I går udgav Politiken en stor serie med 10 kvinder, der er blevet voldtaget eller udsat for et seksuelt overgreb. Artiklerne består af kvindernes egne ord og er ledsaget af et billede af hver af kvinderne samt kvindernes kommentar til billederne. De er fotograferet nøgne det sted, hvor de blev udsat for et overgreb. De er anonymiserede, stilen er skrabet, billederne i sort/hvid. Som kvinde, som journalist og som voldtægtsoffer synes jeg, projektet er problematisk.

Min kritik går ikke på de kvinder, der er med. Det vil jeg gerne slå fast med det samme. De er modige, deres historier er vigtige, og forhåbentlig kan andre, der står eller har stået i en lignende situation, finde genkendelse i dem. Jeg anerkender til fulde, at det har været en god oplevelse for kvinderne. Men det, at noget er empowering for dem, der er med, kan aldrig fritage et medie for ansvaret for at bringe det.

Politiken vil med billederne gerne nuancere vores forståelse af voldtægt og hvor indgribende en forbrydelse, det er. Men billederne reproducerer det allermest stereotype billede, vi har af ofre for seksuelle overgreb: rystede, rystende, kuede, bange. Og anonyme. Uden ansigt. I den gruppeanonymisering får Politiken reproduceret den skam, de gerne vil gøre op med.

Billederne fremstiller kvinderne blottede og hjælpeløse. Passive og ikke-handlende. Billederne fremstiller kvinderne på præcis den måde, ofre for overgreb altid er blevet fremstillet. Der er intet nyt under solen her. Og jeg forstår hjælpeløsheden, jeg forstår blottelsen og frygten. Jeg har selv oplevet den. Jeg har oplevet, hvordan samfundet forventer, at en voldtægt er det mest skamfulde og ”fundamentalt livsændrende overgreb”, der kan overgå et menneske, som Politiken selv skriver. Men jeg har også oplevet, hvordan jeg skulle kæmpe for at være andet end det. For en voldtægt har det med at suge alt ilten ud af det rum, den bliver omtalt i, og alt subjektiviteten ud af det menneske, der er offer for den. Pludselig står man der med sit traume i hånden og skal kæmpe for at være andet end det.

Når jeg ser på billederne, ser jeg også på århundreders mandligt blik på det objekt, kvinden er blevet gjort til. Kvinden, som kroppen, kroppen som ting. Kvinden, gennem mandens øjne, mandens pensel, mandens kamera. I november var fotochef på Politiken, Peter Hove Olesen, med i Kulturen på P1 for at diskutere projektet. Da det blev problematiseret, at billederne er taget af den mandlige fotograf Jacob Ehrbahn, og at der i det lå en seksualisering af kvindekroppen, svarede han, at dem, der fremlagde den kritik, skulle kigge indad. For så var det vist nærmere dem, der seksualiserede. Det er simpelthen forstemmende, hvis hverken fotograf, journalist eller fotochef på noget tidspunkt i processen har tænkt, at konstellationen ”mandlig fotograf tager billeder af nøgen, voldtagen kvinde på gerningsstedet”, var problematisk. Voldtægt har ikke noget køn, men voldtægt er en kønnet forbrydelse. Langt de fleste voldtægtsofre er kvinder. Langt de fleste gerningspersoner er mænd. Det er også tilfældet i Politikens serie. Seksualiseret vold mod kvinder er et globalt problem, og det forholder den her serie sig ikke engang til.

I en klumme reflekterer Peter Hove Olesen over projektet. Kan billeder, altså billeder af kvinderne nøgne på gerningsstedet, være en nøgle til at fortælle mere præcist om de store omkostninger, voldtægter har? Jeg får lyst til at spørge, hvor Peter Hove Olesen har været de sidste fem år, mens vi andre har læst og skrevet om de store omkostninger, voldtægter har. Historierne er derude. Den historie, Politiken fortæller, er ikke ny.

Tilbage i 2017 skrev jeg en artikel for VICE om fotograf Aphinya Jatuparisakuls projekt ”Aftermath”. Aphinya, som også er en af mine tætte personlige venner, var begyndt at fotografere de steder, hun selv var kommet, efter hun blev voldtaget. Hun fotograferede sig selv foran sin voldtægtsmands hus. Hun fotograferede sig selv på den stue på Rigshospitalet, hvor hun havde ligget timer efter voldtægten, mens en sygeplejerske og en læge måtte sy hendes underliv sammen igen. Derefter begyndte hun at fotografere sine venner på steder, hvor de havde oplevet overgreb. Hun fotograferede også mig til projektet.

