Uafhængige medier skal aldrig
Uafhængige medier skal aldrig lade sig kue, de lever netop af at publicere, de er publicister, og de er derfor hævede over særinteresser.

De tjener ingen part. De har intet formål udover at publicere. Jo, de skal overleve, men hvis indtjeningskrav (læs: overskud til ejerne) overskygger det publicistiske sigte, er vi ude på et skråplan, som før eller siden kommer til at svie til de medier, som giver sig hen til markedskræfterne og glemmer deres publicistiske sigte.

De publicistiske medier eksisterer i kraft af deres tilstræbt objektive journalistik. Det giver dem netop den troværdighed, som adskiller disse medier fra alle andre medier. Vi kalder ofte de uafhængige medier for ’pressen’, selvom det er en noget bedaget samlebetegnelse for mediebranchen.

Men derudover er der millioner af andre medier, som ikke bekender sig til nogen som helst form for uafhængighed. De skal adsprede og oftest tjene en sag, når det kommer til stykket.

Det gælder for eksempel det nyhedsbrev, som DJ sender til sine medlemmer seks gange om året; DJ Fokus. Dét tjener naturligvis et formål, nemlig at give medlemmerne et godt indtryk af DJ, en opfattelse af at forbundet forstår at anvende kontingentkronerne til at tjene medlemmernes interesser bedst muligt. DJ opfatter det som en pligt, at oplyse medlemmerne om, hvad de får (eller kan få) for kontingentet. Som jeg forstår det.

På samme vis udgiver de fleste andre organisationer og virksomheder deres egne medier. Disse medier skal i sidste ende tjene et eneste formål, nemlig at give publikum en positiv opfattelse af afsenderne, som kan være DR, SAS, Arla, Dong, LO, DI, DA, PFA, FTF, Maersk eller hvem som helst. Disse medier er ikke uafhængige og søger forhåbentlig heller ikke at give deres læsere dette indtryk. Derfor giver det heller ingen mening at tale om pressefrihed i forhold til disse medier. For de er ikke en del af pressen. Pressen er uafhængig. Disse medier er afhængige. Deres medarbejdere er i andres brød. De er en del af kommunikationsbranchen. Dybest set er de propaganda-redskaber.

PS: Parallelt udgiver DJ fagbladet Journalisten, som er noget helt enestående, fordi mediet i praksis har et publicistisk sigte. Den eneste begrænsning ligger oppe i redaktørens hjerne. Begrænsningen handler om loyalitet. Men hvor grænsen går ved jeg ikke. I sidste ende er det en politisk vurdering, om redaktøren handler illoyalt i forhold til organisationen og dens medlemmers interesser og derfor skal afskediges. Men i praksis har mediet frihedsbrev til at bedrive journalistik, der er tiltænkt medlemmerne af DJ og derfor også skal opleves som relevant og vedkommende for medlemmerne.

Jeg afviser ikke, at andre virksomheder og organisationer udgiver medier med samme grad af uafhængighed som Journalisten. Men der er sandelig ikke mange af dem. Flere burde turde at satse som DJ gør. Men det er en helt anden historie.

I øvrigt anvender alle medier – dem med ført hånd eller de totalt uafhængige – journalistik som værktøj. Det er nemlig det journalistiske håndværk, som giver fortællingerne liv, nerve og fascination. Langt mere effektivt end hovedløse anprisninger forklædt som journalistik. Men det er også en helt anden historie.

Selve SAS-magasin-artiklen har jeg ikke læst og har derfor heller ingen mening om. Men som det fremgår, finder jeg det vildt vigtigt, at man skelner mellem afhængig og uafhængig journalistik. Jeg kalder afhængig journalistik for kommunikation.

Esben Ørberg, journalistuddannet kommunikationskonsulent