Michael Eskebjerg, redaktionsleder, DR Nordjylland

Vi lever i et åbent samfund … eller gør vi? Nogle definerer "åbent" som døren, der kun lige knap står på klem, så dem udenfor har svært ved at kigge ind.

Jeg arbejder i et mediehus, hvor vi har givet hinanden håndslag på at søge flere aktindsigter. Kun på den måde kan vi holde øje med den kolos, der hedder det offentlige.

Men vi må erkende, at det ofte bliver til mere akt end indsigt.

Det virker, som om at de, der behandler aktindsigterne, har fået klare ordrer oppefra: "Hold dem hen, træk tiden ud, gør det besværligt, brug flittigt den sorte overstregningstusch, slå dem ihjel med paragraffer, gør dig uforståelig – og skal der absolut vises noget, så begræns, begræns, begræns."

Offentlighedsloven er desværre blevet ligesom en ejerskifteforsikring – fyldt med undtagelser og forbehold, der kan bøjes og drejes efter forgodtbefindende. Man har fornemmelsen af, at en emsig kontorassistent med halvbrille kan holde pressen væk fra hvilken som helst sag, hvis hun/han vil.

Og afslagene bliver udstedt med let hånd. Også selv om de dokumenter, man har begæret aktindsigt i, har et bagatelagtigt og ufarligt indhold. Eksempelvis har vi fået nej til at få udskriften af en ministertale, som ministeren ellers havde holdt for en større forsamling. Vi har også fået nej til at kigge i borgmestres kalendere. Og jeg kunne blive ved.

Så derfor, Esben Lunde Larsen: Tag en dyb indånding, se dig selv i spejlet og gør op med sig selv, om du vil demokratiet.

Vil du begrænse de aktindsigter, der giver os alle mulighed for at holde øje med, hvordan systemet forvalter skattekronerne – ja, så er du anti-demokratisk.

Aktindsigter er en af grundpillerne i pressens arbejde. Men det kræver, at døren til magten åbnes. Også markant mere, end det er tilfældet i dag. For som sagt: Det er svært at få øje på noget gennem en smal dørsprække. 

Journalisten har sendt indlægget til Esben Lunde Larsen, men ikke fået svar.