search

Debat: Sig nej til gennemsyn

Peter Friis Autzen oplever oftere og oftere, at professionelle kilder vil have deres citater til gennemsyn. Skal vi ikke sammen sætte hælene i og standse en bølge, der æder mere og mere af vores faglige rum? spørger han

Er det bare mig, eller bliver det mere og mere almindeligt, at professionelle kilder vil have artikler eller citater til gennemsyn? Jeg oplever det oftere og oftere. Og det presser mig på både deadline og faglighed.

De professionelle kilder ønsker at få spørgsmålene på forhånd og insisterer på også at få citater eller artikler til gennemsyn. Med andre ord: De vil sætte sig både på den journalistiske proces’ begyndelse og slutning.

Men med sådan et forløb forvandler journalisten sig jo til en kommunikationsmand. Og artiklen forvandles til en pressemeddelelse. Nøjagtig som de krævende kilder ønsker.

Flere og flere professionelle kommunikatører hævder ligefrem at have krav på at få citater til gennemsyn.

»Jeg er altså selv uddannet journalist, så jeg ved godt, at jeg kan kræve citater til gennemsyn,« sagde en kommunikationsmedarbejder forleden til mig, efter at jeg havde interviewet en chef på hendes sygehus.

»Hvis du selv er journalist, så ved du også, at flere og flere forsøger at påvirke pressens arbejde. Og at vi som fag må insistere på ikke at lade det ske,« lød mit svar i samtalen, der ikke endte med enighed.

En kommunikationschef ved et pensionsselskab stillede modstræbende op til telefoninterview og insisterede efterfølgende på sin ret til at få citater til gennemsyn.

»Ville det ikke være lettere, hvis du bare lod være med at sige det, du ikke vil citeres for?« svarede jeg.

Heller ikke den samtale endte med enighed.

Gennemsyn er træls af flere grunde:

1) Ved gennemsyn rykkes journalistens reelle deadline.

2) Hvad menes der med "gennemsyn"? Forventer kilden at have vetoret?

3) Kilden får optimale vilkår for at gøre sine spin-modtræk klar, allerede inden artiklen offentliggøres.

4) Hvis journalisten senere skriver en opfølgende artikel og vil bruge andre citater fra interviewet end i den første artikel – skal kilden så orienteres og spørges endnu en gang?

»Jamen, jeg vil ikke blande mig i din vinkling,« siger mange. Men det gør de.

»Jamen, vil du da ikke gerne undgå fejl i din artikel?« spørger mange. Jo, og derfor gør jeg mig umage med mit arbejde.

Kun i ganske særlige sammenhænge vil jeg sende citater og artikler til gennemsyn – og kun på mit eget initiativ. Hvad siger du? Skal vi ikke sammen sætte hælene i og standse en bølge, der æder mere og mere af vores faglige rum?

Peter Friis Autzen, journalist, Politikens Lokalaviser, Fredericia og Vejle

Kommentarer
1
Maj Dørup
07.06.19 10:41
Jeg er af den modsatte opfattelse. Jeg er selvstændig kunstner og en imellem “kilde” i artikler om mine projekter. Desværre må jeg konstatere at der - faktisk uden undtagelse - altid bliver skrevet noget faktuelt forkert: Navne, datoer, steder. Ofte også forståelsesfejl.
På et tidspunkt blev et projekt jeg lavede i Vestergade i Århus anført i Aarhus Stiftstidende som foregående i Mejlgade og derfor blandet sammen med begivenheden ‘Mejlgade for mangfoldighed’ som det intet havde at gøre med. I forgårs blev en skulptur i Odsherred anført i en artikel i Nordvestnyt som udstillet til og med efterårsferien, selvom det kun er udstillet til og med august. Ærgerlige og unødvendige fejl uden konsekvenser for journalisten men med konsekvenser for mig som står tilbage med at skulle rette op på mange menneskers misforståelser. I sidstnævnte tilfælde er det ikke kun problematisk på grund af de personer der går forgæves i efterårsferien men også idet at mange lokale er bekymrede for om værket kan holde når det begynder at blæse til efteråret. En ærgerlig skygge at lægge over et ellers utroligt vel modtaget projekt.

Som kilde er man ofte ret udsat, når der laves fejl og jeg oplever desværre at flere journalister virker ret indifferente overfor deres egne fejl og ikke har andet end, “ej det må du undskylde” til overs. En imellem oplever jeg også arrogance fra journalister som opfører sig lidt som konger og mener at jeg skal føle mig umanerligt heldig med at de vil dække mit projekt, som jeg fik at vide af en journalist mandags der af sig selv mødte op til et arrangement. Men er det ikke et ligeværdigt forhold, hvor jeg som kilde også bidrager til en historie?

Personligt ville jeg heller ikke kunne vide mig sikker på at alle oplysninger var korrekte, hvis jeg skulle beskrive en sag med flere forskellige fakta. Blandt andet sikrer jeg mig altid selv, at de oplysninger jeg selv måtte formidle om andre i mine projekter er korrekte. Ligesåvel som i god forskningspraksis eller anden produktion af viden, så mener jeg at det er den mindste grad af pli man kan vise overfor en kilde, når man benytter sig af vedkommende i ens eget produkt, hvad end det er en artikel, et kunstværk eller andet medie, der nyder offentlighedens troværdighed.

Derfor beder jeg altid om at få en artikel til gennemsyn inden den trykkes og jeg vil opfordre til at vi som kilder sætter hælene i og insisterer på bedre etik og moral fra journalisternes side. Jeg vil appellere om en lidt større ydmyghed fra journalisternes side, og til at I som journalister accepterer det lille ekstra arbejde der ligger i at værne om jeres kilder og forvalte den magt I har med mere omtanke og ansvarlighed.

Jeg er helt indforstået med at jeg kun har en halv time til gennemsyn og at jeg ikke har indflydelse på vinklen. Jeg mener det må være op til journalisten at holde tingene adskilt og holde fast i sin faglige integritet, således at gennemsyn og færre faktuelle og forståelsesfejl kan undgås samtidig med at den journalistiske faglige frihed forbliver intakt.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen