Vore mandlige kolleger griber muligheden for en forhandling hvert år, når der åbnes for lønforhandlinger – og bliver det til et nej, så kommer de igen året efter.

Jeg kan kun opfordre til, at de kvindelige kolleger smider forbeholdet og nervøsiteten for et muligt nej til lønforhøjelse. Gå ind og tag forhandlingen, når chancen byder sig.

Ligestilling handler om kamp, forhandling og fokus. Jeg kan love, at vi i formandskabet i DJ har fokus på ligeløn og ligestilling og vil forhandle så gode rammer hjem som muligt.

Men vore kvindelige kolleger må selv udfylde disse rammer. Vi skal simpelthen have forbedret u-ligelønnen i DJ!