1. Fortæl de gode historier
Jeg savner, at DR af egen drift fortæller gode nyheder om sig selv. Jeg savner, at nogen fortæller, at 'X Factor' er et af de få steder, hvor indvandrere er i medierne for noget, de er dygtige til, og ikke for noget, de er dårlige til. Det er her, Reem, Basim og Mohamed får lov at skinne sammen med Sofie og Oliver. Jeg savner, at nogen siger, at dette er mere end hjernedød underholdning; det er Danmark, som Danmark er, og det er integration for fuld sammenhængskraft.
Her er det for eksempel Mohamed, der optræder i ‘X Factor’ i 2009 med et gammel Sneakers-nummer.
Jeg savner at høre, at DR er landets mest troværdige mediehus. Det seneste år har DR fået kritik i tre pressenævnssager – to af dem var for 'Kontant'-programmer – og er blevet 'frifundet' i 11. Til sammenligning har Jyllands-Posten fået kritik i to sager. Sat i forhold til antal journalister ved jeg godt, hvem der vinder den sammenligning.
Men det hører vi ikke om. I stedet har man brugt penge på en meningsløs kampagne for, at ”licens er noget, vi giver til hinanden”, altså en slags imagekampagne uden image.
2. Tal klart
DR bør vise sine ejere, det danske folk, den respekt at sige tingene ligeud. Hvis en direktør er blevet fyret eller på anden måde tilovers, så sig det; det behøver ikke at være nogen skam for hverken DR eller direktøren. Lad være med at opfinde festlige forklaringer om et midlertidigt job som ”mangfoldighedskonsulent”.
Man gør som organisation situationen helt umulig for sig selv, når man har en bestyrelsesformand, som ikke kan åbne munden og advare om besparelser uden at blive misforstået. Michael Christiansen sagde faktisk ikke, at politikerne bare kunne komme og skære løs; han forsøgte at advare om, at hvis man gjorde det, så ville det få konsekvenser for indholdet. Det, der står tilbage, er imidlertid indtrykket af en illoyal bestyrelsesformand, som udtrykte ”en vis forståelse” for at skulle spare.
Ja, måske er jeg for venlig over for Michael Christiansen, men læs selv her, hvad han faktisk sagde.
3. Se på jer selv med andres briller
Her kan man passende anvende Side 2-testen. Den er opkaldt efter Ekstra Bladets side 2 og går ud på, at man skal overveje, om det, man har tænkt sig at gøre, i kun to hovedsætninger ville kunne fremstilles som det rene idioti. I så fald skal man lade være med at gøre det.
Man skal for eksempel lade være med at flyve pårørendes heste til Amerika. I en pris- og læseværdig longread, Den brændende platform, citerer Journalisten DR-værten Adrian Hughes for, at hestehistorien var ”en tegnestift i ligkisten, mens mangfoldighedskonsulenten var et syvtommersøm”. Det er muligt, men en tegnestift i hjertet kan skade mere end et syvtommersøm i foden. En stor del af de danskere, der betaler for DR’s drift, ville være et halvt år om at tjene så mange penge, som det kostede at fragte Jazz til USA. De mennesker skal man have respekt for.
4. Få færre fjender
Nej, det ville ikke hjælpe dagbladene en pind, om DR så helt lukkede sit website. Men når nu det irriterer dagbladene så meget, at DR udvider på nettet, hvorfor i alverden gør man det så? Hvorfor prøver man ikke i stedet at indlede et samarbejde med dagbladene? Personligt kan jeg fint sætte mig ind i DR-ledelsens holdning, men jeg kan også sagtens tillade mig at være et arrogant røvhul; jeg har kun ansvaret for mig selv. DR-ledelsen har ansvaret for næsten 2.800 ansatte. Om ikke andet så af hensyn til dem skulle man måske forsøge at være mindre konfliktsøgende.
