Det er en gammel debat om journalisternes rolle, der de seneste uger er blusset op igen i mediebranchen. Desværre er det også en gammel debat, der er fuldstændigt gennemsyret af forældede holdninger.

Banen er som vanligt kridtet op: På den ene side står journalistforbundets formand. Han bliver mødt af en hær af journalistiske mimoser, der alle er klappet sammen i raseri på grund af et udsagn om, at kommunikatører også tjener offentligheden.

”Med det udsagn har (Lars Werge, red.) i vores optik fuldstændigt glemt, hvad journalistik er. Hvis Lars Werges myte vinder fodfæste, er det skadeligt for journalistikkens troværdighed,” skrev en håndfuld journalister således i Dagbladet Information, efter at Werge havde sagt, at ”en kommunikatør i en kommune i lige så høj grad tjener offentligheden som en journalist”.

Først og fremmest mener jeg, at det er ærgerligt, at der stadig er skarpt opstillede dogmer om, at alle andre end journalisten selv er sat i verden for at forpurre journalistens arbejde. Alle skæres over en kam: Journalisten i en forvaltning, den særlige rådgiver, pressesekretæren i ministeriet: Alle er de ”kommunikatører” – og ingen af dem tjener offentligheden.

Dernæst er det ærgerligt, at vi som journalister, der skal tilbyde offentligheden en arena for saglig og oplysende debat, aldrig får taget de vigtige debatter i vores egen branche, før raseriet og råberiet tager over.

Den konkrete sag viser, at nogle journalister ser sig selv som de særligt udvalgte beskyttere af offentligheden. Alene tanken om, at andre kan tjene vores fælles offentlighed, skal vingeskydes i en ruf.

Det synes jeg er ærgerligt. Jeg mener, at journalister i stedet for at dyrke ældgamle stereotyper bør blive bedre til at bruge ”kommunikatørerne”. Langt de fleste tjener nemlig journalisten og dermed offentligheden.

Journalistens forlængede arm

Jeg har selv arbejdet som både journalist og kommunikatør. Jeg har tidligere arbejdet hos henholdsvis et politisk parti og et par større danske medier. Lige nu er jeg ansat i et ministerium som pressesekretær. Om få uger starter jeg i et nyt job som journalist. Som sådan er jeg ligesom mange andre journalister i dagens mediebranche. Jeg har tjent begge herrer.

Jeg mener, at jeg har tjent offentligheden i mit nuværende job som pressesekretær, på samme måde som jeg har gjort det i mine tidligere job.

Men for at gøre det mere tydeligt, hvordan jeg mener, at man kan betjene offentligheden uden at være journalist, så lad mig kort opridse, hvad rollen som journalist ansat i et ministerium indbefatter:

Som pressesekretær er man journalisternes forlængede arm. Man skal sørge for, at der er adgang til ministeren for pressen i en hverdag, der er spækket med møder og forhandlinger. Man tager kampene for at få klemt journalisten ind i ministerens kalender. Man gør, hvad man kan, for at journalisterne får svar på de spørgsmål, de stiller, og ikke bare modtager kælderkolde skrivelser i kancellisprog. Man fremskaffer dagligt tal og finder tendenser i ministeriernes databaser, som journalisterne har glæde af. Det er den del af rollen, som journalisterne nyder godt af, og som de oftest er taknemmelige for, at der er nogen, som udfylder.

Så er der en anden del af jobbet, som handler om at sørge for, at ministeriets data bliver udlagt på en sandfærdig måde. Det er den del af rollen som ”kommunikatør”, som journalisterne oftest ser sig sure på. Det går blandt andet ud på, at man beder journalisterne rette fejl eller beder dem om at nuancere en problemstilling. Det er svært at mene andet, end at det er i offentlighedens tjeneste. Alligevel medfører det ofte bål og brand og beskyldninger om, at man har solgt sin sjæl til djævelen. Så bliver man skudt i skoene, at man bevidst prøver at vildlede journalister. Andre beskyldninger lyder eksempelvis, at man har overbevist ministeren om ikke at udtale sig, selv om den beslutning slet ikke ligger på en pressesekretærs bord, eller at man har favoriseret bestemte journalister, der ikke er lige så kritiske.

I de situationer mærker man tydeligt, at journalisterne ikke stoler på embedsværket, selv om pressesekretærer og pressemedarbejdere er pålagt en masse både formelle og uformelle krav om at tjene sagligt og med sandheden for øje.

Det ved journalister bare ikke. Mange tror kun, at kommunikatører står til ansvar for Satan eller Voldemort. Eksemplificeret i tidligere omtalte debatindlæg i Information, hvor journalisterne fremhæver tilsynet med journalisternes arbejde således:

”Når en lokaljournalist skriver om budgetunderskud, skolelukninger eller erhvervsfremstød, så er journalistens arbejde underlagt de presseetiske retningslinjer (…) Kommunikatøren har ikke samme forpligtelse til at give en rimelig og afbalanceret fremstilling.”

Flere hop frem og tilbage, tak

Er pressesekretærer og andre kommunikatører i det offentlige den direkte afsender, der tjener offentligheden? Nej. Det er journalisternes rolle. Prøver vi at påvirke journalisterne til at beskrive en bestemt vinkel? Ja, til tider. Men der er armslængdeprincip, og journalisterne vælger alligevel deres egen vej, hvis de vurderer, at det giver bedst mening for dem – det er deres ret og et vilkår for samarbejdet mellem kommunikatører og journalister. Tjener kommunikatører offentligheden lige så meget som journalister? Måske ikke lige så meget, hvis man absolut skal måle længden. Men det hænder, og diskussionen er underlig, for hvorfor har man brug for et emblem på, at man tjener offentligheden mest?

De danske forvaltninger og ministerier er fyldt med gode journalistiske historier, og der sidder folk klar til at hjælpe journalisterne med at finde dem. De fleste journalister kunne lære noget af at sidde i en forvaltning, en styrelse eller et ministerium. Der er ikke noget, der skaber åbenhed og klæder journalisten på til at lave afsløringer og kritisk journalistik som et kig i centraladministrationens maskinrum. Måske skulle flere journalister lovprise, at man kan lave det skifte i stedet for at bruge hver en mulighed på at udskamme dem, som gør. Selvfølgelig er der grænseoverskridende kommunikatører, der ikke kender deres rolle, men at påstå, at der ikke er tilsvarende brodne kar blandt journalister, ville være komisk.

Jeg tror ikke, det er en dårlig tendens, at flere og flere hopper frem og tilbage på hver sin side af mikrofonen, så længe man betjener én rolle af gangen. Sådan har det da også været længe. Da jeg studerede på Center for Journalistik, blev vores daværende radiolærer jævnligt citeret blandt de studerende for at sige, ”dette er ikke en kommunikationsuddannelse”. Det var i øvrigt noget, han med jævnlige mellemrum sagde – lige indtil han skiftede til et kommunikationsjob.