Danske Mediestuderende
Med den nye praktikantaftale har arbejdsgiverne forpligtet sig til at give de studerende en bedre praktiktid. Det har kostet journalist- og TVM-praktikanterne dyrt, og nu vil vi holde dem op på det, de har lovet!
Hovedbestyrelsen i DJ har givet det endelige thumbs up til en historisk praktikantaftale. Historisk, fordi det er et særsyn, at en fagforening forhandler sine egne medlemmer 19 procent ned i løn.
Indtil mandag aften kunne praktikanter på journalist- og tv- og medietilrettelæggeruddannelserne se frem til en løn på 16.621 kroner om måneden. Lønnen er nu beskåret med 3.121 kroner. Studerende, der starter i praktik 1. august, skal altså arbejde til en timeløn på omkring 87 kroner.
I bytte for lønnen er de praktikanter nu sikret systematisk feedback, uddannede praktikantvejledere, ret til barsel og gennemsnitligt en dag hver måned, hvor de bliver taget ud af produktionen til fordel for læring. Derudover sikrer aftalen en udvidelse af dækningsområdet for 6. semesters kommunikationsstuderende på DMJX.
Det er en dyrt købt sejr, så det forpligter! Medierne skal nu sikre, at vi lærer mest muligt i vores praktiktid. Aftalens gode elementer skal føres fra papir til virkelighed.
Det er absolut prisværdigt, at praktiktiden er baseret på praktisk erfaring. Men vi nægter at være billig arbejdskraft, mens vi er i praktik. I takt med at vores færdiguddannede kolleger bliver fyret i en presset mediebranche, må en praktikant ikke blive billig arbejdskraft.
Det er ikke nogen hemmelighed, at vi synes, aftalen er for dyrt købt, så nu skal der leveres på læringen. Det har aftalens parter forpligtet hinanden på. Den samlede løn er blevet lavere, men arbejdsgiverne skal til gengæld investere flere timer i hver praktikants uddannelsesforløb. Det vil vi i Danske Mediestuderende kæmpe for, at arbejdsgiverne bliver holdt op på.
Vi foreslår blandt andet, at der udarbejdes modeller for systematisk feedback. Vi mener, læringsdagene skal have praktikantens læring i fokus og hverken mediets produktion eller produktivitet for øje. Medierne skal virkelig levere nu, og det synes vi ærligt talt, de skylder os til gengæld for en lønnedgang på 3.121 kroner om måneden.
Vi mener stadig, at aftalen er for dyrt købt, men vi må placere vores kræfter der, hvor de gavner vores medlemmer mest.
Det hårde arbejde begynder først nu!
Danske Mediearbejdsgivere har ikke ønsket at kommentere indlægget
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.