search

Debat: ”Synsninger” ødelægger journalistikken

Opsang til journalistikken: ”Læg mærke til, hvor ofte vi afsporer en samtale, snarere end faciliterer og løfter den,” skriver Christian W. Larsen

Af Christian W. Larsen, redaktør, Markedsføring

Jeg mærker desperationen vokse. Samtalerne i det offentlige rum bliver mere og mere skingre og mindre og mindre generøse. Især det seneste år har været slemt, men udviklingen er jo ikke ny.
For os, der læser på dette site, burde udviklingen mane til eftertanke. Vi er nemlig primært professionelle, der som et minimum bør reflektere over, hvad vi melder ud, og hvorfor vi gør det.
Desværre ser det ud til, at friheden som privat smitter af på adfærden som professionel. Også i de medier, vi lever af, vokser elendigheden. Sober kommunikation glider over i ”synsninger” og lommefilosofi, der er medvirkende til, at vi som profession ligger lavt på troværdighedsskalaen.

Sportsjournalistikkens sejr
Det sobre er fortrængt af det mindre sobre. Vi udstiller fagets manglende refleksion, snarere end at være garanter for kvalitet. Vi tilstræbte det i det mindste i ”gamle dage”. Det gør vi ikke længere.
Facebook-kulturen har vundet. I vores verden kan vi kalde det for sportsjournalistikkens ”hvad føler du lige nu”-spørgsmål. Følelses-journalistikken er fremmet af hastigheden og manglende professionalisme, og det fører til, med medieprofessor Anker Brink Lunds ord, at ”Fuzzy News” reelt er farligere end ”Fake News”, som trods alt kan tilbagevises.
Det, der er miseren, er groft sagt sammenblandingen af det private og det professionelle.
Tag #Metoo debatten. Et fremragende initiativ, og hvor det principielle er brugen af magt til at få sex. Men i slipstrømmen røg det principielle ud med badevandet. Voldtægter blev blandet med klap-i-røven, uoverlagte og dumsmarte bemærkninger. Den cocktail illustrerer pointen.

Grim motivforskning
Men der er noget, der er endnu værre. Hvor ofte ser vi ikke, at journalister – formentlig pga. af manglende tid og nogle gange også af dovenskab – leger psykologer. Vi motivforsker, når vi stiller spørgsmål og læner os ind i den fejlagtige påstand om, at ”spørgsmål er ikke dumme, det kan kun svarene være”.
Det passer jo ikke. Et spørgsmål er udtryk for en vinkling, og hvis vi giver udtryk for, at vi har indsigt i et menneskes tanker, begår vi professionelt selvmord. Vi ved ikke, hvad Lars Løkke tænker, når han accepterer et gratis sommerhus.
Har vi dokumentation for, at gaven har indvirkning på hans kvote-politik, er det den dokumentation, vi fremlægger. Vi er nysgerrige, og vi søger at dokumentere den nysgerrighed via konsekvenserne. Vi er ikke nyfigne og skal heller ikke agere som en omvendt spindoktor.
Et andet eksempel er dette: Nogle af os betragter det som professionelt og endda kritisk journalistik at spørge en minister: ”Kan du garantere, at dette og hint ikke sker?”
Hånden på hjertet: Hvad er dog det for et spørgsmål? Det kan kun gud, hvis man tror på den slags. Intet menneske kan garantere fremtiden, så hvorfor stille spørgsmålet?
Og hvis vi stiller det samme spørgsmål 28 gange til en minister, kun for at få det samme og i øvrigt acceptable svar fra ministeren, er det professionen, vi udstiller, ikke ministeren.

Kommunikation er potent
Læg mærke til, hvor ofte vi afsporer en samtale, snarere end faciliterer og løfter den. Og for at undgå den indvending, der blot vil understrege min pointe: Lad være med at tro eller hævde, at ”det afskaffer kritisk journalistik”.
Jo mere kritisk, desto bedre. Men tænk konsekvensen igennem, før spørgsmålene fyres af. Kommunikation er som bekendt det mest potente værktøj i verden, og vi er sat på jorden for at løfte indsigten – gøre vore læsere, lyttere og seere klogere og bedre i stand til at træffe valg. Vi skal ikke træffe valgene for dem.
Læg især mærke til tre ting:
· Hvornår vi leger psykologer og bedriver motivforskning?
· Hvornår vi udstiller et andet menneske i stedet for at oplyse sagen ved fx at glide ud ad tangenter, der kun perifert har noget med sagen at gøre?
· Hvornår er vi nyfigne i stedet for at være nysgerrige?
De tre elementer vokser desværre og har gjort det de seneste 12 måneder. Det tjener ikke professionen til ære, og det undergraver den nødvendige position, journalister og kommunikatører burde have ambitionen om at indtage.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen