I PostNord har vi gennem længere tid været skarpt i mediernes søgelys – og det er helt berettiget. Vi er delvist ejet af den danske stat, og derfor skal vi også kigges ekstra grundigt efter i sømmene. Selvfølgelig. Og ikke bare nu, hvor vi som virksomhed sejler i oprørt hav, men også i gode tider. Det manglede bare. I langt de fleste relationer til medierne oplever vi et godt og konstruktivt samarbejde – selv når vi får stryg. Vi er i dialog, får lov til at uddybe og komme til orde. Så langt så godt. 

Men vi har inden for det seneste år været nødt til at bringe to sager til Pressenævnet, fordi vi oplevede, at dækningen gik langt over stregen. Begge gange har vi fået meget klart medhold i Pressenævnet. Kendelserne taler for sig selv – men de åbner to principielle problemer, som vi ser i mange flere sager end de to, der endte med klager til Pressenævnet.

Det første problem er det, vi kan kalde: ”Så kan I jo bare sige det-syndromet”. Det er, når journalisten ikke vil forholde sig til, at fakta faktisk er i modstrid med den kritik, der rejses. Det kunne eksempelvis være, når kritik er baseret på kilders udsagn om, at PostNord er på finansloven, eller at man ikke kan sende breve fra dag til dag. Begge dele er faktuelt forkert. Alligevel oplever vi, at der er journalister, som siger: ”Så kan I jo bare sige dét”. 

Så i stedet for at vurdere, om der reelt er belæg for en kritik, opfordres den kritiserede part til at fremlægge fakta som sit modsvar. Læsere, seere og lyttere står så tilbage med en historie med synspunkt mod synspunkt, og det skader den saglige diskussion i samfundet – og som kritiseret part er man prisgivet. 

Er det udtryk for den presseetiske fairness, at man bare skal sikre, at begge parter kommer til orde?  Er det i orden at vinkle historier skarpt på en kritik, hvis bare nogen vil lægge citat til den – uanset om der objektivt er tale om faktuelt urigtig eller fejlplaceret kritik?

Det andet principielle spørgsmål handler om, hvorvidt journalister og medier reelt opfatter Pressenævnet som en vagthund. Er konsekvenserne ved at overtræde de presseetiske regler så markante, at de sikrer den ønskede fairness?

Som virksomhed kan vi i hvert fald konstatere, at der findes en række medier, som meget hurtigt afviser kritik og henviser til Pressenævnet. Man kunne få den kætterske tanke, at nogle journalister og redaktører spekulerer i, at risikoen og besværet ved at klage til Pressenævnet kan virke afskrækkende på klagerne, og at det dermed har den stik modsatte effekt. Det giver rum til at gå lidt over kanten, for ingen har jo lyst til at skabe mere opmærksomhed om en dårlig sag.

For en virksomhed kan urigtig negativ omtale – som dem, vi har vundet sager om – koste tab af millioner af kroner i omsætning, og dermed tab af arbejdspladser, mens journalisten og mediet efter en tabt sag i Pressenævnet ikke engang skal sige undskyld, men blot bringe Pressenævnets kendelse et halvt år senere. Måske burde det overvejes, om der skulle konkrete sanktioner til, hvis et medie klart overtræder de presseetiske regler – måske det ville sikre lidt dybere overvejelser, før historier bringes uden den nødvendige dokumentation.

Morten O. Nielsen, kommunikationschef, PostNord Danmark