Nytårsdag i år var det 45 år siden, at Danmark trådte ind i det, som i dag hedder EU. Det gør os til et af unionens ældste medlemmer. Det skulle man bare ikke tro, når man ser de danske medier.

Halvanden menneskealder er gået, og EU har forvandlet Danmark dybt og gennemgribende. Det er fire år siden, at Altinget talte op, at EU påvirkede hver tredje danske lov.

Men for danske medier er Bruxelles stadig en by i udlandet. EU-stoffet varetages af udlandskorrespondenter. De hører under udlandsredaktionerne, ligesom deres kolleger i Beijing og Jerusalem. Og der er ikke ret mange af dem – pt. 13 i alt. Det svarer i øvrigt omtrent til antallet af USA-korrespondenter.

Danske medier sætter altså 13 mand til at følge en tredjedel af landets lovgivning – plus alt det andet, der sker i EU. Det er ikke holdbart.

Jeg kender mediechefernes svar: Alle vores journalister skal beskæftige sig med EU, vil de sige. Vi tager EU-stoffet så alvorligt, at det er integreret i vores fagredaktioners arbejde.

Jamen godt, så lad os se, hvordan det går med det. Jeg har ikke en forskningsbevilling i ryggen til et helt års kulegravning af dansk EU-journalistik, så jeg nøjes med et enkelt eksempel. Man kan ikke bedømme dansk EU-journalistik ud fra en enkelt artikel. Men man kan se, hvad der faktisk slipper igennem redigeringsprocessen på et stort dansk dagblad.

Nogle vil finde det grimt af mig at hænge en enkelt kollega ud. Til dem vil jeg sige, at man står til ansvar for, hvad man offentliggør i et massemedie, og det er såmænd hele avisen, jeg hænger ud. For den sags skyld er det hele pressen, for ledte jeg længe nok, er jeg sikker på at kunne finde tilsvarende eksempler fra andre medier som denne perle af en kulturartikel, dagbladet Politiken bragte forleden – og som har været delt på sociale medier netop for sin hjælpeløse omgang med EU: Artiklens mulige skadevirkninger rækker ud over Politikens læserkreds, for den er blevet fulgt op af andre medier, se fx TV Midt-Vest.

Artiklen fortæller os om et nyt ”EU-regulativ”, som angiveligt vil tvinge danske teatre til at slukke for scenebelysningen:

”Skuespillere kan komme til at optræde i mørke, hvis et nyt EU-regulativ vedtages 7. maj,” indledes artiklen.

Se, nu er der ikke noget, som hedder ”EU-regulativer”. EU-lovgivning består af direktiver og forordninger – det er, hvad det hedder på dansk, og dertil kommer særlige ”gennemførelsesretsakter”, som Europa-Kommissionen kan beslutte på egen hånd, og som nærmest svarer til de cirkulærer, danske myndigheder udsender. Og nej, det er ikke småligt at hænge sig i en forkert betegnelse. Ingen dansk chefredaktør ville acceptere, at en af hans journalister skrev, at Folketinget havde vedtaget et ”regulativ”.

Men okay, tænker man som læser. Det er jo nok en forordning, der menes – det hedder nemlig ”regulation” på engelsk. Der skal vel vedtages en forordning 7. maj.

Men nej. Artiklen fortsætter:

”EU har længe udvidet deres ecodesign-regulationer, der skal tvinge producenter til at lave mere energieffektive produkter.”

Aha, ”ecodesign-regulationer”. Det skulle vel ikke være Ecodesign-direktivet, journalisten mener? Et direktiv, der handler om elapparaters energiforbrug. Det er takket være Ecodesign, at vi ikke længere kan købe glødepærer. Måske skal der vedtages en ny version af direktivet?

Læg i øvrigt mærke til, at disse ”ecodesign-regulationer” er ”deres”. Det er altså noget, som nogen sidder og roder med nede i EU.

Men det er jo en horribel fejloplysning af læserne. For EU er os. Så direktivet er ”vores”, ikke ”deres”. Al EU-lovgivning er blevet til et sted, hvor den danske regering har haft mulighed for at blande sig. Og der har været god tid til at blande sig, for lovmøllen i Bruxelles maler meget langsomt.

