Jeg fik dig. Fanget. Her står ikke noget om, hvor mange avisabonnenter der dør årligt. I stedet står der lidt om, hvorfor der ikke kommer nogen nye. Ja, jeg er en utilfreds og uoplyst universitetsstuderende, men dem er der mange af i debatten for tiden, så det havde ikke lokket dig hertil, hvis jeg havde skrevet det.

Jeg er vokset op i et hjem med avis. Med en rigtig avis, der bliver leveret på dørmåtten. Hvor ens hænder allerede efter den første, knitrende sektion er sorte af tryksværte. Søndagsmorgener, hvor man deler avisen og dens utallige sektioner på tværs af morgenbordet, mens radioen summer i baggrunden. Sektioner om indland, udland, kultur og debat. I mit barndomshjem var søndagsmorgener de bedste morgener.

Nu er jeg flyttet hjemmefra. Statsstøttet studerende og avisløs avislæser, hvad angår papir. Der er ikke et bredt og nuanceret overblik over dagens kvalitetsjournalistik på min virtuelle dørmåtte søndag morgen. Og dét selv om jeg er betalende bruger af den digitale avis. Jeg modtager fortsat clickbait en masse og som minimum en ugentlig breaking news. Alt for ofte bliver artikler, der normalt hører til i de usleste hjørner af det digitale univers, brugt til at lokke unge og uvidende læsere med om bord på den ”synkende skude”, der udgør onlineversionen af de landsdækkende morgenaviser. 

Selv om jeg dagligt forsøger at bilde mig selv ind, at jeg ikke er typen, der lader mig lokke, ender jeg alligevel med skamløst at klikke mig rundt i buffeten af netavisernes lokkemad. Men jeg mener faktisk ikke, at jeg alene som forbruger har det fulde ansvar.

Sidst jeg besøgte mine forældre, slog jeg op i Politikens PS, hvor jeg fik lov til at læse en feature om terror. Et emne, som i øvrigt får masser af opmærksomhed og masser af clicks. Altså så længe det er øjenvidneberetninger om, hvordan den enlige mor til tre nær mistede livet på vej på arbejde. Men baggrundsartiklen var der ingen i min newsfeed, der gjorde mig opmærksom på. Clickbait og følelsesporno sælger bare bedre end dybdegående journalistik. Og jeg forstår godt mediehusenes salgsstrategier: Det gælder om at holde sig oven vande. Men mantraet ”viden er magt” må i så fald sørgeligt nok se sig slået af ”penge er magt”.

Jeg er udmærket klar over, hvad jeg selv kan gøre for at få læst de nyheder, jeg ville ønske, at jeg læste, og samtidig styre uden om internettets endeløse clickbaits. Jeg kan også sagtens dele graverjournalistik på min Facebook og forsøge at oplyse mit netværk. Men jeg har kun 600 venner på Facebook.

Derfor er vores opgave at være kritiske forbrugere. Det skal vi være for at opdrage på medierne. De skal vide, at vi fortsat har et behov for og et ønske om at læse dybdegående og kritisk journalistik. Men det kræver samtidig, at medierne giver os det samme nuancerede nyhedsbillede på nettet som på tryk. Den nok så momsfri papiravis står med én fod i graven, fordi abonnenterne gør det samme. Og søndagsmorgener skulle gerne forblive den bedste slags morgener. Også i mine børns barndomshjem. 

Johanne Marie Legarth Ryge Vig er retorikstuderende