Både formand Werge og jeg var trukket i vores stiveste puds, da de studerende 21. maj uddelte Kravling-priser til hinanden i Vega.
En storslået aften, hvor den røde løber var rullet ud, forbilleder fra branchen holdt talerne, og de store ord om journalistikkens væsen flød som fadøllet i hanerne. Der blev uddelt velfortjente, faglige skulderklap for de bedste præstationer inden for kommunikation, foto, journalistik og design.
Nu, hvor klapsalverne er forstummet, tænker jeg på, at Kravling-medaljen også har en alvorlig bagside.
Få uger inden prisuddelingen modtog jeg et brev fra en journaliststuderende, som var bekymret for det, hun kaldte ’ræset mod toppen’ blandt sine medstuderende:
’Mine medstuderendes hjemmesider fortæller historien om berejste, belæste og belærte studerende, som alle har en tre-fire studierelevante jobs, praktikophold (selv om de først skal til at søge officiel praktik) og freelance-artikler til Information og Weekendavisen på deres tonselange CV (…)
Jeg får virkelig oplevelsen af, at det er 'færdige' og endda ret erfarne journalister, som søger praktik, og ikke nogle, der er klar til at lære en masse. Det tør de i hvert fald ikke skrive.’
Hun fortsatte:
’Jeg var selv forbi DJ’s stresskursus for studerende i sidste uge, hvor jeg sad omgivet af hamrende dygtige, men helt udbrændte studerende, der for de flestes vedkommende havde Panikdag i hovedet i alle studie- og karrierevalg, de tog – også selv om der for flere var flere semestre til, at de selv skulle gennem den store praktiksøgningsmølle.
Jeg ved, at mange af mine medstuderende på journalistik går rundt med samme undren og bekymring over, hvad en praktikplads – en læreplads – efterhånden kræver i systemets nuværende form. Men de fleste ender med at acceptere præmissen og hoppe med på det stressende CV-ræs, fordi de ikke ’tør’ lade være.’
Den oplevelse, som den studerende beskriver, er desværre ikke ny for mig. Jeg har den senere tid talt med flere praktiksteder, som fortæller, at de har måttet langtidssygemelde deres praktikanter. DJ’s arbejdsmiljøkonsulent har mange samtaler med helt unge medlemmer, som ikke kan håndtere presset under studie- og praktiktiden. Og Syddansk Universitet har i sin seneste stressmiljøundersøgelse dokumenteret, at markant flere journaliststuderende føler sig stressede, end tilfældet er for andre studieretninger.
DJ har besluttet at lave en stor trivselsundersøgelse blandt alle vores knap 3.000 studentermedlemmer. Den sættes i søen efter sommerferien og skal give os et billede af, hvad der presser vores unge kolleger – og dermed, hvor vi kan sætte ind.
Er det fremdriftsreform og komprimerede undervisningsforløb, der er synderen? Skyldes de mange sygemeldinger, at vi har en usund konkurrencekultur i vores fag? Har vi skabt et hysterisk praktiksøgningsforløb, og har vi taget al læringen ud af praktikforløbet til fordel for forsidejagt?
Hvis ikke vi sammen med uddannelsesstederne og arbejdsgiverne gør noget for at få mere læring og mindre arbejdspres i løbet af studietiden, er jeg bange for, at der sad flere i Vega den aften i maj, som kommer til at gå ned med stress, end der får en pris – og dem er der ellers mange af i vores branche.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.