Og så er der alle dem, man ikke nødvendigvis skal samarbejde med, men gør klogt i at tale med, fordi de har indflydelse og måske også idéer. Jeg har ikke adgang til generaldirektørens og DR-bestyrelsesformandens mødekalender, så jeg skriver alene på grundlag af anekdotiske indtryk. Men de indtryk siger mig entydigt, at DR-ledelsen ikke har været ret god til at dyrke forbindelser til politikere, organisationer og erhvervsvirksomheder. Måske har man ment, at man burde holde armslængdes afstand til alt og alle. Det er et hæderligt synspunkt, men ikke særlig fornuftigt. Resultatet er, at når brændestablen vælter, har man ingen, man kan ringe til og bede om råd og hjælp.
5. Føderalisér DR
DR er et stort hus, men det er præget af central styring, både formelt og uformelt. I praksis betyder det, at selv om masser af skæve, anderledes og kontroversielle projekter trives rundt om i huset, så finder politikerne det ikke oplagt at lade DR stå for nye projekter, som i et eller andet omfang kunne indebære en konkurrence med andre dele af DR.
Da man ville have et alternativ til P1, kunne man ikke drømme om at lade DR opbygge det, men valgte at udlicitere opgaven til Radio24syv. Den nye folkeoplysningskanal, som regeringen foreslår, skal også udliciteres. Hvorfor i alverden kunne DR ikke løse den opgave? Og hvorfor kan initiativer som Third Ear, Radioøen eller Københavns Radiobiograf ikke rummes i DR? Jeg forestiller mig, at et DR med større indre selvstyre til afdelinger og projekter også ville være bedre til at åbne sig over for omverdenen.
6. Tag initiativer
DR har naturligvis strategiarbejde på højt niveau, men man synes alligevel dårlig til at gætte politikernes krav, for slet ikke at tale om borgernes. Nu melder regeringen så ud, at DR skal åbne sine arkiver, digitalisere alt og stille det til rådighed for danskerne. Det bliver sikkert både dyrt og besværligt at gennemføre, men idéen er god nok. Hvorfor er DR ikke for længst af sig selv gået i gang med dette arbejde? Hvorfor sidder man og venter, til man bliver tvunget?
7. Tænk fremad
Det er næsten 20 år siden, at jeg hørte et oplæg fra meget visionær DR-generaldirektør – ja, sådan én har man faktisk haft; han hed Christian S. Nissen og blev fyret af grunde, der vist ikke havde meget med radio og tv at gøre. Generaldirektøren forklarede, at i fremtiden ville indhold blive tilgængeligt på kryds og tværs, strømmen i flow-tv svinde hen og kanaler blive uvæsentlige. Den nuværende ledelse har i stedet åbnet nye kanaler som aldrig før. Det er der sikkert gode grunde til, men jeg kunne ønske mig, at DR-ledelsen i lidt højere grad dokumenterede, at den forstår fremtidens mediebillede. Kulturminister Mette Bock forsøger i det mindste at gøre det.
Interesseerklæring: Uffe Gardel har aldrig været ansat i DR og har heller aldrig forsøgt at blive det.
Journalisten har forelagt debatindlægget for DR’s kommunikationschef, Lasse Bastkjær Jensen. Han skriver: ”Jeg synes, at det er alletiders, at forskellige gode kræfter kommer med deres synspunkter på og forslag til fremtidens DR. Det gælder bestemt også Uffe Gardel. Han har mangeårig og dyb indsigt i danske medier, og jeg lytter altid med interesse, når han udtaler sig.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg foreslår et rotationsystem. DR er det mest troværdige medie i stort set alle målinger, og den troværdighed vil man, med det nye medieudspil, gerne have udbredt til resten af branchen.
Derfor foreslår, at man maksimum kan arbejde fem år i DR, hvorefter man skal ud på det private arbejdsmarked, medmindre man har helt særlige evner som eksempelvis teknikere, musikere mv.