Debat: Når Radio4 inviterer til Stammtisch, tager de ikke regningen

Ved at opfordre freelancejournalister til at arbejde gratis bidrager Radio4 til ”at af-professionalisere nyhedsformidling i Danmark”, skriver freelancejournalist Henriette Harris. Programchef Tina Kragelund kalder det en beklagelig misforståelse

I sidste uge modtog jeg en sms fra Thomas Schumann, vært på Radio4’s tysklandsmagasin ’Genau’. Han skrev: ”Jeg er ved at forberede vores semi-månedlige Stammtisch-udsendelse ’Genau’ til på tirsdag, hvor vi vender nogle af de mest aktuelle historier fra Tyskland – indtil videre tænker jeg, at vi bl.a. skal tale vaccinepligt-debat, Ukraine-Rusland konflikt og krise i den katolske kirke. Jeg plejer også at lade mine gæster komme med forslag til emner.” Schumann tilbød mig, at jeg skulle være med ”hele timen” på en telefonforbindelse fra Berlin, hvor jeg bor. Han ville desuden prøve at få endnu en professionel journalist med speciale i Tyskland med som gæst. Inden udsendelsen gik i luften, skulle vi dertil tale programmet igennem.

Nu bor jeg som nævnt i Berlin, og ja, de tre emner er tophistorier i tyske medier. Alligevel tilegner man sig ikke viden om et emne blot ved dagligt at indånde luften i Tyskland. Professionelle må aktivt opsøge og tilegne sig den fornødne viden. Det tager tid, og dertil kommer det par timer, jeg skulle bruge på at tale med Schumann både inden og under selve programmet. Så jeg svarede: ”Kære Thomas. Tak for din besked. Hvad havde I tænkt jer at betale mig i honorar for at forberede en times (det er længe) kvalificeret samtale om de tre tunge emner, du nævner?”

En halv time senere modtog jeg dette svar: ”Vi har desværre ikke mulighed for at betale honorarer. Jeg kan godt forstå, hvis det er en show-stopper.” Hans forudgående besked var indledt med et ”Hej Henriette” og afsluttet med et ”Mvh”. Men nu, da jeg havde dristet mig til at forhøre mig om et honorar, svang han sig ikke op til samme elskværdighed.

Det var ikke første gang, Radio4 havde brug for mig. For nogle måneder siden ville stationen have mig til at deltage i samme program. Her skulle den anden gæst være Friis Arne Petersen, tidligere dansk ambassadør i Berlin. Da jeg sad midt i en deadline for arbejde, jeg faktisk blev betalt for, nåede jeg ikke til at forhøre mig om et honorar, før jeg venligt afslog at deltage. ”Det skal jo gøres ordentligt, også hvis jeg deltager hos jer,” svarede jeg. Dengang nævnte jeg ikke spørgsmålet om honorering, og det kan have været grunden til, at Radio4 tilbød at melde sig en anden gang. Hvad Thomas Schumann da også gjorde forleden.

Radio4 har altså ingen penge til at betale freelancejournalister for deres arbejde, skønt de ved deres henvendelser signalerer, at de har brug for deres viden, troværdighed og ekspertise – og at stationens lyttere måske endda forventer det. Hvad mon de 97,5 millioner kroner, radioen får alene i 2022 fra Slots- og Kulturstyrelsen, går til? (Den samlede ramme er på 800 millioner kroner.) Spiser de croissanter på redaktionerne hver eneste dag? Går pengene til frokoster på Traktørstedet ligesom i podcasten ’Undskyld vi roder’ om tilblivelsen af den landsdækkende snakke-sludre-tale-radio R8dio? Eller på en stor leaset bilpark? Eller måske på udviklings- og arbejdsrejser til Gran Canaria? Hvem har ikke brug for lidt sol og varme på denne tid af året?

Den anden tysklandskyndige journalist, hvis – sikkert lige så omkostningsfrie – bidrag Schumann under vores sms-udveksling viftede mig om næsen med, takkede åbenbart også nej. Programmet blev sendt 1. februar og endte nemlig med gæsterne Lykke Friis, direktør for tænketanken Europa, og Stephan Seidler, medlem af den tyske Forbundsdag for partiet SSW, altså Sydslesvigs Vælgerforening, der repræsenterer det danske mindretal i Tyskland. Udmærkede mennesker med viden om Tyskland, men ligesom den tidligere ambassadør ikke professionelle journalister, hvis troværdighed hviler på, at de går til emnet så objektivt som muligt. Journalister har ingen sagen uvedkommende dagsorden.

Radio4, der altså understøttes af mange millioner danske skattekroner, yder herved sit bidrag til at af-professionalisere nyhedsformidling i Danmark. Det er risikabelt i en tid, der i den demokratiske verden vel er uden historisk sidestykke, når det gælder om systematisk at sprede fake news, løgn og bedrag i en bred offentlighed. Ved vi danskere, at vores penge går til det?

Henriette Harris er freelancejournalist og forfatter og bor i Berlin

Svar fra Tina Kragelund, programchef, Radio4:

Kære Henriette Harris

I vores henvendelse til dig angående deltagelse i ’Genau’ er der desværre sket en beklagelig misforståelse. Det er korrekt, at vi som andre medier ikke betaler kilder, som eksempelvis ekspertkilder, for at medvirke i vores programmer, men vi betaler naturligvis honorar, hvis vi har freelancejournalister til at arbejde for os enten i Danmark eller fra udlandet. Vi beklager den misforståelse, der er sket i det her tilfælde, og for en sikkerheds skyld vil vi på tværs af radioen gennemgå vores procedurer for betaling af stringere, så vi undgår fejl som disse i fremtiden.

 

 

0 Kommentarer