Så hvis man står med et stykke EU-lovgivning, nogen er kritisk over for, er det første, man bør gøre, at spørge den danske regering: ”Hvad siger I til dette her?”

Nå, tilbage til Politiken. Artiklen fortæller, at teatre hidtil har været undtaget fra reglerne, men den undtagelse skal nu falde bort: ”Fra september 2020 skal alle elpærer kunne levere en vis mængde lys per watt, den bruger,” hedder det. Journalisten har tydeligvis sin historie fra interesseorganisationen Danske Teatres Fællesorganisation; den bliver citeret for sin bekymring. Der henvises også til et debatindlæg i den britiske avis The Guardian, som er skrevet af formanden for en britisk organisation. Jeg fandt Guardian-indlægget.

Det fremgår, at 7. maj er knap så skarp en dato: Det er kun en høringsfrist, og den handler kun om en gennemførelsesretsakt. Den slags bliver behandlet i et af Kommissionens fagudvalg, hvor der også sidder embedsmænd fra medlemslandene. Udvalgene hedder komitéer, og dem er der næsten 300 af; man kan læse mere her.

Der findes endda en søgemaskine til komitépapirer; den virkede dog ikke for mig. Hvilket kan være både min og Europa-Kommissionens skyld.

Komité-stof kan i øvrigt være spændende. Sidste år udspillede der sig et drama i tysk politik over en EU-komité, der skulle tage stilling til, om glyfosat – det aktive stof i Roundup – skulle have forlænget sin tilladelse i fem år.  Landbrugsministeren, som var CSU’er, ville have sin embedsmand til at stemme ja, mens miljøministeren, der var socialdemokrat, sagde nej. Det endte med, at landbrugsministeren satte sin vilje igennem – hvilket ikke mindst dansk landbrug var lettet over. Sagen blev løseligt omtalt i danske medier, men reelt kun dækket af specialmediet Landbrugsavisen og, i al beskedenhed, mit eget tysklandheute.dk.

Jeg kan godt forstå grunden. Nogle af EU’s beslutningsprocesser er fortvivlende indviklede, og EU’s hjemmesider fuldkommen byzantinske. Men man kan jo begynde med at hente den hjælp, der faktisk er at få – hos den danske EU-repræsentation, hos Europa-Kommissionens kontor i Danmark, eller hos Folketingets EU-oplysning. Man kan læse hjemmesiderne, og kan man ikke finde svar dér, så er der pressefolk alle steder, som gerne vil hjælpe.

Så jeg bad om hjælp – og det skulle Politiken nok også have gjort. Europa-Kommissionens pressechef i København forklarede mig nemlig følgende:

”Der er tale om en skriftlig høringsproces, hvor de indsendte svar bliver offentliggjort efter den 7. maj: https://ec.europa.eu/info/consultations/public-consultation-ecodesign-and-energy-labelling-refrigerators-dishwashers-washing-machines-televisions-computers-and-lamps_da

Det handler om en opdatering af et eksisterende EU-direktiv om eco-design. Det er stadig meget tidligt i processen: Kommissionen er i gang med en høringsproces forud for præsentationen af selve lovforslaget – høringsprocessen pågår indtil den 7. maj, og der er endnu ikke truffet nogen beslutninger om, hvordan forslaget kommer til at se ud.

I det nuværende direktiv er tungsten-lamper i teatre undtaget for bestemmelserne. Jeg kan læse af artiklen i Politiken, at teatrenes fællesorganisation er bekymrede over eventuelle økonomiske omkostninger, og det er selvfølgelig helt fint, at de blander sig i debatten – der er jo netop tale om en høringsproces. Det er bare vigtigt at understrege, at det er meget, meget tidligt i processen, og at reglerne om eco-design indgår som led i bestræbelserne på at sikre lavere energiforbrug og dermed bidrage til kampen mod klimaforandringerne.

 Når forslaget til en opdatering af direktivet er blevet lagt frem efter den 7. maj, vil det skulle godkendes af EU’s Ministerråd, det vil formentlig ske sidst på året.”

Det var altså ikke rigtigt, at den 7. maj var en afgørende dato, hvor ”EU” ville beslutte noget. Beslutningen ligger måneder ud i tiden, og der vil sidde en dansk minister med ved bordet, når den træffes.

