I de seneste årtier har måden, som vi bruger sproget på, ændret sig. Vi bruger det i dag på en mere subjektiv måde og til at forholde os mere abstrakt til virkeligheden. Det har sat sit tydelige aftryk på vores formidling, som er blevet mere subjektiv og ’farvet’ og mindre objektiv og neutral.

Semiotikeren Tom Syverson påstår ligefrem, at sproget i dag mere er karakteriseret ved at være et meta- og holdningssprog, som henviser til holdninger og fortolkninger af virkeligheden, end et beskrivende refererende sprog, som henviser til og gengiver virkeligheden, som den er. Det kan han måske have ret i.

Professor Matthew Gentzkow fra Stanford University har undersøgt politikeres sprog og sprogbrug i den amerikanske kongres i perioden 1873-2009 og har her fundet beviser på en sådan udvikling.

Siden 1990 synes der at være sket en stigning i brugen af meta- og holdningssproget blandt amerikanske politikere, hvilket blandt andet afspejler sig i en øget ideologisk polarisering i amerikansk politik.

Holdninger går forud for viden

Når for eksempel republikanere konsekvent omtaler Præsident Obamas sundhedsreform, ’The Affordable Care Act’ (ACA), som ’Obamacare’, så vælger de at kommunikere gennem et meta- og holdningssprog, som først og fremmest henviser til det politiske syn på sundhedsreformen og derefter (indirekte) til selve sundhedsreformen (ACA) – altså det objektive indhold i den.

Med den type af kommunikation skaber politikerne ikke kun en polarisering i den politiske praksis, men også en øget polarisering blandt vælgerne, som påvirkes til at mene noget, før de ved noget. En undersøgelse har blandt andet vist, at henholdsvis 30 procent af de amerikanske vælgere i en respondentgruppe ikke vidste, hvad ’ACA’ var, men at helt op til 46 procent af dem var imod ’Obamacare’ – altså forholdt sig negativt til noget, som de ikke vidste hvad var, men havde fået beskrevet negativt via et meta- og holdningssprog.

Professor Jeff Stonecash fra Syracuse University har også i sin forskning fundet beviser på denne polarisering, men også på, at flere vælgere synes at identificere sig med de politiske partier og bevægelser og dermed lade sig påvirke af deres meta-og holdningssprog.

Samme tendens i dansk politik og journalistik

Den samme tendens ses også i dansk politik, hvor blandt andet retorikeren Mette Bengtsson har vist, at den politiske sprogbrug er blevet mere strategisk og dermed mere meta- og holdningspræget end tidligere. Derved synes også de danske vælgere i højere grad end tidligere først at blive påvirket af subjektive holdninger til noget end af objektive refererende beskrivelser: Flere danskere mener nu også noget, før de ved noget – godt hjulpet på vej af politikerne: ”Der bliver listet holdninger ned i lommen på folk, som de slet ikke er klar over, at politikerne implicerer med deres sprogbrug. Det er meget uheldigt for den politiske debat og for det demokratiske samfund,” siger Mette Bengtsson.

Samme tendens ser vi desværre også i medierne og i journalistikken. Den danske professor Stig Hjarvard viste allerede tilbage i 2006, hvordan medierne var blevet politiseret, og hvordan holdninger og fortolkninger eksplicit tilkendegives i nyhedsartikler.

En  undersøgelse fra 2016 viser blandt andet, hvordan Politiken i forbindelse med nyheder om asylstramninger eksplicit markerer sin holdning i et meta-holdningssprog i nyhedsdækningen, som direkte ”flugter med holdningen i avisens lederspalte og de fleste partier i rød blok”.

Jeg kan i den sammenhæng ikke lade være med at tænke på, hvordan Politiken, tre måneder efter at TV 2 Nyhederne i 2015 havde offentliggjort en Megafon-måling, hvor 44 procent af danskerne tilkendegav, at antallet af flygtninge, der får asyl, var for høj, kunne offentliggøre en undersøgelse med det stik modsatte resultat? Overskriften holdt i et meta-holdningssprog lød sådan her: ’Eksperter: Danskernes holdning til flygtninge kan hurtigt ændre sig’. Artiklen indledes med følgende meta- og holdningsbeskrivelse:” Et stort flertal af danskere vil tage imod flere flygtninge i både Danmark og Europa.”

Journalistikkens formål

Den britiske redaktør Gwen Ansell skrev engang i sin ’Introduction to journalism’, at journalisten og mediets opgave blandt andet er at ”provide news and information that help the public to form reasoned justments rather than just superficial opinions”. Og sådan skal det jo helst forholde sig – for hvis ikke medierne gør, hvem gør så?

Men med udviklingen og tendensen til, at både politikere og medier i deres kommunikation mere benytter sig af et meta- og holdningssprog frem for et beskrivende, refererende sprog, så hjælper de begge os mere i retning af at forme ’overfladiske’ og populære holdninger frem for fornuftige og seriøse vurderinger. Dermed får nu også medierne os til at mene noget, før vi ved noget – og nogle gange mene det, som bestemte politikere og partier også mener, ved at gengive deres meta- og holdningssprog. Og sådan må og skal det jo ikke forholde sig, når man bedriver journalistik. Tværtimod –medierne skal først og fremmest forholde sig beskrivende og refererende til noget/nogen, så læserne, lytterne og seerne får mulighed for at vide, hvad der er sandt/falsk og rigtigt/forkert, for derefter at tilkendegive sin holdning i ledere og kommentarer med mere. For kun på den måde kan medierne igen hjælpe til med at forme fornuftige vurderinger frem for overfladiske og populære holdninger.

Foretag sprogtjek

Tiden er derfor inde til, at medierne selv gør noget ved dette. Tom Syverson har foreslået, at medierne:  ”… need to make (… their)  way back to referential language (…and) avoid the endless repetition of buzzwords, the parroting of stale slogans, and the trading of labels”.

Jeg er enig. Og måden, det i praksis kan ske på, er ved 1) at både journalister og medier bliver sig bevidst om denne udvikling, og hvordan den har sat sit (negative) præg på journalistikken og i særdeleshed sproget og 2) derefter regelmæssigt foretager et simpelt sprogtjek af deres sprog/kommunikation, hvor det tjekkes dels for holdninger og fortolkninger, dels for referencer og beskrivelser. Er der flere af førstnævnte, domineres sproget af et meta-holdningssprog og vil derfor have en høj bias. Omvendt – er der flere af sidstnævnte, domineres sproget af et beskrivende refererende sprog og vil derfor have en lav bias.

Sidstnævnte medvirker til, at journalistikken finder sit beskrivende refererende sprog frem igen, og til at den igen vil kunne medvirke til at forme fornuftige vurderinger hos læsere, lyttere og seere.