Få minutter før Connie Hedegaard tog ordet og præsenterede public service-udvalgets rapport, talte jeg med et af udvalgsmedlemmerne om den.

Det vanskelige ved rapporten er, at der er fem scenarier ridset op. Ikke anbefalinger, men alene mulige scenarier, som så kan kombineres på kryds og tværs.

Det er vanskeligt, fordi det efter min mening efterlader et meget stort område for politikerne til at mene præcis det, de også mente, før udvalget barslede med rapporten. Og jeg er ikke sikker på, at politikerne lyttede, da Hedegaard kom med sin eneste anbefaling på pressemødet – nemlig opfordringen til at læse rapporten, før man danner sig en mening.

På det tidspunkt var meningsdannerne og de journalistiske vinkler allerede i fuld gang og havde været det siden aftenen før. 

Og det var dét, udvalgsmedlemmet og jeg kort talte om: At de journalistiske vinklinger forud for mødet var, at der blev taget ét scenario, eller et udpluk af flere (større eller mindre DR, for eksempel) – og så kunne der skrives klummer og blogs og kommentarer ud fra denne ”anbefaling”.

Som altså ikke var nogen anbefaling.

Nu skal man ikke beklage sig over interesse for faget og branchen, men for udenforstående kunne det muligvis virke lidt bombastisk at læse aviser og websider i de dage. 

DR lavede live-blog på sin hjemmeside, som var det en boksekamp, de ikke havde transmissionsrettighederne til, men som de alligevel ville fortælle deres brugere om.

Jeg mener: Der bliver mellem år og dag præsenteret mange udvalgsrapporter og kommissionsredegørelser i det politiske Danmark, uden at det løfter mange øjenbryn på redaktionerne.

Sådan er det bare aldrig, når vi taler om ”vores egen lille verden”.

Her bliver hver besparelse i et mediehus til en nyhed, og hvor chefredaktørerne søndag efter søndag sidder om bordet i News’ ’Presselogen’ og med forsøgsvis charme prøver at genopbygge den tillid til medierne, som befolkningen for længst synes at have tabt.

I virkeligheden savner jeg netop dét i public service-rapporten: At der bliver fokuseret på, hvad kvaliteten af indholdet betyder for både det formidlede og for borgerens oplevelse af stoffet.

Har det betydning, at det er uddannede journalister, fotografer og andre mediearbejdere, der leverer stoffet? 

Vi ved jo, at der år for år er blevet færre kolleger ansat på nyhedsmedierne i Danmark. Vi ved også, at de laver stadig mere. Stadig flere enheder, stadig flere platforme at forholde sig til, og stadig stigende fokus på reach og klik.

Så hvorfor ikke i stedet spille offensivt ud: Lancer en pulje til kvalitetsjournalistik som en del af public service-bevillingen. En lille del af medielicens-milliarderne kunne afsættes, og så kunne alle søge her. Også de publicistiske medier. Og nystarterne. Og det lille, specialiserede bureau.

Fælles for dem skulle blot være, at her påtager de sig en public service-forpligtelse. De løser en opgave på vegne af fællesskabet. De løser en opgave til gavn for fællesskabet. Defineret af fællesskabet og betalt for af fællesskabet.

Og vi ville for en gangs skyld se, at mediestøtte – i dette tilfælde i form af public service-midler – ikke går til at smøre det journalistiske pålæg tyndere og tyndere ud.

Vi ville se, at politikerne på denne måde mener journalistikken og de frie medier alvorligt i rollen som den fjerde statsmagt.