Debat: Konstruktiv journalistik vinder lokalpriser

Albertslund Posten vinder priser for sin journalistik, fordi avisen vælger en konstruktiv tilgang til lokalområdet, mener Lotte Rosdahl

Ugeavisernes Årspriser blev uddelt den 1. oktober, og Albertslund Posten var blandt vinderne igen.

Det var avisen også i 2013, da Albertslund Posten modtog guldprisen for deres dækning af en lang række påsatte brande i lokalområdet.

Hvor flere landsdækkende medier dengang slog automatpiloten til og fokuserede på sensationen, slog Albertslund Posten i stedet automatpiloten fra og fandt en ny og konstruktiv vej.

I en by, der både har mange befolkningsgrupper og mange sociale udfordringer, valgte Albertslund Posten nemlig en dækning, der på en gang understøttede tilliden mellem borgerne og samtidig havde fokus på at finde en løsning.

Brobygger
Når Albertslund Posten denne gang lader sig fotografere med endnu en årspris, er det for kampagnen "Giv en ung en chance – så giver vi en omtale", hvor avisen modtog sølv.

Her går lokalavisen ind med aktiv konstruktiv journalistik og bygger bro mellem selvstændige i Albertslund og unge, der har brug for en ekstra hånd til at komme ind på arbejdsmarkedet. En idé undfanget af bladets journalist Finn Due Larsen.

Den lokale tækkemand, der på foranledning af avisens artikelserie, lavede en aftale med Jobcenteret om at tage en ung i arbejde, kunne i foråret se sig selv i avisen i en artikel om indsatsen. Ligesom andre selvstændige i Albertslund, der også tog en ung i arbejde.

På den måde udnyttede lokalavisen deres journalistiske mulighed for at inspirere flere virksomheder i området til at række hånden ud med en serie, der altså indbragte avisen sin anden årspris på bare to år.

Hvordan hulen…
På Albertslund Posten er der, som på redaktioner landet over, masser af bolde i luften og stramme deadlines. Derfor kan det måske undre, hvordan det kan lade sig gøre at udvikle nye tiltag og forbedre journalistiske arbejdsgange.

Og så ovenikøbet på en lille redaktion med kun to medarbejdere: En journalist og en redaktør.

Avisens succes skyldes altså ikke mange ressourcer, og svaret må derfor findes andre steder. Jeg har nogle bud efter at have besøgt redaktionen og talt med Finn Due Larsen.

Agurketid – ikke her
Hvor mange journalister kun drømmer om at gøre en positiv forskel, beslutter Albertslund Postens journalist sig for at gøre noget ved det.

Finn Due Larsen har sat sig som ambition, at han mindst én gang om året ideudvikler et journalistisk projekt, der er konstruktivt.

Tiden til at tænke nyt finder han i de mere stille perioder på redaktionen som januar, februar eller juli måned. Et åndehul, som han ser som en tid, hvor der ikke er en masse ”skal-opgaver”, men mulighed for at lave noget af det, han selv brænder for.

Engagement
Efter knap 20 år i faget har Finn Due Larsen fundet en fornyet arbejdsglæde ved at arbejde mere konstruktivt. Han synes ligefrem, det er sjovt at bruge sine muligheder som journalist til at udvikle lokalsamfundet i en positiv retning.

Hvor han før helt traditionelt kunne skrive en artikel om et problem og lade det blive ved det, tager han i dag gerne skridtet videre til at bruge sin journalistiske platform konstruktivt.

Kampagnen, som altså fik en pris, er et godt eksempel. Ideen opstod under et interview med en boligsocial medarbejder, der fortalte, at kommunens jobkonsulenter måtte udenbys for at finde virksomhedsejere, der ville lade en signatur glide hen over en ansættelseskontrakt med en af egnens unge med behov for et specielt tilbud for at komme i arbejde.

Her kunne Finn Due Larsen have nøjedes med at skrive historien om, hvordan det lokale jobcenter måtte udenbys for at finde velvillige selvstændige til deres projekt.
Men i stedet satte interviewet gang i en tankerække om, hvordan han som journalist aktivt kunne forbinde egnens unge og de lokale virksomheder.

Det endte med, at Finn Due Larsen fik sat et samarbejde med Jobcentret i stand. Hvor virksomheder fik mulighed for enten at kontakte Jobcentret eller avisen, hvis de var interesserede i at være med til at give en ung en chance. 
Samtidig brugte Finn Due Larsen sit kendskab til lokale butiksejere ved selv at gå rundt og spørge, om nogen havde lyst til at tage en ung i arbejde og lade ham skrive om initiativet i avisen.

Ud i virkeligheden
Den unge, butiksejeren, den ledige, direktøren, pølsemanden, jobkonsulenten, klubmedarbejderen, håndboldspilleren. Rigtig mange borgere – af næsten 40 forskellige nationaliteter, i øvrigt – bor i Albertslund Kommune.

Det er her, Finn Due Larsen finder sine kilder, for han forlader gerne redaktionen, og det har givet ham et netværk og en rolle i lokalsamfundet. Begge dele giver ham fordele som journalist.

For det første hører avisen om udfordringer, som de kan sætte et konstruktivt fokus på eller omtale, når der sker interessante lokale initiativer.

Som under de brande, der blev antændt i Albertslund for nylig. Her kontaktede en kommunalmedarbejder Finn Due Larsen og fortalte historien om mødre med anden etnisk herkomst end dansk, som havde lavet en telefonordning. De ville ringe til hinanden, når de så en ung på gaden om natten.

Unik position
Netværket er vigtigt, fordi det giver os som journalister muligheden for at bringe relevante mennesker sammen. Vi har en hel unik position som brobyggere, og det kan vi få meget ud af at gøre os mere bevidste om. Vi kan gøre en positiv forskel og samtidig vise, at vores medie er relevant og engageret i lokalsamfundet.

Det er vigtigt, at et medie, som gerne vil spille den konstruktive rolle i sit lokalmiljø, har det med helt fra ideudviklingen. Når vi taler om koncepter, artikelserier – eller en nyhed, som Albertslund Posten gjorde med deres kampagne.

Redaktøren bakker op
Men du kan ikke flytte det hele alene som journalist. Selv hvis du har tid til at ideudvikle, er engageret og har et netværk, kan de gode intentioner strande.

»Bare min redaktør lyttede med,« er en sætning, jeg har hørt flere journalister sukke, når vi taler om brobyggende konstruktiv journalistik. For sidst, men ikke mindst, er det vigtigt, at redaktøren bakker op om at tænke nyt og konstruktivt.

Havde redaktøren på Albertslund Posten, Jørgen Brieghel-Müller, tømt lungerne og pustet gnisten ud af sin medarbejder, så havde avisen sparet de søm, som de to årspriser hænger på. Priserne ville være gået til en anden, som turde tænke nyt.

Redaktørens opbakning er vigtig, for at den konstruktive journalistik kan lykkes. Det gælder ikke mindst, når man kun er to på redaktionen.

Lad dette være en opfordring til alle redaktioner derude, og måske især de lokale: Hvis I går skridtet videre og ikke kun skriver nyheden, men også bruger jeres helt unikke position som brobyggere og engagerer jer i konstruktive løsninger, så kan I både vinde priser og styrke jeres relevans i det lokale miljø.

 

Lotte Rosdahl er journalist med egen virksomhed, TrustJournalism.

0 Kommentarer