Da det delvise lig af Kim Wall for nylig blev fundet og satte et opklaringsmæssigt komma i den grusomme sag om den svenske journalists død (må hun hvile i fred, og må gerningspersonen blive stillet til ansvar!), gik medierne straks i breaking med fundet af et kvindelig – i dette tilfælde specifikt en kvindetorso. Ikke et lig, ikke en torso, men et kvindelig og en kvindetorso.

Og sådan er det hver eneste gang. Når en (formodet) kvinde findes død, indeholder både sensationsmediernes og de lidt mindre sensationslystne mediers overskrifter evig og altid ordet ”kvindelig”. Substantivet, ikke adjektivet.

Hvis man ellers er sikker på den dødes kønsidentitet (hvilket dog er svært, hvis man ikke ved, hvis lig man har fundet), kan det selvfølgelig i nogle sammenhænge være praktisk nok at angive kønnet. Selv om jeg er af den overbevisning, at det ville være bedre at fokusere meget mindre på køn (især fordi kønsforståelserne stadig er så absurd snævre), er min anke her altså primært, at medier af alle slags gør unødvendig forskel på mænd og kvinder, selv i døden. Når en (formodet) mand findes død, indeholder overskrifterne nemlig sjældent ordet ”mandelig”, men som oftest blot ”lig”.

Den nidkære læser vil selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved denne skråsikre påstand, men det kræver blot en enkelt googling og/eller ærlighed over for sig selv at indse, at det forholder sig sådan. Ordet ”kvindelig” optræder markant oftere end ordet ”mandelig”. Og ja, jeg har korrigeret både mentalt og søgemaskinemæssigt for sammenfaldet mellem adjektivet ”kvindelig” og substantivet ”kvindelig” og det manglende sammenfald mellem adjektivet ”mandlig” og substantivet ”mandelig”. 

Den nidkære læser vil godt kunne opstøve ordet ”mandelig”, men alle kan godt høre, at det ikke er gængs sprogbrug. Der kan i brødteksten stå ”liget af en mand”, men overskrifternes eklatante mangel på ordet ”mandelig” består.

Min indvending er beauvoirsk. Der er præsidentkandidater, og så er der kvindelige præsidentkandidater. Der er lig, og så er der kvindelig. Kvinder er stadigvæk andetgjorte. Kim Wall var en ”kvindelig journalist”, mens Peter Madsen slet og ret er ”opfinder”, ”raketnørd” og ”ubådsejer”.

Simone de Beauvoir døde i 1986, men hvis hun havde levet i dag, er jeg sikker på, at hun og jeg havde været på linje. Jeg er sikker på, at vi begge havde tweetet om det problematiske i mediernes sproglige forskelsbehandling i ubådssagen og mange andre sager.
Og så har jeg ikke engang taget hul på, at alt dette er håbløst binært og u-queer. Der er ikke sproglig ligestilling mellem mænd og kvinder, men andre køn mangler vi decideret sprog for. Hvem har nogensinde læst i avisen, at der var fundet et queerlig? 

Det kan virke som en lille sag. Det er jo bare ord. Men små sager og store sager hænger sammen, og ordene former vores forståelse, så hver gang et lille ord skyder skævt, øges den generelle skævhed. 

Lige denne skævhed kunne de, der skriver overskrifterne, nemt rette op på. 

Linda Nørgaard er cand. mag. i klassisk filologi, gymnasielærer