Af Lars Werge, næstformand i Dansk Journalistforbund

I 2001 skrev Berlingskes Poul Høi en række fremragende reportager, for hvilke han modtog det års Cavling-pris. De handlede om angrebet på New York og World Trade Center og demokratiets hjerte 11. september, og den store reportage i avisen dagen efter startede med:

” Der er dage, hvor ord bliver for små. Hvor ens øjne er større end ens mund. Hvor lyden af fly over hovedet, synet af skyer, der stiger til himmels som en sort kegle, og lugten … lugten af brand, af det øjeblik, hvor et bål er allermest fortærende, synes næsten for overvældende til at formidle. For betvingende. Men ord er, hvad vi arbejder med, og ord må nu gøre arbejdet”.

Der er sket meget i verden siden da. Det er immervæk 13½ år siden, og der har, med udgangspunkt i Danmark, været en karikatur-krise, som har også medført enorme forandringer i den måde, vi ser på hinanden og på medierne på.

Det er understreget og gentaget mange gange i årene, der er gået. Men aldrig så grufuldt, aldrig så chokerende, og aldrig så sorgfyldt som onsdag d. 7. januar 2015, da tre mænd angreb et redaktionsmøde på ugeavisen Charlie Hebdo i Paris og likviderede 12 mennesker.

Et renlivet terrorangreb mod en avis, der ofte har udfordret vores tolerance og vore rammer for demokratiet. Men de har gjort det med pennen, de har gjort det med større eller mindre genialitet og humor – men det handler om demokratiet og ytringsfriheden og tolerancen. Det skal ikke besvares med åben ild.

Men den redaktionelle linje på Charlie Hebdo blev mødt med skarpe kugler og iskolde mord. Og med ét rykkede mange års usikkerhed, nervøsitet – ja, angst – igen ind på kroppen også af danske mediearbejdere.

Der er for den vestlige verdens medier og medarbejdere kun ét svar: Ord må nu gøre arbejdet.

Ord forstået som artikler, tegninger, fotos, reportager, kampagner, ledere, udsendelser, konfrontationer, satire, anmeldelser og så videre – alt det, der på godt og ondt kendetegner den fri presse og det fri ord skal vi fortsætte med at udgive.

Pennen skal være stærkere end sværdet. Ord må ikke mødes med kugler, men med andre ord. Og udsagn skal kunne modsiges og testes og udfordres uden tanke på egen sikkerhed, men med ønsket om en dialog, der udvikler og forbedrer det samfund, vi alle sammen lever i.

Men at udgive medier handler også om at redigere. I virkeligheden. I stoffet. I holdningerne. I vinklerne. Ud fra den linje, redaktøren nu forfølger – og det betyder, at ikke alt bør og skal udgives.

Eller, som salig mediejurist på Danmarks Journalisthøjskole Knud-Aage Frøbert ofte sagde: ”Der findes ytringsfrihed i Danmark. Men der findes ikke ytringspligt.”

At ville udgive tegninger, ord og kampagner blot for at provokere kan naturligvis være en legitim redaktionel linje. Men journalistik og demokrati er også privilegerede discipliner, der i hårde tider kræver overblik – selv når journalistikken og ytringsfriheden er ramt i hjertet.

Og det blev de den 7. januar 2015 i Paris. Derfor må ord nu gøre arbejdet.