I PostNord har vi gennem længere tid været skarpt i mediernes søgelys – og det er helt berettiget. Vi er delvist ejet af den danske stat, og derfor skal vi også kigges ekstra grundigt efter i sømmene. Selvfølgelig. Og ikke bare nu, hvor vi som virksomhed sejler i oprørt hav, men også i gode tider. Det manglede bare. I langt de fleste relationer til medierne oplever vi et godt og konstruktivt samarbejde – selv når vi får stryg. Vi er i dialog, får lov til at uddybe og komme til orde. Så langt så godt.
Men vi har inden for det seneste år været nødt til at bringe to sager til Pressenævnet, fordi vi oplevede, at dækningen gik langt over stregen. Begge gange har vi fået meget klart medhold i Pressenævnet. Kendelserne taler for sig selv – men de åbner to principielle problemer, som vi ser i mange flere sager end de to, der endte med klager til Pressenævnet.
Det første problem er det, vi kan kalde: ”Så kan I jo bare sige det-syndromet”. Det er, når journalisten ikke vil forholde sig til, at fakta faktisk er i modstrid med den kritik, der rejses. Det kunne eksempelvis være, når kritik er baseret på kilders udsagn om, at PostNord er på finansloven, eller at man ikke kan sende breve fra dag til dag. Begge dele er faktuelt forkert. Alligevel oplever vi, at der er journalister, som siger: ”Så kan I jo bare sige dét”.
Så i stedet for at vurdere, om der reelt er belæg for en kritik, opfordres den kritiserede part til at fremlægge fakta som sit modsvar. Læsere, seere og lyttere står så tilbage med en historie med synspunkt mod synspunkt, og det skader den saglige diskussion i samfundet – og som kritiseret part er man prisgivet.
Er det udtryk for den presseetiske fairness, at man bare skal sikre, at begge parter kommer til orde? Er det i orden at vinkle historier skarpt på en kritik, hvis bare nogen vil lægge citat til den – uanset om der objektivt er tale om faktuelt urigtig eller fejlplaceret kritik?
Det andet principielle spørgsmål handler om, hvorvidt journalister og medier reelt opfatter Pressenævnet som en vagthund. Er konsekvenserne ved at overtræde de presseetiske regler så markante, at de sikrer den ønskede fairness?
Som virksomhed kan vi i hvert fald konstatere, at der findes en række medier, som meget hurtigt afviser kritik og henviser til Pressenævnet. Man kunne få den kætterske tanke, at nogle journalister og redaktører spekulerer i, at risikoen og besværet ved at klage til Pressenævnet kan virke afskrækkende på klagerne, og at det dermed har den stik modsatte effekt. Det giver rum til at gå lidt over kanten, for ingen har jo lyst til at skabe mere opmærksomhed om en dårlig sag.
For en virksomhed kan urigtig negativ omtale – som dem, vi har vundet sager om – koste tab af millioner af kroner i omsætning, og dermed tab af arbejdspladser, mens journalisten og mediet efter en tabt sag i Pressenævnet ikke engang skal sige undskyld, men blot bringe Pressenævnets kendelse et halvt år senere. Måske burde det overvejes, om der skulle konkrete sanktioner til, hvis et medie klart overtræder de presseetiske regler – måske det ville sikre lidt dybere overvejelser, før historier bringes uden den nødvendige dokumentation.
Morten O. Nielsen, kommunikationschef, PostNord Danmark
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Som årelang bruger af jeres forskellige services, kan jeg - i modsætning til tidligere - konstatere at post nu om stunder langtfra altid når frem dag til dag.
Sådan er fakta altså for brugeren.
Hvem Martin er, skal jeg ikke gøre mig klog på :-)
Jeg har ingen problemer med at erkende vores position som en central og vigtig del af dansk infrastruktur eller journalisters ret til at stille spørgsmål. Intet sted stempler jeg spørgsmål som dumme, ej heller argumenterer jeg for, at der kun må stilles kloge spørgsmål. Tværtimod. Set fra min stol er jeg helt enig i, at det er fuldt berettiget, at der stilles spørgsmål til og rettes søgelys mod PostNord.
Jeg appellerer blot til, at man som journalist også lytter til svaret,og at man forholder sig til indholdet. Derfor stiller jeg spørgsmålet, om det er i overensstemmelse med god presseetik at lægge spalteplads til kritik, når den er dokumenterbart ukorrekt. Den del forholder I jer ikke til – i stedet kan jeg læse, at PostNord og andre virksomheders lukkethed er skyld i alle problemer, og at mit indlæg er vognborg eller spin. Det er nu ingenlunde tilfældet.
Sjovt nok er PS'et i Sunes første indlæg jo et lille eksempel på min rejste problemstilling. Det er "så kan I jo bare sige det syndromet". For et eksisterende produkt kan man tilsyneladende bare erklære sig uenig i eksistensen af. Og så kan vi jo bare hævde fakta som et modsat synspunkt.
Kære Postnord.
Som central og vigtig del af den danske infrastruktur er det jeres pligt at svare på selv de dummeste spørgsmål fra journalister.
Dit indlæg lugter fælt af vognborg, hvor I afventer angreb og derefter nidkært nærlæser artikler for derefter at gå i offensiven og påpege eventuelle fejl.
Sådan fungerer moderne krisekommukation også.
Enig i Michael Martensens kritik.
Jeg læser Martin O. Nielsens indlæg som spinforsøg, og det havde klædt Journalisten at man havde tænkt lidt over sagen - eller som minimum havde givet vedkommende mulighed, som Postnord-pressemanden brokker sig over, mulighed for at svare på kritikken.
(Det er ikke mig)
PS. Det muligt, at de selv synes, at brevpost kan ekspedereS dag til dag. Men det er jeg ikke enig i.
Jeg bliver lidt træt i ansigtet, nå man skal læse sådan noget her - og jeg forstår egentligt ikke, at Journalisten vil bringe det.
Men nuvel - sådan er det. Nu svarer jeg endog - hvor dumt kan det efterhåneden blive?
Kære Martin: I har nogle problemer. Meget alvorlige af slagsen. Vi har som journalister nogle problemer med at lave ordentlige, fair, kritiske artikler - fordi Postnord og alle andre virksomheder ikke åbner dørene op. Ikke tager tager nogle ordentlige snakke om forholdene i virksomheden. Vi skal lave aftaler. Tager vi billeder af Jeres medarbejdere, får vi en over næsen. Siger vi det mindste, er responsen: Det er ikke vores opfattelse, det må være en enlig svale.
Der er - desværre - et sygt forhold till pressen.
Sådan er det - desværre.
Hvis du har nosser til at ændre dette forhold i Postnord kunne det jo være, at vi som pressefolk hjalp os allesammen til at få et postvæsen, der virker - endog med en fremtid.
Der ser altså ikke så godt ud. Syn´s du?
Flere