Somme tider er det vigtigste i en tekst det, der ikke står. Det gælder i høj grad regeringens medieudspil, som kulturminister Mette Bock (LA) fremlagde torsdag.
Lad mig først notere, at regeringens antikøbenhavnske vanvidsløb synes at være standset. Der står ikke noget i medieudspillet om, at Radio24syv skal flyttes til provinsen. Mette Bock forklarede på sit pressemøde torsdag, at det er noget, hun selv synes kunne være en god idé, også økonomisk, men det er ikke et krav. Det eneste, som faktisk er kommet med i selve udspillet, er en formulering om, at Radio24syv skal have ”dækning af hele landet”. Man aner, at sætningen må være et svagt ekko af en højrøstet diskussion i regeringen.
Det er godt det samme. En tvangsflytning kunne have slået Radio24syv ihjel. Det er sværere at flytte en radiostation end en styrelse. Styrelsens ”brugere” kan ikke på samme måde som radioens lyttere søge andre steder hen, selv om kvaliteten en periode falder på grund af flytningen.
Der står i øvrigt heller ikke noget i udspillet om, hvordan man vil gøre op, om Radio24syv dækker hele landet. Skal embedsmændene sidde og gennemlytte bånd og kontroloptælle antallet af provinskilder?
Udspillet vil heller ikke tvinge TV 2 til at drosle ned i København, men det ville også have gjort det sværere at sælge tv-stationen. Nu står der tværtimod, at TV 2 skal opretholde sit nuværende aktivitetsniveau i Odense.
Tavshed om mediepuljer
Ligeledes blev der heller ikke noget af de fantasifulde forslag, som har rumlet i den offentlige debat, om særlige provinsmediepuljer eller anden indsats for at tvinge medierne vestpå. Tværtimod: Nu skal TV 2-regionerne underlægges det samme krav om to procents årlig besparelse, som siden 2016 har hvilet på resten af Kulturministeriets område. Dette såkaldte omprioriteringsbidrag er jo udtryk for en herlig forestilling om, at museumsdrift og undervisning løbende kan rationaliseres på samme måde som produktion af flamingoplader og pilsnerøl, og det skal nu også gælde for tv-produktion. Dansk Folkeparti har allerede erklæret sig ”overrasket”.
Det eneste, som er tilbage af københavnerhadet, er et forslag om at sænke det maksimale støttebeløb per medie – det gavner de mindre regionale aviser – samt at oprette en særlig støttepulje til distrikts- og ugeblade. Det sidste kan være sympatisk nok, men det er lidt pudsigt, at man i den umiddelbart efterfølgende sætning skriver, at ”kravene til de medier, der kan få støtte, skærpes”. Skal det så gøres lettere for distriktsbladene at få støtte, uanset annoncegrad, og sværere for alle andre? Hvad mener regeringen mon?
Jeg gør så meget ud af dette med københavnerhadet, fordi det har fyldt så meget i den offentlige debat, også om mediepolitik. Og udspillet lægger selv op til, at det skal fylde. Man indleder simpelthen med at love, at man ”vil sikre fire vigtige balancer”: Mellem ældre og unge, mellem statsligt og privat, mellem ”gamle” og ”nye” medier og så altså mellem landsdækkende og regionale medier.
Det sidste blev der bare ikke så meget af. Indledningen må være skrevet længe før resten af teksten.
Danflix i en junior-version
Der blev heller ikke til noget med fantasien om et ”Danflix”, en samlet platform, hvor de hjælpeløse danske mediebrugere skulle kunne finde alt dansk indhold. Tilbage er kun en slags ”Danflix Junior”, en ”fælles app for børn og unge”. Forestillingen synes at være, at når børn og unge ser så mange udenlandske videoer og tv- programmer, så må det være, fordi de ikke kan finde de danske produktioner.
Hvad mon Danflix Junior skal koste at udvikle og drive, og hvad med markedsføring og administration? Bliver det billigere, fordi det kun er for børn og unge?
Den nye public service-pulje
Udspillet tier om meget andet, man gerne ville have svar på. Det gælder formålet med den nye public service-pulje, som med seks gange så mange penge som nuværende skal støtte ”alt audiovisuelt indhold på alle platforme”. Hvad mon det skal være? Den hidtidige puljes 35 millioner kroner er gået til TV 2’s dramaproduktion. Nu hældes der 185 millioner kroner oveni. Til hvad? En del af dem skal øremærkes børn og unge. Hvad med resten? Mere drama på TV 2 (DR må ikke søge)? Eller skal vi have podcastfest? Folkeoplysning?
Denne public service-pulje vil, som var den en anden satspulje, blive genstand for alle forligspartiers drømme og særønsker. Administrationsomkostningerne bliver enorme, når et udvalg af branchefolk og smagsdommere skal sidde som en slags ekstra Filminstitut og dele ud, og så mange penge er der i øvrigt heller ikke til rådighed: En ny omgang '1864' ville sluge det hele.
Et Filminstitut nr. 3
Og minsandten om ikke vi også skal have et Filminstitut nr. 3: Der skal oprettes ”en ny ordning” til at fordele ekstra midler til filmstøtte, uden om Filminstituttet, og til erstatning for DR’s og TV 2’s køb af dansk drama. Så her får vi endnu en bestyrelse, som med sekretariat og administration skal sidde og uddele penge.
Billedet fuldstændiggøres af ønsket om at sende en ny tv-kanal til kultur og folkeoplysning i udbud. Mon ikke DK 4 lægger billet ind, men man ville nu gerne have haft svar på, hvorfor opgaven ikke kunne løses af DR, men kræver opbygning af endnu en ny, omkostningskrævende organisation.
Og ja, øget etableringsstøtte foreslår man også. Altså flere penge, som et udvalg skal dele ud af.
Jeg vil ikke lyde mere kritisk, end der er belæg for. Der er flere fornuftige ting i udspillet – den momsmæssige ligestilling af papirmedier og digitale medier og åbningen af DR’s arkiver for alle. Men det grundlæggende indtryk, som står tilbage, er en vældig overbureaukratisering og tilsvarende stor glæde ved sagkyndige udvalg, som skal sidde og uddele statens penge efter ansøgning og grundig sagsbehandling. Mediesektorens forvandling til en klientverden afhængig af velviljen hos smagsdommerbestyrelser skrider langsomt frem.
Uffe Gardel arbejdede fra 1987 til 2015 som journalist på Berlingske og var i mange år tillidsmand på avisen. I dag er han redaktør for webmediet Tysklandheute.dk. Om dette skriver han i en interesserklæring: "Mediet har ikke søgt etablerings- eller mediestøtte, men vil ikke udelukke at gøre det i fremtiden – og glæder sig til den momsmæssige ligestilling med papiraviser."
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak for kommentaren. Ja, det er rigtigt: Åbning af DR's arkiver er én af de ting, som er nemmere - og billigere! - sagt end gjort, hvilket dog ikke ændrer på, at tanken er rigtig. Med det klare politiske krav bliver DR imidlertid bragt i en lidt dum forhandlingsposition, for hvis der er noget, man SKAL have med hjem fra en forhandling, så vil modparten tage sig dyrt betalt.
Nuvel, jeg benytter lejligheden til at gentage min hovedpointe: Med dette medieudspil tager man et stort skridt væk fra objektive støttekriterier og over mod nådige gunstbevisninger fra smagsdommerkomiteer. Medieejerne og offentligheden bør sige fra.
Og dertil kan evt. tillægges, at åbning af DRs arkiver for alle må betyde et enormt udredningsarbejde med hensyn til forskellige medvirkendes copy-right.