Den forfærdelige togulykke på Storebæltsbroen, der indledte 2019 på tragisk vis med otte dødsfald og en lang række kvæstede til følge, skabte også naturligt røre i pressen. 

Ikke kun gennem den massive dækning, men også gennem debat om pressens metoder og virkemidler. Var medierne for nærgående, var etikken på plads? Den slags debatter er gode at tage og tage ved lære af – for det er, når ulykken indtræffer, at automatreaktioner bliver sat på spidsen, og nye opfattelser kan dannes. 

Det faktum, at både Fyns Politi og Rigspolitiet var ude med besked til offentligheden om ikke at tage fotos af det havarerede tog under passagen af broen, gav anledning til en del debat. Flere kolleger opfattede den opfordring som et skridt på vejen til at bestemme over indholdet i medierne. 

Politi- og Retsreporterforeningen gik  ud med en bekymring over, at politiet ”strammer skruen” over for pressen. Det skete blandt andet i Berlingske, og det skete ved en henvendelse til mig. 

Min reaktion var, at det naturligvis ikke er og ikke skal være politiets eller andre myndigheders opgave at redigere medierne. Det ansvar ligger alene hos det enkelte medie under ansvar for lovgivningen og mediets brugere. 

Sådan synes jeg også, jeg hørte forsikringerne fra såvel en række chefredaktører i de forskellige debatter som fra Rigspolitiets kommunikationschef i den ovennævnte artikel i Berlingske. Anders Frandsen, Rigspolitiet, siger således til Berlingske: 

”Vi sender tweets ud ved de her ulykker, hvis folk kommer i vejen for redningsindsatsen, men det har intet at gøre med, at pressen ikke skal have lov til at passe sit arbejde.” 

Jeg vælger at  tolke kommunikationschefen fra Rigspolitiet derhen, at man her er udmærket klar over, at medierne redigeres af medierne selv. Men når jeg også deler Retsreporternes bekymring, så skyldes det, at der i disse år synes at foregå en bekymrende optrapning af konfliktniveauet – eller i modsætningsforholdet – mellem medier og myndigheder. 

Det ses af de gentagne udfordringer, vores medlemmer har i forbindelse med de mere dagligdags ”112-historier”, hvor vi i DJ tidligere har fået tilkendegivelser fra Retsreporternes forening af, at afspærringsområder bliver større, og mere efterforskning foregår i det skjulte. 

Senest har vi set anklagemyndigheden på Bornholm anlægge sag mod en pressefotograf med krav om fængsling, fordi han fotograferede fra et trafikuheld. Heldigvis blev fotografen frikendt ved Retten på Bornholm, men sagen er nu anket til landsretten. 

Ligeledes oplever vi i DJ de mere strukturelle indskrænkninger. Det være sig dørlukninger ved domsforhandlinger og den offensive linje, som myndighederne senest i et par tilfælde har anlagt over for udgivelsen af erindringer med videre fra (tidligere) politifolk og efterretningsansatte, hvor noget kunne tyde på, at man ønsker at lukke ned for en sikkerheds skyld. 

Hertil kommer selvfølgelig lovgivningen, senest den politiske aftale om hårdere straffe og øget medieansvar, som DJ protesterede kraftigt imod. Desværre uden positivt resultat.  

Vi skal stå fast på den rollefordeling, som tjener samfundet bedst. Og det er, at det er medierne, der lægger linjen for, hvad offentligheden skal høre om. Det er af offentlig interesse at vide, hvor en udrykning går hen, og hvorfor den sendes afsted. 

Og det er indlysende af offentlig interesse at kunne følge med i en tragisk togulykke, der (heldigvis uhyre sjældent) indtræffer på dansk grund.