Jeg sidder igen med meget blandede følelser over det nummer af Journalisten, jeg lige har set.
Jeg skriver set og ikke læst, for i stedet for et seriøst fagblad oplever jeg mere, at det er et kulørt billedblad, jeg har været igennem.
Det er ikke første gang, jeg gør opmærksom på det, det er sket en enkelt gang tidligere for et stykke tid siden. Men jeg gentager med en vis træthed, at det er et fagblad og ikke et billedblad, jeg gerne vil læse efter mine MANGE år som journalist.
Jeg er sikker på, at ”mit og redaktionens arbejde aldrig har været sjovere”, som redaktøren skriver, men det er vel ikke det, det handler om. Det handler vel om, at et fagblad skal orientere sit fags læsere om fagets udvikling og ikke underholde med nok så interessante, lange billedreportager om, hvordan nogen har det.
Samt lidt petitstof hist og pist.
”Hvis man står stille, bliver man overhalet. Især af læserne. For de flytter sig,” står der minsandten.
Ja, det er sandt nok, men det må vel gælde produkter, der skal sælges i en konkurrencesituation, og ikke et produkt, der har en fast læserkreds, uden mulighed for at vælge et andet produkt …
Jeg er sikker på, at I har det sjovt på redaktionen. Det har jeg som læser ikke, ikke så sjovt, som hvis jeg følte mig fagligt velorienteret, og det gør jeg ikke. Hvis jeg skal underholdes, har jeg andre muligheder.
Bastian Larsen, journalist
—
SVAR fra Øjvind Hesselager, redaktør, fagbladet Journalisten:
Kære Bastian
Tak for dit brev.
Det med, at det er sjovt at lave Journalisten, er – som det vist også fremgår – ikke så meget møntet på indholdet, men snarere på nutidens flermediale proces: Vi udkommer mange steder og er i tæt dialog med læserne på forskellige platforme.
Og det er måske også svaret på din kritik: Vi sorterer jo i dag i stoffet, så det, der for eksempel præsenterer sig bedst på print, og det vil ofte være historier med gode fotos, udkommer i magasinet. De mindre visuelle historier, og det er ofte de mere klassisk faglige nyhedshistorier, udkommer oftest online. Det er cirka halvdelen af vores journalistik, der ikke når bladet. Så: Ser du hjemmesiden? Og modtager du nyhedsbrevet online?
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.