Når jeg ser på de billeder, ser jeg en fotograf, der undersøger, hvad det vil sige at være i en verden, hvor seksualiseret vold mod kvinder er forventeligt. Dengang talte hun om at generobre de steder, voldtægten havde taget fra hende. Så jeg forstår godt, hvorfor det har været helende for nogle af kvinderne at være med i Politikens serie. Jeg forstår godt, de stiller op, og jeg forstår godt, de er glade for resultatet. Alle har ret til sin egen historie. Men jeg forstår ikke, at Politiken ikke kan se, hvor reducerende billederne er. Hvordan kvinderne i deres fremstilling bliver til ofre og kroppe og svage og intet andet end det. Og den historie er også sand. Men den har vi hørt. Mange gange. Politiken vil gerne vise, at der ikke findes en type voldtægt, en type voldtægtsmand og en type offer. Men de præsenterer et fuldstændig ensidigt og stereotypt billede af, hvad et offer er.

Jeg savner fortællingen om at komme videre. Jeg savner fortællingen om, at ofre også indeholder andet og mere end det, at et menneske engang forgreb sig mod ikke bare deres krop men deres integritet og selvbestemmelse. Jeg savner fortællingen om, at, selvom man er offer for voldtægt resten af sit liv, så er man også alt muligt andet. Hvis Politiken virkelig ville udfordre fortællingen om voldtægt og voldtægtsofre, så skulle de måske arbejde lidt i den retning.

Replik fra Politikens fotochef, Peter Hove Olesen:

Først og fremmest tak for at forholde dig til det vi laver. Jeg forstår den uro, der ligger bag kritikken. Den udspringer jo af en omsorg for de kvinder, der har oplevet overgreb. Jeg forstår den, fordi det er den samme uro og omsorg, som ligger til grund for vores måde at arbejde med emnet.

Vi har ønsket at sætte fokus på et stort problem i vores samfund. Det har vi forsøgt gennem en serie, som vi – og kvinderne der har valgt at deltage – mener fortæller om voldtægt på en anderledes måde. Du mener det er set før. Det mener jeg ikke. Men jeg anerkender selvfølgelig, at det er din opfattelse af billederne. Jeg ser ikke det du ser. Sådan har det altid været med fotografi, og sådan bliver det ved med at være.

Kritikken går ikke på kvinderne, skriver du. Men er det ikke præcis det, du alligevel ender med at gøre? Kritisere kvinderne?

Ideen til billedserien opstod, da en kvinde foreslog, at det var præcis sådan her, hun ønskede at fortælle sin historie. Har hun så taget fejl? Skulle vi – som du foreslår – som medie have afvist hende og de andre kvinder, der alle kunne spejle sig i de billeder, vi bragte i sommer. Skulle vi have fortalt dem, at sådan kan vi ikke gøre det, fordi andre synes det er en ’reducerende’ og ’stereotyp’ måde at fortælle deres historie? Ud fra den logik er det for mig svært tolke det anderledes, end at du mener, kvinderne har deltaget i et ’forkert’ projekt.

Du rejser også kritik af, at der har været en mandlig fotojournalist på projektet. Hertil kan jeg oplyse, at ingen af de 10 kvinder har stillet spørgsmål eller haft et problem med, at det er en mand, der har taget billederne. Både billeder og tekst er udtryk for et professionelt og stærkt samarbejde mellem journalist, fotograf og den enkelte kvinde. Måske bedst udtrykt med en af kvindernes egne ord, da hun efter publiceringen kommenterede serien på Instagram: ’(…) det er fuldstændig underordnet at det er en mandlig fotograf. Han er professionel og har ydet enormt meget omsorg og forståelse for vores historier. Han har formået at skabe de her portrætter på baggrund af vores følelser. Jeg takker ham af hjertet for at hjælpe mig med at fortælle min historie.’

Igen – jeg forstår bekymringen for noget der kunne ske, men i praksis er det ikke et problem, vi er stødt på.

Vi har den største respekt for, at kvinderne har valgt at fortælle deres historier til læserne. Og efter min mening er det vigtigt, at man ikke monopoliserer retten til at fortælle om virkeligheden. Ligegyldig hvor grum den er. Hver kvindes voldtægtshistorie er et vigtigt vidnesbyrd om, hvad voldtægt er, og hvad det gør ved kvinder. Emnet er desværre ikke nyt, men kvinders voldtægtshistorier må ikke forblive i mørket. De skal frem og fortælles højt, hvis kvinderne ønsker det. Og dét er et ansvar, vi som medie må tage på os. Som samfund bør vi lytte ekstra grundigt og tage ved lære af deres historier. Det er målet med Politikens projekt MIN VOLDTÆGT. Vi hilser kun velkomment, hvis andre medier eller freelancere også vil fortælle vigtige historier om voldtægt og voldtægtsofre på deres måde.