Men nu vidste jeg tilstrækkeligt til at kunne foretage en målrettet googling; et lille stykke arbejde, Politiken selv kunne have gjort. Googlingen bragte for en dag, at nogen allerede i januar i Europa-Parlamentet har spurgt Europa-Kommisionen til sagen. Svaret kom i april – i EU går tingene sjældent stærkt – og svaret var, at:

• Ja, Kommissionen undersøger, om man kan fjerne nogle af undtagelserne i direktivet.
• I december 2017 diskuterede man Kommissionens ændringsforslag med medlemsstaterne, brancheorganisationer og andre.
• Nu er der en offentlig høring med frist 7. maj.
• Reguleringen gælder kun produkter, som sælges til grossister efter ikrafttrædelsesdagen. ”Derfor vil den mulige afskaffelse af undtagelser for teaterbelysning på det tidspunkt, der påtænkes i det aktuelle forslag (september 2020, som det ser ud nu) ikke betyde, at alle tungsten-lamper i brug skal erstattes. Lamper, som allerede er i brug eller findes i butikker og lagre før ikrafttrædelsesdatoen for den reviderede retsakt, kan anvendes og købes uden nogen tidsfrist.”

Teatrene kan altså have mange år til at udskifte deres belysning, og Politikens artikel består således af en kerne af sandhed pakket ind i en meget stor emballage af sludder og vrøvl.

Derfor kan det stadig være en dum lovændring, Europa-Kommissionen er i gang med; det vil jeg ikke tage stilling til. Men den første forudsætning for, at jeg som borger kan tage stilling, er, at medierne fortæller mig, hvad der foregår – sandfærdigt og fair.

Det gør medierne bare ikke. Mediecheferne lever fint med en uvidenhed om EU hos deres journalister, som de aldrig ville acceptere om dansk politisk stof. Det indebærer to demokratiske problemer:

For det første henligger forarbejderne til en tredjedel af den danske lovgivning i mørke; medierne gør simpelthen ikke deres arbejde. De fortæller ikke om de interesser, der er på spil; EU-lovgivning skyldes jo altid, at nogen har bedt om den – en medlemsstat eller en brancheorganisation. Historien om de krumme agurker er et godt eksempel, for det viste sig jo, at dette tilsyneladende udslag af vanvittig detailstyringstrang var noget, Danmark selv havde bedt om.

For det andet bidrager medierne til billedet af EU som et blindt bureaukrati, der diktatorisk kværner meningsløse regler ud i en lind strøm. Dermed fremmer man borgernes oplevelse af magtesløshed, og man hjælper populistiske brøleaber på begge fløje. Hvor den slags kan føre hen, fortæller Storbritanniens allernyeste historie os, og det er faktisk en skandale, at danske medier, 45 år efter at vi blev medlemmer af EU, stadig bidrager til den slags.

Til allersidst, som et PS: Der er som nævnt hjælp at få. Der er Folketingets EU-oplysning, Europa-Kommissionen i Danmark og den danske EU-repræsentation i Bruxelles. Læs deres sites. Skriv til deres pressefolk. Og download denne glimrende lille håndbog i EU for journalister, som i øvrigt er skrevet af fagbladet Journalistens digitale redaktør.

SVAR

Politiken er blevet forelagt kritikken. Kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen har sendt dette svar:

Uffe Gardel har ret i, at Politiken ikke benytter en korrekt betegnelse. Vi opfinder endda ordet  ”EU-regulativer” til lejligheden. Det er en ærgerlig fejl, vi burde have fanget. 7. maj var ganske rigtigt ikke dagen for en fjernelse af undtagelser i EU-direktivet om belysning. Det skriver vi heller ikke. Det var fristen for høringssvar, som den danske teaterbranche ikke var opmærksom på.

Researchen viste, at få danske teatre vidste besked om den igangværende undersøgelse af regelændringer i EU, der kan få store konsekvenser for deres økonomi.

Artiklens vinkel er, at teatrene betragter forslaget som et problem. Uffe Gardel mener, at Politiken ‘tydeligvis’ har historien fra Danske Teatres fællesorganisation. Det er ikke tilfældet. Vi kontaktede dem og bad om en kommentar. Inspirationen til historien kom fra en international underskriftsindsamling mod fjernelsen af undtagelserne i direktivet.